Du er uansvarlig, mor. Find et andet sted at yngle.
Karen blev gift med Søren, da hun kun var sytten år gammel. Direkte fra gymnasiet og allerede en måned senere gik hun rundt med en ring på fingeren og en mave, der voksede mistænkeligt hurtigt så hurtigt, at naboerne i Aalborg fnisende hviskede, det var et lykkeligt bryllup, rodet sammen af lidt for meget ungdommelig begejstring.
Hun fødte en datter, som de kaldte Rikke, og flyttede ind i svigermorens lejlighed. Svigermor, Inger Margrethe, boede dog selv kun to stoppesteder med bussen derfra, men alligevel følte hun det som sin livsmission at kontrollere hvert eneste skridt i det unge pars liv. Lejligheden den unge familie havde fået var stor, treværelses, med højt til loftet og møbler fra 70erne, som Inger havde slæbt hjem tilbage i Rødstrømpetiden og Karen følte sig altid som gæst i andres hjem, der bare blev hængende, fordi ingen havde fundet et godt tidspunkt til at smide hende ud.
Med lille Rikke hyggede Karen sig faktisk. Bleer, sparkedragter, uendelige nætter uden søvn, den første tand, det første skridt, det første mor, der fik Karens hjerte til at smelte som smør i en varm pande. Men Rikke voksede ikke kun op med Karen, men også med Inger Margrethe, der mødte op næsten dagligt, og så var der selvfølgelig faster Eva Sørens storesøster der boede i et lille kammer ved siden af køkkenet. Eva var fem år ældre, tør som knækbrød, gik altid med en stram knold og lignede én, der konstant lugtede til noget gammelt rugbrød. Både Inger og Eva var kvinder, der kendte sandheden om alt: hvordan børn skulle opdrages, hvordan man syr gardiner, hvordan man laver stegt flæsk, og hvordan man former mænd til ansvarlige væsner (hvilket ifølge dem sjældent lod sig gøre).
Karen, hvorfor skal Søren nu igen ud i værkstedet med drengene? spurgte Inger, mens hun trak læberne sammen til en snor. Min Jens, Gud have ham i sin fred, gik altid hjem fra arbejde. Familien først, sådan var reglen!
Karen svarede sjældent. Dels fordi argumenter med Inger sjældent førte videre end til en verbal gang mursten; hun kunne aflive enhver diskussion med et blik. Og så kom Eva i gang:
Karen, du skal holde øje med Rikke. Børn nu om dage får lov til alt, men det starter med moren. Jeg har taget børnebøger med til hende alderstilpasset, selvfølgelig. Det er vigtigt.
Og sådan voksede Rikke op med et program næsten som på DR1: bøger fra Eva, museumsbesøg med mormor, engelsk med en privatlærer, som Inger havde fundet på Facebook. Rikke blev sådan et rigtigt skolelys og naboerne sagde, hun var et lille spejlbillede af sin mormor som ung.
Søren, Karens mand, var sådan en rigtig jysk fyr: stille, lidt usynlig, arbejdede som teknisk assistent på fabrikkens maskinværksted, kunne lide at drikke en bajer med gutterne og se Superligaen i fjernsynet. Karen holdt af ham med den form for kærlighed, der kommer efter ti års fælles madpakker og oprydning under spisebordet hvor man har diskuteret sig igennem alt, hvad der er at diskutere, og endelig kan lade som ingenting. Søren elskede også Karen bare på den runde, forsigtige måde: han bragte hende te på sengen, eller stegte æg tidligt søndag morgen, mens hun endnu drømte.
Inger Margrethe havde for længst accepteret, at drengen aldrig blev nogen Erik Balling-karakter, og sagde åbent til Karen:
Søren, du burde prøve at virke bare en smule mere selvsikker. Karen glor jo på dig som om, hun ikke kan afgøre, om du er voksen nok til rødgrød med fløde.
