**”Du kommer aldrig til at fixe den”** De lo ad af hende men hvad hun gjorde bagefter, havde ingen set komme.
Jeg så det hele. Ida, hun kiggede ikke op. Kæben var sammenklemt, og knoglerne stod hvide, mens hun drejede skruenøglen. Hun mærkede deres blikke, en blanding af hån og foragt. Motoren foran hende var nærmest designet til at svigte. Nogen havde givet hende den her varevogn som en prøve men hun vidste, at det ikke handlede om færdigheder. Det var ydmygelse i forklædning.
Værkstedets ejer, hr. Mikkelsen, havde smilt, da han rakte hende nøglerne. Og lige bag ham stod den velklædte mand i den grå jakkesæt og sagde med afgørende stemme: **”De har simpelthen ikke evnerne.”** Alle grinede. Undtagen Ida. Manden var Søren Vestergaard, en arrogant millionær, der ikke stolede på nogen uden slips og slet ikke på en kvinde med smørre på kinderne. Hans varevogn havde et problem med brændstofsystemet, som ingen af de andre mekanikere havde kunnet finde.
Men det var ikke derfor, de havde givet den til Ida. De ville have hende til at fejle. Det var den perfekte måde at bekræfte den gamle fordom: en kvinde blandt motorer er bare pynt. Mens Ida undersøgte ledningerne, hørte hun hvisken: *”Hun kommer til at ødelægge noget.”* *”Måske skulle vi sætte en lyserød sløjfe på motoren.”* *”Det her er ikke noget for hende.”* Ordene skar som knive. Det værste var ikke foragten den kom fra dem, der skulle være hendes kolleger.
Da hun bad om et specialværktøj, råbte en af dem med en latter: **”Åh, vil du lege mekaniker, eller skal du til at græde allerede?”** Hun så ham ikke engang. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse. Hver gang hun fandt en fejl, fandt de en ny måde at underminere hende på. *Det var aldrig nok.* Hun var ikke her for sjov. Hun havde arbejdet i sin fars værksted i årevis, selv da han blev syg og mistede det. Hun havde læst bøger, bestået eksamener, som halvdelen af dem i rummet ville dumpe men det betød intet for dem.
For dem var Ida en ubuden gæst, en der udfordrede deres lille verden. Og da de så hende med snavsede hænder, kæmpe med en rusten møtrik, var de sikre på, de havde ret. Søren gik tættere på, så hans ånde rørte ved hendes nakke: **”Gør dig selv en tjeneste, pige. Indse, at du ikke er skabt til det her. Ingen vil dømme dig, hvis du giver op.”** Hans latter var tør og ond, som om han spyttede ordene ud.
Ida svarede ikke, men noget brændte inden i hende. Ikke bare stolthed det var mindet om hendes far, værkstedet, alle de gange, hun havde bidt det i sig for at få en chance. Et par mekanikere filmede hende i smug, klar til at lægge hendes fiasko online. Hun vidste det, men hun vidste også, at det eneste, der betød noget, var at holde hovedet koldt.
Motoren havde en fejl, der kom og gik. Ikke fordi den var svær, men fordi nogen havde rodet med den. Da hun opdagede, at MAF-sensoren var løsnet, gik det op for hende: det var *sabotage*. Bevidst sabotage for at gøre hende til grin. **”Hvad så? Giver du op?”** råbte en fra baggrunden. Ida bed tænderne sammen, satte sensoren på plads, og pludselig hørte hun en ændring i motoren.
Hun var tæt på, men hun hastede sig ikke. Hun vidste, det var meningen, de skulle presse hende. Hvis hun fejlede, ville de sige, det var, fordi hun var kvinde. Søren vendte sig mod Mikkelsen og sagde hånligt: **”Jeg sagde jo, det var spild af tid. Kvinder kan ikke det her. Det er *rigtig* mekanik, ikke
