Du er uansvarlig, mor. Find et andet sted at sætte børn i verden.
Da Rikke var bare sytten, giftede hun sig med Henrik. Altså, hun sprang direkte fra gymnasiet og blev gift, og allerede en måned senere gik hun rundt med både ring på fingeren og mave, der voksede så hurtigt, at naboerne begyndte at hviske åh, hun var vist med barn, før de blev gift.
Hun fødte en lille pige, de kaldte hende Astrid, og flyttede ind i Henriks mors lejlighed. Selvom svigermoren, Birthe, boede i en anden lejlighed bare to stop væk med S-toget skulle hun selvfølgelig have opsyn med alt, hvad den unge familie foretog sig. Lejligheden var stor, tre værelser, højt til loftet og gamle møbler, som Birthe havde slæbt med fra 80erne, og Rikke havde altid fornemmelsen af at være gæst. Altså, en man tror kun kommer forbi, men som ender med at blive hængende i årevis.
Med Astrid hyggede Rikke sig, pillede med stofbleer, små sparkedragter, vågnede om natten, fejrede den første tand, det første skridt, det første mor det gjorde ondt-blødt indeni af kærlighed. Men Astrid voksede jo ikke kun op med Rikke, men også med farmor Birthe, der nærmest kom forbi dagligt, og faster Maria, Henriks storesøster, der også boede i lejligheden i det lille værelse ved siden af køkkenet. Maria var fem år ældre end Henrik, tynd, altid med en stram knold og et ansigt, der lignede hun lugtede til noget dårligt. Både Birthe og Maria var sådan nogle, der havde papsedler til alt de vidste, hvordan man skulle leve, opdrage børn, lave frikadeller, vaske tøj og være en ordentlig hustru.
Rikke, hvorfor lader du egentlig Henrik rende i garagen med drengene? spurgte Birthe tit og rynkede på næsen. Min mand (må han hvile i fred) gik altid hjem efter arbejde. Familien før alt andet, havde jeg banket ind i hovedet på ham.
Rikke sagde ikke rigtig noget ingen idé i at diskutere med Birthe. Hun kunne slukke al diskussion med ét blik. Og Maria føjede lige lidt ekstra på:
Du skal bare holde øje med Astrid, så hun udvikler sig rigtigt. Jeg har hentet nogle bøger til hende. Børn nu om dage er alt for vilde, det er mødrenes skyld.
Så Rikke holdt øje, mens Astrid læste Marias bøger, gik med Birthe på museum, og havde en engelsklærer, som farmor havde fundet. Astrid voksede op som sådan en ordentlig pige dygtig, læste bøger, alvorlig. Naboerne sagde hun var farmor Birthe op ad dage.
Henrik arbejdede som tekniker på en fabrik, en stille fyr, som godt kunne lide en øl og landskampen fredag aften. Rikke elskede ham på den måde, man gør efter ti år sammen hvor alle skænderier er taget, alle sårede følelser vendt én gang for meget, og man ikke længere orker at skjule sig bag roller. Henrik elskede også Rikke, men det kom til udtryk som små, tunge kærtegn han lavede morgenmad til hende, satte te på sengen, stod op før alle andre. Ikke med ord, men med gerninger.
Birthe forholdt sig til Henrik med kold omsorg som en mor, der synes sønnen aldrig blev voksen. Ofte sagde hun til Rikke:
Henrik, du burde blive lidt mere mand, ikke? Du går rundt, som om du ikke har nogen rygrad. Din kone ved ikke, om hun er gift med et barn eller en mand.
Henrik sagde ikke noget, hans skuldre blev bare tungere. Om natten, når de lå i mørket, strøg Rikke ham over håret og hviskede: Lad være med at lytte til dem, du er god nok. Han svarede ikke, sukkede bare og faldt i søvn. Rikke lå længe vågen og kiggede op på loftet og tænkte: Hvorfor kan jeg ikke engang beskytte ham mod hans egen mor? Jeg tør ikke, for det er jo egentlig ikke min lejlighed jeg er bare gæst her.
Da Astrid fyldte tretten, blev Birthe syg. Alvorlig kræft bugspytkirtlen. Hun græd ikke, da hun fik diagnosen. Hun snørede bare læberne endnu strammere og gik til advokaten for at lave testamente. Hun fordelte sine ting sådan, som hun syntes var retfærdigt: Den toværelses centralt i Aarhus fik Maria, mens den store treværelses (hvor Rikke, Henrik og Astrid boede) blev skrevet over på Henrik. Lige til, ingen uenighed, syntes hun.
Men så skete det ingen kunne forudse. Tre uger efter Birthe fik lavet testamentet, gik Henrik ud af fabrikkens port som sædvanligt, var på vej til stationen og blev ramt i fodgængerfeltet af en bil. Det var en ung kvinde i en BMW, der ikke havde set sig for. Rikke fik det at vide af Maria Maria ringede, græd så stemmen skælvede:
Rikke, Henrik er væk. Bilulykke. Ambulancen kunne ikke redde ham. Du skal komme ud og identificere ham på hospitalet.
Rikke huskede ikke, hvordan hun kom derud, hvordan hun kiggede på Henriks ansigt, hvordan hun skrev under på alle de papirer, eller hvordan hun kom hjem hun sad på sofaen til det blev morgen uden at lukke et øje.
Birthe overlevede sin søn med to måneder. Lægerne sagde sygdommen gik stærkt, men Rikke tænkte, at Birthe simpelthen ikke ville leve uden Henrik. Lige meget hvad hun sagde og hvordan hun havde irettesat ham, var det jo hendes lille dreng. Da han forsvandt, knækkede noget i hende. Hun visnede ind, blev til en lille, klistret skygge, der lå på hospitalet og så tomt ud for sig. Lige før hun døde, kaldte hun advokaten ind igen. Nu skulle treværelseslejligheden gå til Astrid hendes barnebarn.
