Du har slap hud! Anders, 60 år, kneb mig kækt i siden foran gæsterne, så jeg hentede spejlet og viste ham, hvem der egentlig havde noget, der hang.
Sanne, hvad er det dér? Anders smaskede tilfreds efter det tredje glas kirsebærvin, rakte pludselig hånden ud og gav mig et ordentligt nap i siden.
Lige over nederdelens linning, hvor stoffet strammede lidt, mens jeg sad.
Det gjorde han selvfølgelig foran alle, uden skyggen af skam.
Anders, altså, mumlede jeg og prøvede blidt at skubbe hans pølse-fingre væk, som om han var en irriterende flue på en septemberdag. Men han gav ikke sådan op.
Hans fingre, tykke og rødmosset som stegte medisterpølser, kneb igen om min talje, ikke så det gjorde ondt, bare så det ramte selvtilliden lige der, hvor man havde gemt den sidste rest.
Prøv lige at se! sagde han til vores nabo Henning, der allerede havde gaflen rettet mod silden i karry. Jeg siger til hende: Sanne, så stop dog med at spise franskbrød sent om aftenen! Og hun svarer: Det er alderen, det er hormonerne.
Anders grinede, og hans kæmpe mave rystede så skjorteknapperne indgik væddemål om, hvem der ville springe først.
Hvilke hormoner? Det er bare dovenskab! konkluderede han, stolt som en bagermester over sin egen opsats.
Stop nu, Anders, hvæsede jeg gennem tænderne, mens en aggressiv rødmen bredte sig langs hals og kinder.
Henning lo akavet, opslugt af sin tallerken som om mayonnaise pynt aldrig havde været smukkere, og hans kone, Birgitte, begyndte ihærdigt at rette på servietten, beskæftiget med ingenting.
Hvad nu, skal jeg ikke sige sandheden? Du har jo slap hud, Sanne! Han prikkede mig igen, som om han lige skulle mærke om dejen var hævet nok.
Her, se lige, det hænger nærmest som valker, fortsatte han oplysende ligesom sådan en shar pei-hund. Sanne, det ser altså ikke kønt ud.
En tyk, trykket tavshed lagde sig i stuen, kun forstyrret af den gamle fryser, der brummede ude i køkkenet.
Jeg prøver jo bare at hjælpe dig! sagde han belærende og lænede sig selvsikkert tilbage med armene over brystet. En kvinde skal passe på sig selv! Det er naturens orden.
Jeg så på ham.
Virkelig så på ham, for første gang i tredive år.
Toogtres år.
Maven hang ud over buksekanten som en tordensky over Esbjerg havn.
Dobbelthagen gled smidigt over i halsen, med et elegant spring til nedadgående skuldre bjergrygge kunne man ikke beskylde ham for.
Issen, glinsende i lampelyset over kødboller og brun sovs, lignede en smurt pandekage på fastelavn.
Så det handler bare om hvad der ser godt ud? sagde jeg, min stemme overraskende rolig.
Indvendigt klikkede noget på plads ikke mere flovhed, ikke mere at glatte ud, ikke mere tålmodighed.
Kun en klarhed, skarp som snaps.
Selvfølgelig! Anders klappede sig på brystet, som om han var nomineret til årets husbond. Se, jeg holder jo formen!
Hvilken form? spurgte jeg og så ham lystigt i øjnene.
Mandens form! erklærede han og trak sig selv op, så godt ryggen nu kunne. Hver morgen laver jeg lidt gymnastik, svinger håndvægte fem minutter, mindst. Jeg er i topform!
Han prøvede at trække maven ind, for at vise det uden større succes.
Det eneste der skete var, at maven kort snappede væk, men kom til fornuft og bredte sig ud over bæltestedet igen.
En mand skal være en ørn ikke en sæk kartofler! afsluttede han sin peptalk.
En ørn, siger du? Jeg rejste mig stille op.
Hvor skal du hen? Blev du fornærmet? råbte han efter mig og skænkede endnu et glas kirsebærvin op. Sanne, nu må du altså ikke blive mopset, du skal bare tabe dig, ikke surmule!
Ude i gangen duftede der af sko og gamle frakker.
På væggen hang vores gamle spejl i en tung, oval egetræsramme det havde set både Anders og mig, unge og slanke.
Jeg tog det resolut ned fra sømmet.
Sikkert fem kilo træet skar i hænderne, men jeg mærkede det knap. Som at bære en fjer.
Tilbage i stuen bar jeg det foran mig, som et skjold.
Eller som dommen uden mulighed for anke.
Gæsterne stivnede med gafler i luften. Birgitte sad med munden åben halvt over et stykke syltet agurk.
Anders, rejs dig op, sagde jeg stille, men der var ingen, der turde argumentere.
Hvorfor? Han løftede sig, lidt modvilligt da han så mit stenansigt.
Nej, ikke for at danse. Jeg gik hen til ham, duftede både løg og hjemmebrygget vin. Vi skal beundre ørnen.
Jeg stak spejlet lige op under næsen på ham, så han måtte træde tilbage.
Hold nu det.
Han greb automatisk om rammen, lidt overrasket over vægten.
Sanne, hvad laver du? for første gang var der en snert af panik i hans tone.
Kig nu! befalede jeg, sådan som man taler til ballademagende katte. Kig rigtig godt efter.
Han stirrede fortabt på sit eget spejlbillede, der dinglede en anelse.
Ja ja, det er jo bare mig. Og?
Sænk blikket, sagde jeg koldt og pegede lige midt på hans svedige skjorte i glasset. Ser du det her?
Hvad snakker du om? han prøvede stadig at holde masken.
