“Du har løs hud!” Søren, 60 år gammel, kneb mig i siden foran gæsterne; jeg tog spejlet og viste ham, hvad der hang på ham.
Karen, hvad er det du har dér? Søren, der allerede var godt varm efter tre snaps solbærdram, rakte pludseligt ud og kneb mig grundigt i siden sådan rigtigt, som kun mænd fra landet kan.
Lige oven for linningen på min nederdel, dér hvor stoffet spændtes lidt, når jeg sad.
Han gjorde det foran gæsterne, helt uden skam og lydligt.
Søren, hvad laver du? forsøgte jeg stille og roligt at flytte hans hånd væk, som man vifter irriterende efterårsinsekter af sig. Men han gav sig ikke.
Hans fingre, tykke og buttede som små medisterpølser, klemt sig igen om min talje det gjorde ikke så meget ondt, som det skar i mig af skam.
Se nu selv! råbte han over bordet til vores nabo, Henrik, der sad klar med gaflen over silden i karrysalat. Jeg siger altid: “Karen, nu må du holde lidt igen med rugbrødsbollerne om aftenen.” Men hun svarede bare: “Det er alderen, det er hormonerne.”
Søren lo højt, så maven vibrerede under hans skjorte, hvis knapper var farligt spændte.
Hvilke hormoner? Det er bare dovenskab, frue! afsluttede han med et stolt blik udover bordet.
Søren, stop nu, hviskede jeg mellem tænderne, mærkede rødmen brede sig lynhurtigt fra halsen op til kinderne.
Henrik grinede nervøst ned i tallerkenen, som om mayonnaise-dekorationen pludselig var det mest fascinerende han havde set.
Hans kone, Mette, kiggede væk og begyndte at rette på servietten, som om hun intet opdagede.
Hvad, stop? Søren var i sit es og havde ikke tænkt sig at slippe rampelyset. Er det nu også for budt at sige sandheden? Du har løs hud!
Han prikkede igen til min side, som om min mave var en gærdej, der skulle undersøges for hævning.
Her, lige her det hænger i en fold, prædikede han, som på en shar pei-hund. Det er ikke kønt, Karen.
Der blev stille og trykket rundt om bordet, kun køleskabet fra køkkenet sendte sin monotone brummen ind i rummet.
Jeg gør det jo for din skyld, sagde han belærende, lænede sig tilbage med armene over kors. En kone bør holde sig, så hendes mand har noget kønt at kigge på det er nu engang naturens orden.
Jeg så på ham.
For første gang i tre årtier så jeg ham rigtigt.
Tog ham ind: Sekstito år. Maven hænger over bukserne som en mørk sky på kanten af markerne.
Det dobbelte hage, der gled sammen med halsen ned over runde skuldre uden det mindste tegn på muskel.
Den skinnende, blanke isse glimtede i lampelyset, som en smørstegt pandekage til fastelavn.
Så, det skal altså være rart for øjet? spurgte jeg med en stemme, der forbavsede mig selv med sin ro.
Noget slog om i mig som et tungt værk i slusen, der går i hak med et klonk.
Ikke mere skam, ingen blidhed, intet mere at glatte ud. Kun klarsyn.
Ja da! Søren daskede sig selv på brystet, hvilket gav et dumpt bump. Se bare mig. Jeg holder jo formen!
Hvilken form? spurgte jeg, fastholdt blikket på ham.
Mandens! Han rettede sig op, så godt den krop nu kunne. Hver morgen: gymnastik og håndvægte fem minutter, jeg er da i topform.
Han prøvede at trække maven ind og demonstrere denne topform.
Det lykkedes mildest talt dårligt.
Maven vibrerede blot, hev lidt og faldt til hvile i sin vante plads over det bælte, der var boret solidt ind i kødet.
En mand skal være en ørn, ikke en sæk kartofler, rundede han af.
