»Du kan tro, hvad du vil om mig, men du kan ikke bevise noget,« hvæsede svigermoren og stillede sin svigerdatter over for et umuligt valg.
»Nå, Majken, hør godt efter. Du kan tro, hvad du vil, men du får det aldrig bevist. Der er ingen vidner, og Eskild stoler på mig. Så hvis du vil blive i vores familie, må du bide det i dig: du gør rent, laver mad og holder mund. Forstået?«
Majken havde været gift med Eskild i flere år. Sammen fik de sønnen Nikolaj, der nu var seks. Begge arbejdede hårdt for at forsørge familien uden at falde i fattigdom.
De levede enkelt, men lykkeligt: Majken passede hjemmet, barnet og arbejdede som bogholder i en lille virksomhed, mens Eskild var ingeniør. Alt syntes at gå som det skulle.
Men så blev Eskilds mor, Gerda, diagnosticeret med iskæmisk hjertesygdom, der krævede konstant behandling og pleje. Hun måtte stoppe med at arbejde og blev helt afhængig af sin søns hjælp.
Majken gjorde sit bedste for at støtte Gerda: hun købte ind, lavede supper og tog nogle gange Nikolaj med, for der var ingen til at passe ham om aftenen. Eskild besøgte også sin mor jævnligt.
Først virkede det naturligt. Men med tiden begyndte spændingerne at vokse. Pengene forsvandt hurtigere end før: medicin, behandlinger, speciel mad. Eskild gav en del af sin løn til sin mor uden diskussion, og Majken accepterede det. Men snart mærkede hun, at der ikke var nok til deres egne behov. Og Eskild så ikke problemet.
Nikolaj havde brug for nye sko, en hobby blev dyrere, vaskemaskinen gik i stykker. Alt gik galt. Majken havde gået i den samme vinterfrakke i fem år, men i stedet for at købe en ny, hørte hun bare sin mand sige:
»Vent lidt. Mor kommer først.«
Og hun tav, fordi hun vidste, at sundhed var vigtigere. Men en tung følelse fyldte hende indeni. Hun vidste ikke, hvor længe det ville vare.
En dag, da Majken havde fri tidligt før en helligdag, hørte hun noget fra Gerda, der chokerede hende.
Hun havde fået en bonus ikke stor, men nok til en hyggelig aften med Eskild. Hun forestillede sig, at de ville putte Nikolaj, åbne en flaske vin og nyde en stille aften sammen, som før alt dette træthed og stress.
Med de tanker købte hun friske grøntsager og mælk. »Jeg smutter lige forbi Gerda,« tænkte hun, »så hjem og forberede aftenen.«
Hun havde en nøgle til Gerdas lejlighed, så hun låste stille døren op og gik ind. En stemme lød fra køkkenet. Først troede hun, det var fjernsynet, men da hun nærmede sig, stivnede hun.
Gerda stod ved vinduet med en cigaret i hånden, mens røgen sivede ud. I den anden hånd holdt hun sin telefon.
»Selvfølgelig bliver jeg ved med at spille syg,« hviskede hun hæst. »Hvorfor ikke? Min søn hjælper, og svigerdatteren danser efter min pibe. Jeg siger nej tak til ingenting. Tak, Ulla, for den attest.«
Majkens syn slørede. Ordene ramte som et slag. Hun vaklede tilbage, ramte dørkarmen, og posen med varer faldt. Tomater og æbler rullede ud over gulvet.
»Majken vent! Jeg kan forklare!« råbte Gerda og skyndte sig efter.
Men Majken var allerede ude af døren og ned ad trappen. Hun nåede busstoppestedet uden at vide, hvordan.
Hvad med vinen? Tankerne var tomme, bortset fra én: »Et helt år har hun narret os? Var hun overhovedet syg?«
Senere, da Nikolaj sov, kaldte Majken Eskild ind i køkkenet. Han så forvirret ud normalt var hun drænet om aftenen, men i aften var der noget anderledes.
»Eskild,« begyndte hun, »vi skal tale.«
»Hvad er der?«
»Det handler om din mor.«
»Er det pengene igen? Vi har nok. Du forlanger for meget. Måske burde du bare blive hjemme og passe hende.«
»Passe hende? Ved du, at Gerda har det fint? Måske har hun aldrig været syg?« udbrød Majken og kunne ikke længere holde det tilbage.
»Hvad snakker du om?«
»Jeg finder ikke på noget. Men din mor i dag stod hun og røg. Hun talte med Ulla om en attest.«
Eskild blev stille. Han vidste ikke, om han skulle tro det.
»Vent det kan ikke passe. Ulla er mors veninde. Hun arbejder på klinikken«
»Præcis.«
Eskild strøg sig over ansigtet.
»Jeg stoler på dig Men mor kunne hun virkelig?«
»Det lader til det,« svarede Majken roligt. »Og pengene rakte, fordi Jesper sendte mig penge hver uge. Troede du, Nikolajs nye jakke kom fra ingenting?«
Eskild tav. Åndedrættet blev hurtigt. Han følte, han mistede kontrollen.
»I morgen tager jeg selv hen til hende.«
»Gør det. Men ring ikke først.«
»Hvorfor ikke?«
»Så hun ikke når at skjule noget.«
Majken rejste sig og gik ud i badeværelset.
Næste dag kunne Eskild ikke koncentrere sig på arbejdet. Hans tanker kredsede om konens ord, morens ansigt, attesten. Han tjekkede uret, indtil han til sidst tog en pause og kørte til Gerda.
Han låste sig ind og så det sædvanlige: rent, blomster i en vase, ingen lugt af tobak.
Gerda sad i køkkenet. Træt, med slukte øjne og mørke ringe under dem. Hun så knap op.
»Det var slemt i nat. Kunne knap sove. Jeg har ikke rørt maden.«
Stemmen lød svag og tvungen. Eskild følte tvivlen vokse: var det sandt eller spil?
Han kiggede rundt alt var perfekt. »Måske tog Majken fejl?« tænkte han.
»Okay, mor, tag din medicin. Jeg kommer igen i aften,« sagde han og lod, som om han troede hende. Han stillede varerne og tjekkede medicinen.
»Jeg må tilbage på arbejde.«
Han skyndte sig væk, som om han flygtede fra sine egne tanker.
Hele ugen var Eskild fraværende. På arbejde lavede han fejl, derhjemme mødte han Majkens bekymrede blik. Han vidste ikke, hvem han skulle stole på: konen, der ikke havde grund til at lyve, eller moren, der så syg ud men for meget passede.
Majken besluttede at holde sig væk fra Gerda. Hun kunne ikke glemme det, hun havde hørt. Og Gerda udnyttede det, klagede over hende hver gang Eskild ringede eller kom forbi:
»Din Majken har
