»Du har bragt sorg til vores familie!« råbte moderen til sin teenage-datter.
»Mor, du er kommet tilbage! Jeg har savnet dig så meget! Skal vi være sammen nu?« udbrød pigen med en stemme dirrende af håb, mens hun kastede sig mod sin mor.
»Nej! Du bliver hos bedstemor!« afbrød Annemarie hende skarpt og veg tilbage, som om hun stod over for en fremmed.
Annemarie var for første gang i to år kommet til sin datter i den lille by Skovby. Hendes stemme var kold, og hendes blik fyldt med had. Hun havde efterladt datteren hos sin svigermor, og dette møde knuste barnets hjerte, der længtes efter en mors kærlighed.
»Hvorfor?« spurgte pigen, knap nok i stand til at holde tårerne tilbage.
»Fordi din fødsel bragte sorg! På grund af dig er din far borte!« skreg Annemarie, og hendes ord skar gennem datterens sjæl som en kniv.
Annemarie og Poul havde været uløseligt forbundet siden skoletiden. Deres kærlighed syntes evig – de drømte om fremtiden, lavede planer og kunne ikke undvære hinanden en eneste dag. Straks efter universitetet blev de gift. Poul fik arbejde på en boreplatform, tjente gode penge, og snart købte de en lejlighed i Skovby. Da Annemarie opdagede, hun var gravid, strålede Poul af lykke. Han omhyllede hende med omsorg, valgte det bedste fødeklinik og indrettede babys værelse. Deres liv var fuldt af håb.
Men skæbnen var grusom. Få dage efter fødslen forberedte Annemarie sig på at tage hjem. Poul, stolt som en pave, pyntede babys værelse, købte blomster og kørte for at hente sin kone og datter. Men han nåede det ikke. En frygtelig bilulykke rev ham bort. Redningsfolk og læger var magtesløse. Annemarie blev alene tilbage med deres nyfødte datter.
En veninde ankom til fødeklinikket og forsøgte at dæmpe chokket. Hun fandt på absurde historier for at aflede opmærksomheden, men sandheden indhentede Annemarie hjemme. Svigermoren, Ester, fortalte hende grædende om tragedien. Annemarie, vanvittig af sorg, stormede ind i babys værelse, som Poul med så meget kærlighed havde indrettet. Hun smadrede alt omkring sig: rev gardiner ned, kastede legetøj og skreg af smerte. Hendes verden kollapsede.
Efter begravelsen kunne Annemarie ikke se på sin datter. Svigermoren tog sig af den lille. Annemarie tvang sig selv til at passe barnet, men i hendes hjerte var der ingen kærlighed – kun tomhed og raseri. Hun gav datteren skylden for mandens død, som om hendes fødsel var en forbandelse.
En dag, da Ester kom for at besøge sit barnebarn, eksploderede Annemarie.
»Det er hendes skyld!« skreg hun, kvælende i tårer. »Hun ødelagde mit liv! Jeg hader hende!«
»Annemarie, kom til fornuft!« bønfaldt Ester. »Vi må leve for pigens skyld. Hun er uskyldig!«
Men ordene trængte ikke ind. Annemarie lukkede sig inde i sin sorg, skilt fra datteren af en mur af had.
To år senere fik Annemarie et job. Ester hjalp, så godt hun kunne, men snart fik Annemarie en forfremmelse og begyndte at rejse på forretningsrejser. Hun bad svigermor om at tage datteren til sig. Bedstemoren, som tilbad sin barnebarn, var lykkelig for at gøre det. Først besøgte Annemarie pigen, tog hende med i weekenderne, men med tiden blev de færre. Til sidst forsvandt hun helt.
Annemarie overførte penge til Esters konto, men tog ikke kontakt. Pigen, der savnede sin mor, græd og spurgte efter hende, men Ester fandt på undskyldninger: »Mor er på forretningsrejse, hun kommer snart.« Hun tog endda til Annemaries hjem, men hun smækkede døren i ansigtet på hende.
Årene gik. Annemarie dukkede op i EsterPå sin datters fødselsdag, Freja, stod Annemarie i døren med et tomt blik og et uæbnet gavekort i hånden, mens barnets glade latter døde i luften som en boblende sodaflaske der pludselig tabes på gulvet.