Du har slap hud, sagde jeg klart og med tryk præcis som han selv havde for lidt siden. Ikke bare slap, Anders, den ligger!
Sanne! Han forsøgte at slippe spejlet, rødmen skyllede op.
Hold fast! Jeg pressede ham til at kigge, pegede på maven. Det her er det stenhårde mavemuskler?
Henning udstødte en mærkelig lyd, forsøgte forgæves at holde latteren inde.
Nej, min kære, det er en redningskrans hvis vi nu skulle drukne i fedt!
Anders blev postkasserød en kæmpe, overmoden tomat på spring til at briste.
Og de her sideflabber, jeg pegede på hans buksekant, hvor kærlighedshåndtagene smuttede ud er det ørnevinduer, eller flæskesvær til jul?
Nu må du stoppe! hvæsede han og prøvede at vende sig bort. Folk ser på, hvorfor skal du ydmyge mig?
De må da gerne kigge! Jeg hævede stemmen. Det var jo dig, der insisterede på æstetik ved middagsbordet.
Jeg trådte et skridt tilbage, betragtede det hele.
Lad os gennemgå din estetik, fortsatte jeg. Drej dig lidt, så lyset rammer rigtigt.
Jeg vil ikke begyndte han, men tav lynhurtigt.
Drej! sagde jeg, så gaflerne klirrede på tallerkenerne.
Som hypnose trippede han sidelæns.
I spejlet trådte hans profil frem alt andet end antikkens idealer.
Og nakken.
Det vil sige næsten ingen nakke.
Ser du de tre dobbelthager? sagde jeg dæmpet, klinisk som en læge. Shar pei, Anders. Fuldstændig stamtavle.
Birgitte skjulte ikke længere sin latter, hun gispede i servietten, skuldrene hoppede diskret.
Og her under hagen? jeg var ubarmhjertig. En pelikanpose måske, du gemmer vel ikke sild der?
Jeg er da mand! peb Anders, argumentet lød lidt som et af de der discountmærker, børnene aldrig gider have.
Nårh, så mænd må godt? grinede jeg koldt. Så én fold på min mave er dovenskab og skam men når du har bygget redningskrans, sideflæsk og pelikanpose så er det bare mandfolk i sin bedste alder?
Jeg gik nærmere, så ham lige i øjnene.
Og dig, der ikke har løftet andet de sidste ti år end fjernbetjeningen, du er nu pludselig sportens vogter?
Brat rev jeg spejlet til mig hans arme så helt udasede ud.
Der stod han, midt i stuen forpjusket, med skjorten sprunget, overknappen havde overgivet sig og var smuttet under skænken.
Alt ørn forsvundet som skallen på et løg, pillede jeg det sidste han var væk.
Tilbage stod bare en helt almindelig, halvfed, lettere chokeret mand på tynde fødder.
En konge, der glemte sine bukser.
Og meget, meget fyldig.
Sæt dig, sagde jeg roligt og lænede spejlet op ad kommoden. Og spis.
Han dumpede ned på stolen, der protesterede højlydt.
Og så ønsker jeg ALDRIG at høre mere om min figur. Ikke ét ord, ikke så meget som et suk, sagde jeg mens jeg stak håret på plads foran spejlet.
Jeg så over på ham og tilføjede tørt:
Ellers hænger jeg da bare det spejl direkte overfor din plads, så kan du se pelikanen hoppe hver gang du tager en bid.
Henning havde efterhånden helt opgivet at skjule det han tørrede tårer væk i latter.
Anders tog en lille syltet champignon med gaflen.
Han tyggede langsomt, stirrede koncentreret ned i sin tallerken, blev om muligt endnu mindre.
Den tunge, ulidelige stemning forsvandt som om nogen lige havde åbnet vinduet i en vintersvedt, overophedet lejlighed.
Jeg satte mig tilbage på min plads.
Tog skeen og skovlede en ordentlig, syndig bid Napoleon-kage over på min tallerken.
Den kage, jeg i går havde stået og bakset med hele eftermiddagen, og havde besluttet jeg skulle gå udenom for figuren.
Kremlag sivede ud, lagene knasede lifligt.
Sanne, vi dropper altså dén kur, hviskede Birgitte og rakte tallerkenen frem giv mig et stort stykke. Man lever kun én gang.
Og mig, nikkede Henning Jeg synes også mine vinger er ved at vokse ud. Må hellere holde humøret oppe.
Anders så op, for første gang, med noget der mindede om respekt.
Kiggede så hurtigt ned på kagen, og sendte et nervøst blik mod spejlet, der stadig stod som den stille dommer henne ved væggen.
I spejlets nederste hjørne var hans sokker glædeligt uens én sort, én mørkeblå. En rigtig dansk ørn.
Undskyld, Sanne, mumlede han, og stirrede på dugen. Det var dumt sagt, sku aldrig ha nævnt det.
Spis nu, Anders, sagde jeg tilfreds og tog en solid bid kage. Du får brug for styrken.
Han hævede et spørgende øjenbryn.
Til håndvægtene, selvfølgelig. Du er jo atletsjælen i huset.
Aftenen gled videre med snak om priser, kolonihaver og vejret.
Men magtbalancen i stuen havde ændret sig; min evige hjemme-estetiker var blevet til helt almindelig mand.
Med frygt, folder og det hele.
Og ved I hvad?
Den kage smagte forrygende.
Bedste kage i de sidste tyve år.
Siden da har spejlet fået fast plads i stuen.
Og Anders runder det nu med ranket ryg og spændt mave hver eneste dag.
Han har sjovt nok aldrig nævnt min slappe hud igen.
Måske bange for at vække pelikanen.