En ørn, siger du? Jeg rejste mig langsomt fra bordet, bevægede mig som i slowmotion.
Hvor skal du hen? Blev du fornærmet? råbte han, hældte mere snaps op. Man bliver ikke fornærmet på sandheden, Karen! Du skal tabe dig, ikke surmule!
Jeg gik stille ud i entreen, hvor der duftede af gammel uld og læderfedt.
På væggen hang vores gamle familiespejl. Massivt, tungt og ovalt i en bred træramme det havde set os unge og slanke engang.
Jeg løftede det af sømpigget.
Den var tung, en fem-seks kilo, og rammen skar ind i håndfladen.
Men netop nu mærkede jeg ingenting, som bar jeg kun et fjer.
Jeg trådte ind i stuen igen, holdt spejlet foran mig med begge hænder, som et skjold, midt i alt.
Eller som en dom ingen kunne gøre indsigelser mod.
Gæsterne frøs med gaflen i vejret, Mette glemte at lukke munden så en bid agurk blev hængende fremme.
Søren, rejs dig, sagde jeg lavt, men ingen turde modsige.
Hvorfor? han så chokeret ud, men mit ansigt gjorde ham forsigtig. Hvad nu? Skal vi danse?
Nej, gik jeg tættere på, hele rummet duftede af løg og spiritus Vi skal beundre ørnen.
Jeg stak spejlet helt op under næsen på ham, han bakkede.
Værsgo.
Han greb rammen lidt uvilkårligt, hænderne dirrede over tyngden.
Karen, hvad har du nu fundet på? for første gang lød stemmen med usikkerhed.
Se ordentligt efter, sagde jeg med den tone man taler til uopdragne katte med. Kig godt efter.
Han stirrede forvirret på sit spejlbillede, som vibrerede i hænderne på ham.
Jeg ser det da, det er jo mig, og hvad så?
Så kig længere ned, pegede jeg hårdt på glasset. Ser du det?
Hvad? han holdt stadig ud, men mistede kraft.
Du har løs hud! sagde jeg højt, med tryk, nøjagtigt som han selv for fem minutter siden. Ikke bare løs, Søren. Den ligger!
Karen! han prøvede at sænke spejlet, ansigtet blev rødt.
Nej, hold fast! Jeg pressede underkanten op, så han blev tvunget at se videre. Det dér, over bæltet hvad er det? Er det stålmuskler?
Henrik brummede og hostede ned i hånden for ikke at bryde ud i latter.
Nej min ven, dét der er en redningskrans hvis nu vi drukner i baconfedt, fortsatte jeg koldt.
Nu var Søren skarlagenrød, som en overmoden tomat, klar til at sprække.
Og her? pegede jeg på hans side, hvor kødet væltede ud af bukserne. Er det ørnevinger? Eller “flæskeluffer”, som på en grissebasse nytårsaften?
Nu stopper du! hvæsede han og prøvede at vende sig bort. Folk kigger, du gør mig til grin!
Lad nu dem kigge! min stemme overdøvede hans hiven. Ville du ikke have sandheden? Du er vel husets herre og æstetikpoliti!
Jeg trådte lidt tilbage for at få det fulde billede.
Så lad os gennemgå din æstetik, fortsatte jeg. Vend dig mod lyset.
Det gør jeg ikke begyndte han, men tie stille.
VEND DIG! beordrede jeg, gafler klirrede over hele bordet.
Han, hypnotiseret, drejede sig langsomt.
I spejlet så man profilen langt fra nogen antik idealfigur.
Og nakken. Nærmest ikke-eksisterende.
Se den tredoble hagefolder? jeg talte stille som en læge under undersøgelse. Det er shar pei, Søren, ren race.
Nu skjulte Mette ikke længere grinet hendes skuldre rystede lydløst, hovedet skjult bag servietten.
Og her under hagen? blev jeg ved. Det er en pelikanpung gemmer du sild til senere dér?
