25. januar
Jeg troede ikke, jeg nogensinde ville kunne stole på nogen igen efter skilsmissen. Min stemme knækkede lidt, mens jeg sad med den tomme espressokop og drejede den mellem fingrene på caféen i Århus. Rikke, som sad overfor mig, lænede sig instinktivt frem. Du ved, når nogen svigter dig, føles det næsten som at miste en del af sig selv. Hun knuste mig fuldstændig. Jeg var sikker på, jeg aldrig ville komme ovenpå.
Jeg fortalte længe. Om ekskonen, der ikke satte pris på mig. Smerten, der aldrig forsvandt. Frygten for overhovedet at skulle begynde forfra. Hver gang jeg fortalte, kunne jeg mærke, hvordan Rikke tog mine ord alvorligt. Hun gav mig en følelse af, at hun måske kunne hele mit knuste hjerte. At lykken kun kunne findes hos hende.
Det var først på vores andet møde, at jeg nævnte Emilmin søn. Det skete lidt ud af det blå, hen over citronfromage og kaffe.
Nå ja, jeg har faktisk en dreng på syv. Han bor primært hos sin mor, men jeg har ham hver weekend. Sådan har retten bestemt det.
Hun smilede stort: Hvor er det dejligt! Børn er virkelig en gave.
Jeg kunne se, hun allerede forestillede sig lørdagsmorgen sammen, ture i skoven og hyggelige aftener med film. Hun ville være den ekstra trygge voksne for Emil. Ikke hans mor, men måske noget der lignede.
Er du sikker på, det er okay? Jeg sendte hende et lille skævt smil, som hun vist troede var grundet usikkerhed. De fleste kvinder skrider, når de hører om børn.
Jeg er bestemt ikke de fleste, sagde hun fast.
Den første weekend med Emil blev nærmest en fest. Rikke lavede pandekager med blåbærhans yndlings, det havde hun spurgt ind til. Hun læste højt fra matematikbogen, vaskede hans fodboldtrøje, strøg skoleuniformen og sørgede for, han var i seng kl. 21.
Du må gerne slappe af, sagde hun engang til mig og nikkede mod sofaen, hvor jeg sad. Jeg skal nok klare det.
Jeg nikkedetaknemmeligt, troede hun vist. Nu ved jeg, at det var mere et nik som en, der forventede pleje.
Tiden gik. Den blev til år. Rikke arbejde som koordinator hos DSV, stod op klokken 6 og var hjemme lidt over 18 hver dag. Hendes løn var hæderlig efter danske forhold. Den rakte egentlig til to men nu var vi tre.
Der er forsinkelse ude på byggepladsen igen, sagde jeg så alvorligt, som havde jeg varslet storm. Entreprenøren har snydt mig. Men jeg lover, et stort projekt er lige på trapperne.
Det store projekt har luret i horisonten de sidste halvandet år. Det kom aldrig, men regningerne gjorde. Husleje, el, internet, mad, børnebidrag til Stine, nye fodboldstøvler til Emil, SFO-betalinger. Rikke betalte det hele. Hun sparede på frokosten, tog rester med i madkassen, undgik taxa selv når det regnede. Neglelak var for længst droppetet år siden hun sidst var på salonhun klarede det selv. Før havde hun råd til små forkælelser, nu var der kun det nødvendige.
I tre år gav jeg hende blomster præcis tre gange. Hver buket huskede hun. Afskårne tulipaner fra blomsterboden på Banegårdspladsen, let visnede, på tilbud.
Den første gang som undskyldning for at jeg havde råbt af hende foran Emil. Den næste efter et vredesudbrud fordi hendes veninde uanmeldt kom på besøg. Den tredje kom da jeg havde glemt hendes fødselsdageller faktisk bare opholdt mig alt for længe hos en kammerat.
Jeg har ikke brug for dyre gaver, Anders, insisterede hun forsigtigt. Men det ville være rart at mærke, at du tænker på migbare en gang imellem. Et lille kort…
Mit ansigt fortrak sig straks.
Det handler kun om penge for dig, ikke? Penge og gaver? Hvad med kærlighed? Kan du ikke tænke på alt det, jeg har gennemgået?
Det er ikke det, jeg mener…
Du har ikke fortjent det. Ordene røg ud af mighårde som granit. Efter alt det, jeg gør for dig, så kommer du med klager.
Rikke klappede i. Det plejede hun faktisk altid. Det var lettere at lade være med at sige noget. Lettere at agere, som om alt var fint.