Søren trak bare skuldrene længere ned. Om natten strøg Karen ham over håret og hviskede: Du er god nok. Du er den bedste. Og han svarede ingenting, sukkede bare og vendte sig om på siden. Og Karen lå der længe og tænkte, hvordan det kunne være, at selv når man elskede nogen, kunne man ikke altid beskytte dem. Måske, fordi lejligheden trods alt ikke var hendes? Måske, fordi hun altid følte sig på lånt tid på en andens matrikel?
Da Rikke fyldte tretten, blev Inger Margrethe alvorligt syg kræft, sagde lægen. Inger græd ikke; hun kneb bare munden sammen og gik til notar. Fordelte sine ting helt retfærdigt, syntes hun selv: hendes egen centrumslejlighed skulle Eva arve, og den store lejlighed, hvor Karen, Søren og Rikke boede, skulle gå til Søren. Der var styr på arven sådan skulle det være.
Og så, et par uger senere, skete det, ingen så komme: Søren blev kørt ned på vej hjem fra arbejde. En stresset kvinde bag rattet i en Tesla overså ham sådan stod det i politirapporten. Det var Eva, der ringede til Karen grædefærdig:
Karen der er sket en ulykke Søren er væk. De prøvede at gøre alt men du må komme og ja der skal jo identificeres.
Karen huskede knap, hvordan hun kom igennem de næste dage hospital, papirarbejde, tomhed. Rikke var hos mormor, og Karen sad alene i sofaen hele natten i mørket i en lejlighed, der føltes kold og alt for stor.
Inger Margrethe overlevede sin søn to måneder. Lægerne sagde, hun gik ned så hurtigt, fordi kræften havde spredt sig. Men Karen vidste, at fundamentet røg, da Søren gjorde han var jo stadig hendes dreng, selv midt i alle irettesættelserne. Inden hun døde, fik hun notaren hen på hospitalet og ændrede testamentet nu skulle den store lejlighed gå til Rikke, barnebarnet.
Lejligheden til Rikke, sagde hun til Eva, der sad bøjet over hospitalsengen. Du får din, det har vi aftalt. Passer du nu på Rikke, for hendes mor er svag. Hun betyder det godt, Karen, men hun forstår det ikke Rikke skal have en fast hånd.
Eva nikkede, uden at det rykkede en muskel i det tørre ansigt. Hun var på sin vis endnu hårdere end sin mor.
Så sad Karen alene med Rikke i en lejlighed, der nu ifølge papirerne tilhørte datteren. Men eftersom Rikke kun var fjorten, blev Karen formelt set boende som værge. Hun tænkte knapt over det. Der var rigeligt at gøre: arbejde, opdrage datter, slide for at den unge kunne få de samme ting som de andres børn pænt tøj, smartphone, lektiehjælp.
Fem år gik sådan. Karen klagede aldrig; hun var typen, der bare gjorde, hvad der måtte gøres. Og da Rikke kom ind på jurastudiet på statsstøtte, græd Karen af stolthed. Alt var ikke forgæves. Og Rikke var allerede begyndt at tjene lidt på oversættelser perfekt engelsk, takket være mormor og faster.
Og så, da Karen langt om længe turde ånde ud og overvejede at tænke lidt på sig selv, mødte hun Leif. Mødet var helt tilfældigt i Arriva-bussen han hjalp hende med en tung Netto-pose, de faldt i snak, opdagede, at de arbejdede tæt på hinanden. Leif var tretten år ældre, havde voksne børn og en kone med svære mén efter en blodprop, som han passede hjemme.
Jeg er ikke en helt sagde han på tredje date, da de sad i parken. Jeg kan ikke forlade min kone. Men jeg har glemt, hvordan det føles at glæde sig til noget. Med dig husker jeg det igen.
Karen forstod. Hun var 38, ikke længere teenager, og troede ikke mere på prinsen på den hvide hest. Hun nøjedes med det, der var.
Hun holdt det skjult for Rikke et stykke tid med undskyldninger om overarbejde og venindebesøg. Men Rikke var ikke dum. Hun bemærkede forandringerne: moren smilede mere, gik i pænere tøj, en ny parfume. Og en dag kunne Rikke ikke dy sig:
Mor, er der en ny på banen? Du render rundt som nyforelsket teenager.
