Du glemte at invitere os til fest
Regitze elskede sin mand meget. Hun mente, at hun havde været meget heldig med ham. Klaus var en omsorgsfuld og kærlig mand, som altid forsøgte at gøre alt for sin elskede.
Men med sin mands familie var Regitze ikke lige så heldig. Der er et ordsprog, der siger, at i enhver familie er der en sort får. Men i deres familie var det lige omvendt. Det føltes som om, at Klaus var den eneste normale, mens resten af familien var noget besynderlige.
Svigerfaren, for eksempel, sagde altid, når han så Regitze, at hun var blevet rundere. Og måske gemte hun på en lille hemmelighed i maven.
Og det på trods af, at Regitze var i god form og ikke havde taget et gram på, siden hun mødte Klaus’ forældre. Men det lod ikke til at bekymre Erik, svigerfaren. Det virkede som om, det var en standardbemærkning, og selv hvis Regitze havde tabt sig flere kilo, ville han sikkert stadig ikke have glemt at sige det til hende.
Han fortalte også altid platte vittigheder. Han grinede selv højlydt af dem, hvilket gjorde Regitze meget forlegen. Hun følte sig altid ubehageligt til mode i hans nærvær. Og at han principielt gik rundt i huset i bar overkrop, gjorde det ikke bedre.
Svigermor, Lone, elskede at belære alle om lidt af hvert. Selv om emner, hun ikke selv havde forstand på.
Hun belærte Regitze om, hvordan man klæder sig moderne, fortalte hende, hvordan hun skulle klippe sit hår, og hvilken læbestift hun skulle bruge. Da Regitze og Klaus flyttede til deres egen lejlighed, blev Lone ekstra ivrig. Hun stak sin nysgerrige næse i hvert et hjørne og kritiserede og forklarede, hvordan de skulle have gjort det hele på den rigtige måde.
Der var også Klaus’ yngste søster, en flyvsk pige med to børn på armen. Børnene havde forskellige fædre, og med ingen af dem havde Mette nogen seriøse forhold. Hun slæbte børnene med overalt og mente, at alle skyldte hende noget. De skulle give plads til hende i bussen, lade hende komme foran i køen og servere for hende først.
Selvom hun modtog børnebidrag fra børnenes fædre og også sociale ydelser, boede Mette stadig på forældrenes regning og var konstant på jagt efter gratis ting. Selv det, hun ikke havde brug for, tog hun med sig. Hun havde en sær interesse i at få fat i ting – hun skulle nå først. Derfor lå der hele tiden blepakker til overs i deres hjem, som hendes børn ikke længere havde brug for, og som Regitze håbede at kunne sælge; bunker af ubrugt tøj og legetøj. Meget af det havde hun ikke brug for, men hun kaldte det sin forretning. Altså at tage ting gratis ved at foregive at være trængende og derefter sælge dem.
Hendes børn var forkælede og uforskammede. Men det var ikke deres skyld, med en mor som Mette kunne de ikke blive andet. Hvis de besøgte nogen, ledte de straks efter noget lækkert, tog det hele og rørte ved andre folks ejendele uden at spørge. Mette irettesatte dem aldrig.
Regitze huskede med rædsel den eneste gang Klaus’ søster kom sammen med sine børn til deres indflytterfest. Hun gav et tekandesæt som en gave, som hun tydeligvis havde fået gratis, og efter de var gået, var der ingen søde sager tilbage i huset, en ny vase var knust, og der var chokolade smurt ud på gardinerne. I hvert fald forsikrede Regitze sig selv om, at det var chokolade.
Så det var ikke overraskende, at da Regitzes fødselsdag nærmede sig, besluttede hun klart, at hun ikke ville invitere sin mands familie. Ellers ville hendes fest være fuldstændig ødelagt. Svigerfaren ville komme med upassende jokes, svigermor ville belære hende om, hvordan hun skulle opføre sig, og Mette ville tigge gæsterne om unødvendige ting til børnene, mens børnene selv ville hærge Regitze og Klaus’ hjem.
Selvfølgelig følte Regitze sig lidt utilpas overfor Klaus med sin beslutning, men hun håbede virkelig, at han ville forstå hende.
– Klaus, jeg vil gerne fejre min fødselsdag herhjemme. Jeg inviterer mine forældre og et par venner.
– Okay, det er jeg med på. Derfor har vi jo også sat lejligheden så fint i stand, ikke? – smilede Klaus.
– Ja, præcis. Det ser helt ud som en fotostudie. Men…
– Hvad er der? – spurgte Klaus bekymret.
– Vær ikke vred, men jeg vil ikke invitere dine familiemedlemmer.
Klaus sukkede tungt og nikkede.
– Undskyld, men det er virkelig svært for mig med dem. På min fødselsdag vil jeg gerne slappe af og ikke være konstant på vagt for, om der sker noget uventet, – sagde Regitze undskyldende.
– Det forstår jeg godt. Du behøver ikke forklare. De er også svære at være omkring.
– Er du ikke vred?
– Nej, slet ikke. Det er din dag, og du skal fejre den, som du vil.
Regitze var igen overbevist om, at hendes mand var verdens bedste mand. Hun kunne ikke lade være med at undre sig. Måske var han adopteret? Det ville forklare en hel del.