Lidt mærkeligt måske, når jeg alligevel altid fandt penge til torsdagsbar, fodboldkampe på storskærm, cafébesøg. Jeg traskede smådrukken hjem, lugtede af øl og cigaretter, kastede mig på sengen uden at bemærke, at hun stadig stod og lagde tøj sammen.
Hun forsikrede sig selv om, at det var sådan det var med kærlighed. Kærlighed var at ofre sig. At udholde. Jeg ville jo ændre mig. Garanteret. Jeg havde været igennem så meget, det var kun et spørgsmål om tid. Så måtte hun bare give endnu mere af sig selv.
Samtaler om ægteskab begyndte at føles som at liste rundt på glasskår.
Vi har det jo godt uden et stykke papir, svarede jeg, hver gang hun tog emnet op. Efter det jeg oplevede med Stine, har jeg brug for tid.
Tre år, Anders. Det er længe.
Du presser mig! Styrer du mig altid? Jeg rejste mig irriteret og skred ind i stuen. Sådan sluttede det altid.
Hun ville gerne have børn. Hendes egne. Hun var 28, og uret tikkede. Men jeg nægtedeen søn var nok for mig.
Den lørdag bad hun bare om én dag. Pigerne inviterer mig til hyggeaften. Jeg er hjemme i aften.
Jeg kiggede på hende, som havde hun annonceret, hun ville flytte til Grønland.
Hvad med Emil?
Du er hans far. En dag med ham alene, det klarer du fint.
Du overlader os bare? På en lørdag? Hvor jeg havde glædet mig til at slappe af?
Hun blinkede usikkert. På tre år havde hun ikke én eneste gang efterladt os alene. Aldrig bedt om en dag for sig selv. Hun lavede mad, ryddede op, hjalp med lektier, vaskede og strøgalt imens hun arbejdede fuldtid.
Jeg vil bare gerne se mine veninder. Bare et par timer. Og Emil er dit barn, Anders. Kan du slet ikke én dag?
Du skal elske mit barn, ligesom du elsker mig! råbte jeg pludselig. Du bor i min lejlighed, spiser min mad, og nu brokker du dig ovenikøbet?!
Mit hjem. Min mad. Selvom det hele var Rikkes løn, hendes hårdtjente penge, der betalte for mad og husleje. Tre år havde hun forsørget en mand, der råbte af hende, hvis hun ønskede en aften ude.
Først nu så hun virkelig på mig: mit fortrukne ansigt, de knyttede næver, den spændte tinding. Hun så ikke længere det menneske, hun troede behøvede hendes hjælp, men en mand, der udnyttede hendes godhed. Jeg var ingen ulykkelig sjæl, der fortjente redning, men en voksen mand, der snedig havde vænnet sig til at bruge hendes omsorg.
For mig var Rikke ikke den udkårne eller fremtidens kone. Hun var gratis hushjælp, økonomisk støtte. Intet andet.
Da jeg gik for at aflevere Emil hos Stine, fandt hun kufferten frem. Hendes hænder rystede ikke, de pakkede tålmodigt: papirer, mobil, oplader, to t-shirts, et par jeans. Resten kunne skaffes. Resten var ligegyldigt.
Hun efterlod ingen seddel. Hvad skulle hun forklare mig? Jeg satte hende så lidt, at det alligevel ville prelle af.
Døren blev lukket stille bag hende.
Hun var væk. En time senere haglede opkaldene ind. Først ét, så to, så uafbrudt. Telefonen summede.
Rikke! Hvor fanden er du henne? Jeg kommer hjem, og du er der ikke! Helt ærligt hvad har du gang i? Hvor er maden? Skal jeg gå sulten i seng? Det kan du ikke være bekendt!
Jeg lyttede til min egen stemme, så fyldt med galde og selvmedlidenhed, og blev faktisk chokeret over, hvor lidt jeg tænkte på hende. Kun på mig selv. Min aftensmad. Mit besvær. Ikke ét undskyld. Ikke har du det godt. Kun hvordan tør du?
Hun blokerede mit nummer. Slettede mig på Facebook, Messenger, Instagram. Byggede en digital mur.
Tre år havde hun været sammen med en mand, der aldrig elskede hende. En mand, som kun huskede det, som passede ham, og brugte hendes omsorg som en uudtømmelig resurse. Hun troede opofrelse var kærlighed.
Men kærlighed er aldrig selvudslettelse. Kærlighed forvandler ikke nogen til hushjælp.
Da jeg forestiller mig hende gå aftentur ved havnen, følte jeg for første gang lettelse på hendes vegne. Jeg lærte noget om mig selv: For fremtiden vil jeg aldrig mere blande kærlighed sammen med afhængighed og medlidenhed. Og i sidste ende skal man vælge sig selv altid.