Karen blev rød i hovedet som en skolepige og lagde kortene på bordet. Om Leif, den syge kone, og at hun faktisk var forelsket.
Rikkes ansigt blev stivnet. Da moren var færdig, sagde hun iskoldt, med den voksne tone Karen kun tidligere havde hørt hos Inger Margrethe:
Altså, mor. Er du klar over hvad du fortæller mig? Du, der har opdraget mig med moral, snakker nu om at rende rundt med en gift mand. Synes du selv, det er i orden?
Rikke, du forstår ikke
Tro mig, jeg forstår, afbrød Rikke. Du savner varme, men det undskylder ikke alt. Du er voksen, mor. Gift mand, det er no-go. Du er ikke atten længere.
Karen blev såret, græd faktisk lidt, men slog det hen som ungdommelig idealisme. Rikke så verden i sort og hvid.
Møderne med Leif blev derfor hemmelige: lånte sommerhuse på Lolland, eller et lejet værelse i et anonymt andelsbyggeri i Odense. Karen vidste godt, det ikke var eventyr-romantik, men hun satte pris på hvert minut.
Jeg burde ikke have ret til det her, sagde Leif, mens de lå på en meget blød madras under et blomstret sengetæppe. Du har ret, det er ikke fair mod min kone.
Det er det ikke, svarede Karen. Men jeg kan ikke undvære dig.
Du er det bedste, der er sket mig, sagde Leif. Jeg svigter dig aldrig. Ligegyldigt hvad.
Hun troede ham, for hun havde brug for at tro. Fem år uden nærhed, uendelig træthed og følelsen af altid at bære hele Odense på skulderen.
Da Karen opdagede, hun var gravid, forsvandt gulvet under hende. Hun tog tre tests, gik til lægen. Seks uger henne, alt så ud til at være i orden. Hun satte sig på bænken udenfor klinikken og kunne ikke andet end at græde for blandingen af frygt, opløftelse og håbløshed.
Hvordan skulle hun sige det til Leif? Ville han bakke, blive glad eller løbe sin vej? Hun følte ham godt nok ansvarlig fyr, men bange for forandring. Bange for at miste kontrol.
Men allermest frygtede Karen at sige det til Rikke. Hun trak det ud, ventede på det rigtige øjeblik. En aften, da Rikke kom hjem fra Eva, satte Karen sig overfor hende:
Rikke, jeg er gravid.
Rikke blev stiv i hele kroppen.
Af ham den gifte?
Ja, Leif er faren.
Jeg vidste det! Rikke fnøs, men lusen var hverken sjov eller rar. Mor, er du blevet vanvittig? Du er 38 år, klarer to jobs, jeg har lige fået SU-plads, tingene gik endelig godt, og så så vælger du at få et barn? Med en mand der ikke engang kan love dig noget?
Rikke, nu skal du lige
Nej, det her det er mit hjem, min lejlighed. Her skal du ikke begynde at formere dig. Forstået? Lejligheden efterlod farmor til mig. Ikke dig.
Karens ansigt blev hvidt som kridhvidt. Hun så på datteren den samme baby, hun hev igennem daginstitutioner og fritidsklubber, den unge kvinde, hun havde arbejdet to job for at give en chance og hun kunne slet ikke kende hende. Foran hende stod Tamara-Inger, faster Eva og halvdelen af provins-Danmark den slags, der altid ved bedst.
Rikke, hvad i alverden siger du? Det er jo vores hjem!
Nej, mor. Det var, fordi far var i live, du blev boende. Efter han døde, var det kun min barndom, der holdt dig inde. Lejligheden har altid været min, mor. Du får lov at blive, fordi jeg vælger at være nådig. Men du skal ikke begynde på flere børn her. Vil du have familie så gå til barnefaren.
Hvordan kan du sige sådan? Karen græd nu ukontrolleret. Jeg fik dig som helt ung
Og du gør det samme igen! Nu bare tæt på de fyrre. Med en gift mand. Hvad gør du hvis han smutter? Jeg har mit eget liv nu!
