»Du fodrede mig med løfter, mens han gav mig aftensmad«: Hvordan Leon tabte alt
Leon trådte utålmodigt rundt i det lille køkken som en tiger i bur. Han gnub sine hænder, flyttede tallerkener, justerede sukkerkrukken – småting han normalt hadede, men nu søgte trøst i. En monolog kørte i hans hoved. Han måtte sige det. Slut. Han kunne ikke mere.
Tove ville selvfølgelig græde. Bønne om at han blev. Fortælle hvor træt hun var, hvor hårdt hun prøvede. Love at de kunne fikse det. Men han vidste bedre. Det var forbi. De var ikke længere et par, bare to naboer bundet af et realkreditlån og et køleskab. Ingen kærlighed, ingen respekt, ikke engang irritation. Bare tomhed.
Nøglen raslede i døren. Han samlede sig, som før et spring fra en klippe.
Tove trådte ind, lænede sig mod entrebordet og trak sine sko af. De forbandede nye sko. Hendes dag som butiksassistent i Fields havde været en maraton: hjælp, hent, prøv, anbefal. Foråret havde vakt folks lyst til forandring – nye kjoler, nye kærligheder.
»Hej. Træt?« spurgte Leon forsigtigt.
»Som en hund. Ikke et øjebliks pause,« sukkede hun, uden at se på ham.
»Nå. Aftensmad snart?«
Tove nikkede og gik i køkkenet. Snart summede komfuret, stegepanden fræsede, og duftene fyldte rummet – dufte Leon stadig forsøgte at finde mening i.
Han stod i døren, samlede mod. »Tove… vi skal tale sammen.«
Hun vendte sig, stadig med guleroden i hånden. Uden overraskelse, uden frygt.
»Lad os skilles,« brød det ud af ham. »Jeg kan ikke mere. Vi er fremmede. Du kvæler min kreativitet. Jeg er kunstner, du er bare hverdagen. Du kræver penge, holder mig tilbage, klipper mine vinger. Jeg vil ikke leve sådan.«
Det var improviseret, men han syntes, det lød dramatisk. Som en scene.
Tove skrabede videre på guleroden, smed den pludselig i vasken, tog forklædet af, slukkede komfuret og så på ham.
»Fint,« sagde hun roligt. »Lad os gøre det. Skrid med den hverdag.«
Han stod målløs. Hvor var tårerne? Hysteriet?
Mens han bearbejdede hendes reaktion, tog hun en kop kaffe, skar en ostemad, satte sig.
»Tove… du er chokeret. Det forstår jeg. Men du følte det også, ikke? Du laver mad uden glød. Automatisk…«
»Ja. Uden glød,« gentog hun og drak af kaffeen.
Samtalen faldt fra hinanden. Han mistede sit manuskript.
»Vi skal finde ud af boligen,« begyndte han akavet. »Og resten…«
»Jeg troede, du var så kvalt af hverdagen, at du bare ville styrte ud. Men nej – der er altså et realkreditlån,« sagde hun tørt. »Lad mig overtage lejligheden. Men så betaler du halvdelen af det, vi har afdraget. Jeg flytter til sin far. Han har længe bedt om det – han bliver gammel.«
»Så forretningsagtig,« sukkede Leon. Han havde troet, det var nemmere. Han drømte om en skuespillerkarriere, gik til castinger, mens han arbejdede som vagt. Pengene gik til hende, uden at han tænkte over økonomien. Nu pludselig penge, renter, papirer.
Han ville have frihed. Han fik en regning.
»Behold lejligheden. Betal mig, når du kan,« sagde han patetisk, som om han gav hende et slot.
»Tak. Forresten, er der en anden?« spurgte hun ligegyldigt.
»Det er irrelevant,« mumlede han. Lad hende tro, han var efterspurgt.
Han gik med en følelse af sejr. Frihed. Et kunstnerliv uden madlavning og bebrejdelser.
Et halvt år senere.
Leon stod foran den velkendte dør og tøvede. Alt var sket. Livet hos sin mor var blevet et helvede. Hun bebrejdede ham skilsmissen, drillerierne om hans mislykkede karriere, skældte ham ud, når han tog piger med hjem. Endda en servitrice var løbet, efter at moren havde kritiseret hende.
Hun var værre end Tove. Meget værre.
Og så kravet om, at han skulle flytte. Han var sikker på, hun havde fundet en ny mand. De skændtes. Hun kaldte ham en taber og sagde, han skulle finde et arbejde i stedet for at drømme om film.
Og så ringede Tove. Hun ville afslutte papirerne. Og nu stod han her.
Han forberedte sig: øvede et bedrøvet blik, ord af anger, en tåre.
Han ringede på.
»Hej. Kom ind,« sagde Tove og åbnede. Hun så… fantastisk ud. Eller var det bare savn?
Han gik ind i køkkenet som om han ejede det. Og frøs.
Ved komfuret stod en halvnøgen fyr i joggingbukser og stegte kød. Panden spruttede, en bunke sedler lå på bordet.
»Hvem er du?« knurrede Leon.
»Mads,« svarede manden, uden at vende sig.
»Tove… kan vi snakke?« pressede Leon frem.
På værelset hvæsede han:
»Hvem er han? Hvad laver han her?«
»Han laver aftensmad,« svarede hun roligt.
»Hvad med mig?«
»Du gik.«
Stilhed. Tyk som en dom.
»Hvad hvis jeg… kommer tilbage?«
»Hvorhen? Pladsen er optaget. Mads har det fint med min ‘jordnærhed’. Han vil have familie, børn, sommerhus. Vi gifter os, når skilsmissen er klar.«
»Og du?«
»Ja.«
»Hvad med mig?« jamrede han. »Hvad har han, som jeg ikke har?«
»Du fodrede mig med løfter. Han giver mig aftensmad.«
Slut.