Jeg er en mand! peb Søren nu, forsøgte at klamre sig til sin identitet men svagt og egentlig mest patetisk.
Nå, mænd må gerne det? jeg lo koldt og skarpt. Så når jeg efter to børn og tre årtier ved gryderne får én fold så er det dovenskab og “løs hud”?
Jeg trådte tæt på, så ham ind i øjnene.
Og når du, som ikke har løftet andet end fjernbetjeningen i ti år, er blevet til en dirrende panna cotta så er du “mand i sin bedste alder”?
Jeg greb spejlet fra ham, og han slap det opløst.
Han stod tilbage i stuen forpjusket, forbitret, med skjorten åbnet i halsen, den øverste knap var sprunget af og rullede under bordet.
Al hans selvfedme var som væk, skrællet af som skallen på et løg.
Hele ørnestoltheden fordampede.
Tilbage stod kun en lidt gammel og buttet onkel, der på én gang indså, at kejseren var nøgen.
Og meget, meget velnæret.
Sæt dig, sagde jeg roligt, stillede spejlet op af kommoden. Og spis din mad.
Han dampede tungt ned på stolen, der knagede under vægten.
Og så skal jeg aldrig mere høre så meget som ét ord om min figur, sagde jeg, mens jeg rettede håret i spejlet.
Jeg vendte mig mod ham og hviskede:
Ellers hænger jeg spejlet lige overfor din plads, så kan du se pelikanen spise!
Henrik lo nu højt og hjerteligt, tørrede tårer væk med servietten.
Søren stak uden et ord gaflen i et bitte, syltet champignon.
Tyggede langsomt. Kiggede ikke op. Vil næsten forsvinde i stolen.
Den trykkede, kvælende stemning, som efter familieskænderier, var væk.
Det føltes let. Næsten befriende.
Som om nogen havde åbnet et vindue ind i et indelukket, tungt rum og ladet sval luft strømme ind.
Jeg satte mig på min retmæssige plads for bordenden.
Tog kagespaden og skar mig et massivt, helt uanstændigt stort stykke napoleonskage.
Den, jeg havde bagt i går, rullet dejen så tynd så sned, besluttet ikke at spise, “for ikke at tage på”.
Kremen løb ud, lagene knasede.
Karen, giv mig også et stort stykke, bad Mette, rakte tallerkenen frem. Skid hul i kuren, vi lever kun én gang.
Og mig, grinede Henrik, hældte sig ribs-saft. Jeg mærker også vingerne vokse, jeg må hellere spise.
Søren løftede kort blikket.
Kiggede på mig, og der var et nyt, forsigtigt respektfuldt blik.
Så skævede han til kagen.
Så til spejlet, der stadig stod ved væggen; en stum dommer over aftenen.
I den nederste del af spejlet kunne man se hans fødder under bordet i sokker af forskellig farve.
Den ene sort, den anden mørkeblå næsten lilla.
Hjemme-ørnen, for pokker.
Undskyld, Karen, mumlede han, stirrende ned i dugen. Det var dumt sagt.
Spis, Søren, sagde jeg og tog en kæmpebid kage, kunne smage cremen og hele mit liv. Du får brug for kræfterne.
Han hævede øjenbrynene.
Så du kan løfte håndvægte, smilede jeg. Du er jo sportsmanden her.
Aftenen gik videre, samtalen glider over priser, sommerhus og vejret.
Men noget havde flyttet sig for altid rundt om bordet.
Min perfekte hjemmedomptør var skrumpet ind til bare menneske.
Med alle sine folder, frygte og få muskler.
Og ved I hvad?
Den kage smagte fantastisk.
Den bedste i tyve år.
Spejlet blev stående i stuen.
Nu, hver gang Søren går forbi, trækker han uvilkårligt maven ind og retter ryggen.
Og kommentaren om min løs hud har han aldrig ytret igen.
Han tør vist ikke vække pelikanen.