Så du vil ikke hjælpe mig? Med en stemme fuld af sorg.
Det handler ikke om dig, mor. Ikke længere. Jeg har min uddannelse, mit liv. Jeg vil ikke være babysitter. Jeg har valgt ikke at leve dit liv.
Du lyder som Eva. Og Inger. Jeg er bare og bliver hende, der aldrig passede ind.
Mor, sukkede Rikke. Jeg elsker dig, men du skal forstå: jeg vælger, hvem der bor her. Hvis du vælger at føde, må du flytte. Jeg vil ikke have en børnehave midt i mit voksne liv.
Fremmed barn? Karen tog sig til hjertet.
Dit barn, ikke mit. Jeg vil ikke være forælder for min halvsøskende. Jeg skal videre.
Karen satte sig tungt efterladt. Hun så, hvordan Rikke stod med armene over kors, læberne stramt sammen, som Inger, Eva, alle de kvinder, der altid havde sat hende på plads.
Hvis kun far havde levet to måneder mere, hviskede Karen bittert. Så havde jeg arvet halvdelen. Men nej. Farmor fik sin vilje.
Hun stolede på mig, ikke dig. Og jeg vil vise, at hun ikke tog fejl.
Du har allerede overtaget hendes plads. Og du har ret: her er jeg kun, fordi du lader mig.
Mor, stop nu. Jeg smider dig aldrig på gaden. Men ingen småbørn og ingen elsker. Vil du være mor igen så må Leif eller kommunen hjælpe.
Han kan ikke, slappede Karen ærligt ud.
Der kan du selv se. Du har rodet dig ud i noget, ingen kan eller vil løse for dig. Tag ansvar.
Jeg beder dig ikke om at være mor for barnet. Bare at forstå og støtte.
Du kan blive boende indtil fødslen, men så må du finde noget andet. Det er mit ultimatum.
Karen gik ind på sit lille værelse, lagde sig og krøllede sig sammen som en snegl. Noget indeni hende gik i stykker det usynlige bånd mellem mor og barn. Hun tænkte på Rikkes første skridt, første bifald i børnehaven, klemmet rundt om halsen: Mor, jeg elsker dig. Det hele virkede allerede som noget fra en fremmed kvindes liv.
Jeg er ikke en fejl, hviskede hun ned i puden. Jeg er din mor.
Bag væggen buldrede musikken fra Rikkes streaminghøjtaler lykken var sluttet, og Karen lå der, mens livet fortsatte uden hende.
Hun greb telefonen, ringede til Leif. Han svarede hurtigt.
Leif jeg er gravid. Jeg har brug for at vide, om du kan hjælpe os. En lejlighed, lidt penge? Bare det første år?
Hun hørte ham holde vejret, snuble lidt over ordene: Karen, du ved godt jeg kan ikke. Min kone, pengene børnene hjælper selvfølgelig, men mit liv er fastlåst. Jeg elsker dig, men jeg kan ikke tilbyde dig andet end en kort sms og en sjælden middag i et lejet sommerhus. Jeg kan støtte med lidt, men ikke mere
Det er tydeligt nok, sagde Karen.
Karen lad os mødes og tale roligt om det måske vi kan finde en løsning?
Hun lagde på uden at sige farvel. Lå i mørket, tiden gik ubemærket, kun afbrudt af lyden af en fjern hund og køleskabets monotone summen.
Næste morgen klædte Karen sig på i stilhed, tog sit sygesikringskort og sit ID og gik ned på klinikken. Hun ventede to timer, stirrede på de slidte magasiner og tavse vordende mødre. Da lægen spurgte: Skal vi oprette journalen til graviditeten?, svarede Karen roligt:
Nej. Jeg skal have en tid til abort.
Lægen sukkede, skrev det ned og så hende ud. Ude på trappen trak Karen den kolde vind helt ned i lungerne og der, midt i Aalborgs morgen, tudbrølede hun med hænderne for ansigtet, mens prustende børnefamilier slæbte deres vuggestuebørn forbi uden at nogen så, at en mor lige havde mistet sit barn.
