Mette kom ud af kontoret og gik hen til sin bil på parkeringspladsen. Motorhjelmen og forruden var dækket af en fin lag sne. Hun satte sig ind i bilen og tændte straks varmeapparatet for at varme den kolde kabine op. Så fjernede hun sneen fra forruden med vinduesviskerne.
Hun kørte ud fra parkeringspladsen og ind i trafikken. Men køen var tæt, og hun måtte vente længe ved lysreguleringen og i de utallige køer. Det føltes, som om hele byens biler var samlet på ét sted. Da hun passerede Fields, besluttede hun at dreje ind og vente myldretiden ud med lidt shopping, måske finde nogle julegaver på vejen.
Men parkeringspladsen var også propfuld, ikke en eneste plads ledig. Mette fortrodte allerede, at hun var drejet ind her. Hun burde bare være blevet i køen, hvor bilerne i det mindste bevægede sig, om end langsomt. Hun var tydelig øv ikke den eneste, der havde fået idéen om at bruge tiden fornuftigt.
Pludselig blinkede der lygter i bakspejlet – en SUV bakkede ud af rækken og gjorde tegn til, at hun ville give plads.
Fields var proppet, varmt og kaotisk. Mette knappede sin frakke op, trak halstørklædet ned og begyndte at gå langs hylderne. De blinkende lys, farverige pynt og myldrende mennesker gav hende næsten kvalme. Hun lagde et par skrigende farverige julekugler i kurven, to sølvfarvende hjorte til træet, et par håndklæder med julemanden i gaveindpakning og nogle champagnefløjter med lykkeønsker.
Hun kunne altid finde ud af, hvem der skulle have hvad senere. Til sin mor og mand ville hun købe noget mere seriøst, men til kollegerne og bekendte var de små ting perfekte til at sprede lidt julestemning. Mette stillede sig i køen til kassen. Hun var allerede træt af støjen og ville bare ud igen. Dårlig idé at komme her en fredag aften. Hun kunne have ventet til lørdag morgen, når folk sov længe.
Endelig blev det hendes tur. Da varerne blev scannet, gik det op for hende, at hun havde taget alt for meget. Nå, det kunne sikkert bruges til noget.
Hun forlod kassen, knappede frakken og rettede halstørklædet, mens hun forsigtig bar posen mod udgangen for ikke at knuse sine køb.
“Mette!”
Hun reagerede ikke med det samme og fortsatte.
“Nielsen!”
Kun da hun hørte sit pigenavn, stoppede hun. Men folk skubbede og masede, så hun måtte flytte sig til siden og spejde efter, hvem der havde kaldt på hende.
“Hej, Mette,” lød det lige ved siden af.
Hun vendte sig og så en skæggHun genkendte ham først, da han sagde: “Det er mig, Lars – vi gik i klasse sammen.”