Regitze sagde ikke noget til Klaus’ forældre om, at hun ville holde fødselsdag. Hun sagde, at de i år ville fejre alene. Og Klaus bad sine forældre om ikke at sige noget til dem.
Alligevel opsnappede de det. Svigermor ringede til Regitzes mor for at spørge om noget omkring hendes professionelle arbejde, og moren kom til at tale over sig.
– Hvordan kunne din kone gøre det her mod os?! – råbte Lone. – Er vi helt unødvendige nu, eller hvad?!
– Mor, – prøvede Klaus at berolige hende, – Regitze ville bare fejre med sine egne forældre og et par nære venner. Det er hendes fødselsdag, så det er hendes beslutning. Havde det været en stor sammenkomst, ville I helt sikkert være blevet inviteret.
– Jeg forstår. Og fortæl så din kone, at vi er dødfornærmede.
Moren lagde røret på, og Klaus rystede på hovedet. Han forstod sin kone. Måske var det forkert at sige, men han havde altid skammet sig over sin familie. Og han ønskede ikke, at Regitze skulle skamme sig over dem også.
Så han sagde ingenting til hende, fordi han ikke ønskede at ødelægge hendes dag. Han tænkte at han ville fortælle hende om moderens ord efter hendes fødselsdag.
Om morgenen, da Regitze fyldte seksogtyve, gav Klaus hende en buket blomster og et gavekort til et spaophold. Han vidste, at hun var meget træt efter et hårdt år. Først deres bryllup, så renoveringen og flytningen, og hun havde haft travlt på arbejdet. Så hun ønskede sig virkelig noget afslapning.
Om dagen begyndte gæsterne at komme. Regitze havde forberedt en lækker frokost, klædt sig fint på og sat håret. Man kunne se, hvor glad hun var og hvor meget hun glædede sig til festen.
Men hun havde ingen idé om, hvad der ventede hende.
Da alle havde sat sig, ringede det på døren.
– Det må være kagen, – sprang Regitze op, – jeg havde helt glemt den, så jeg bestilte den i sidste øjeblik.
Hun åbnede døren med et smil, men smilet forsvandt hurtigt fra hendes ansigt. Udenfor stod de uønskede gæster. Hele banden.
– Tillykke med fødselsdagen, Regitze! – sagde svigermor med stram mine og rakte hende en enkelt rose. – Lader du os komme ind?
Der var intet at gøre, Regitze måtte træde til side.
Straks blev der larmet. Mettes børn smed skoene og stormede mod bordet. Svigerfar sagde straks, at Regitze havde taget en kjole på, der ikke passede.
– Du kunne bruge en størrelse større, – grinede han.
– Du har nok glemt at invitere os, – fortsatte svigermoderen, – jeg kan se, du har gæster. Bare ikke os på listen. Gud, Regitze! Du har inviteret folk, men glemt at vaske gulvet.
Regitze ville gerne sige, at det var hendes børnebørn, der havde snavset det til, men hun afholdt sig fra det.
Stemningen dalede. Børnene begyndte straks at larme, tage mad med hænderne og rode i skabene efter slik. Og så begyndte den yngste at græde, da der ikke var nogen kage.
– Du kunne da have købt en kage, Serge savner den! – irettesatte Mette. – Er det parfume, du har fået? Lad mig prøve den. Så kan du give mig din gamle.
I al den tid havde Regitze ikke sagt et ord. Klaus tav også, mens han så sin familie slå sig ned ved bordet, kræve tallerkener, mens moren kritiserede maden, og faren fortalte mærkelige vittigheder.
Men Klaus’ tålmodighed slap op, da Mette, tænkte at ingen så hende, stjal en konvolut med penge, der lå på bordet ved siden af. Der var i øvrigt alle fødselsdagsgaverne.
– Læg den tilbage! – råbte Klaus.
– Hvad taler du om? – spurgte Mette med uskyldige øjne.
– Jeg så det hele!
– Jeg ville bare lægge nogle penge i den, havde glemt at købe en konvolut, – begyndte hans søster at undskylde.
– Klaus, lad nu være med at genere Mette og ødelægge aftenen, – irettesatte moren. – Bedre mind din kone om, at det er uhøfligt ikke at invitere familien.
– Og fortælle hende også hendes kjolestørrelse, – grinede svigerfar, – for alle dine folder, Regitze, er synlige med den kjole.
– Stop så! – Klaus slog sin hånd i bordet, så selv børnene tav over. – Mor, far, Mette, I må gerne gå nu.
– Hvad?! – udbrød moren. – Hvordan vover du?
– Hvordan vover I at troppe op uden invitation? Hvordan vover I at krænke min kone? Hvordan kan dine børn, Mette, tillade sig at opføre sig så frækt? Indtil I lærer manerer, er I ikke velkomne i dette hjem.
Der udbrød naturligvis skænderi. Og Regitze sukkede lettet op først, da de ubudne gæster var gået.
Selvfølgelig blev fødselsdagen ødelagt. Og selvom hun havde venner og forældre, der forsøgte at opmuntre hende, var det svært at genvinde den gode stemning.
Alligevel var der en fordel: Regitze blev endnu en gang overbevist om, at hun havde valgt den rigtige livspartner. En mand, der vil stå op for hende, som vil modstå selv sin egen familie. Uanset hvad der skete, vidste hun, at han ville være på hendes side. Og det var nok den bedste gave i hendes liv.