Astrid skal have lejligheden, sagde hun til Maria, der sad ved hendes seng. Og du får din som vi aftalte. Pas nu på Astrid så hun ikke bliver som hendes mor. Rikke er okay, men hun er svag. Astrid har brug for en stærk hånd.
Maria nikkede, helt uden at vise følelser hun var virkelig sin mors datter.
Rikke blev alene med Astrid i lejligheden, som jo formelt set nu tilhørte Astrid. Astrid var kun fjorten, så Rikke var hendes værge, og de blev boende. Rikke tænkte ikke engang over det de første år der var kun arbejde, ansvar, uendelige regninger. Astrid skulle have det samme som alle andre: lækkert tøj, en ordentlig telefon, privatundervisning. Rikke brokkede sig ikke, hun var ikke opdraget til det, hun gjorde bare, hvad der skulle gøres. Da Astrid blev optaget på Københavns Universitet med topscore, græd Rikke af stolthed. Det hele var ikke forgæves.
Astrid begyndte at tjene lidt penge fra andet år på uni hun oversatte, engelsken sad lige i skabet, takket være farmor og faster, der havde bestemt, hun skulle have ekstraundervisning tidligt.
Så, lige da Rikke begyndte at føle, at nu kunne hun måske tænke en smule på sig selv, mødte hun Lasse. Det var helt tilfældigt, i bussen han hjalp hende med en tung indkøbspose, og de faldt i snak. Han arbejdede i bygningen ved siden af hendes, var tretten år ældre, havde to voksne børn, og hans kone havde været lammet af en blodprop i fem år. Han passede hende hjemme.
Jeg er altså ikke noget særligt, sagde han til Rikke på deres tredje møde, hvor de sad på en bænk i Kongens Have. Jeg kan ikke bare forlade min kone vi har været sammen hele vores liv. Men jeg har glemt, hvordan det føles at glæde sig til noget du minder mig om, hvordan det føles at leve.
Rikke forstod ham. Hun var otteogtredive man leder ikke efter prinsen på den hvide hest dér. Man tager det, der kommer.
Det tog tid før hun fortalte Astrid om Lasse. Hun dækkede over det, sagde hun arbejdede over eller var hos en veninde, men Astrid var ikke dum. Hun kunne se forandringen moren var blødere i blikket, smilede mere, og den aften hvor Rikke hev en ny kjole op af skabet, spurgte Astrid direkte:
Har du fundet én, mor? Du køber kjole, går ud, duft af parfume. Sig det nu.
Rikke blev ildrød, men fortalte alt: Om Lasse, hans syge kone, og at hun virkelig elskede ham.
Astrid blev bare mere og mere lukket i ansigtet. Da Rikke var færdig, sagde Astrid køligt, med den dér voksne, dømmende tone Rikke kun havde hørt Birthe bruge:
Forstår du, hvad du siger? Du fortæller mig, at du løber med en gift mand. Min mor, der altid snakkede om moral. Og nu det her.
Astrid, du forstår ikke helt begyndte Rikke, men blev afbrudt.
Jo, jeg forstår alt. Du er ensom, du mangler varme jeg er ikke dum. Men der er grænser, mor. En gift mand er no go. Specielt i din alder.
Rikke blev ked af det, endte med at græde, men tænkte, det var ungdommens sort-hvide verdensbillede. Astrid ser alting som rigtig/forkert, aldrig nuancer.
Hun så Lasse i smug i hans vens sommerhus, hvor de kunne være alene, eller i en lejet lejlighed for en nat. Rikke vidste godt, det ikke var en historie man læser om i kærlighedsromaner hun satte pris på hver eneste time.
Nogle gange tænker jeg, sagde Lasse engang, jeg har egentlig ikke ret til dig eller til glæde. Jeg sidder om natten hos min kone, hun ligger der, og jeg ved, at jeg er sammen med en anden imens. Det er ikke fair, vel?
Nej, svarede Rikke, men jeg venter stadig på dig. Jeg dømmer dig ikke. Jeg har ikke ret til det.
Du er det bedste, jeg har haft, sagde han og kyssede hende på skulderen. Jeg svigter dig ikke, Rikke. Uanset hvad.
Og Rikke troede på det hun trængte virkelig til at tro efter fem års ensomhed og følelsen af at slæbe hele verden på ryggen.
Da hun så stod med en positiv graviditetstest, føltes det som om gulvet forsvandt under hende. Hun købte tre tests, gik op på klinikken, fik det bekræftet: seks uger henne, alt normalt. Hun sad på en bænk udenfor og græd hun vidste ikke om det var glæde, frygt eller fortvivlelse.
Hun kunne ikke beslutte sig for, hvordan hun skulle sige det til Lasse. Hun forestillede sig alle mulige reaktioner: Han ville måske blive glad? Eller bange? Han var jo ansvarlig, men var livet klar til mere ansvar? Lasse ville ikke bare stikke af, det vidste hun, men han var også pligtmenneske, bange for at træde ved siden af.
Men mest af alt frygtede hun at sige det til Astrid. Hun udskød og udskød, men til sidst måtte det blive. En aften, hvor Astrid lige var kommet hjem fra Maria, satte Rikke sig overfor hende ved køkkenbordet:
Astrid, jeg må fortælle dig noget. Jeg er gravid.
Astrid stivnede over sin te.
Med ham, den gifte? spurgte hun lavt.
Ja, med Lasse.
Jeg vidste det, lød det, men hendes smil var skævt. Er du rigtig klog, mor? Du knokler på to jobs, jeg er lige kommet ind på uni, vi har lige fået styr på tingene, og nu og du vælger at få et barn med en mand, der ikke engang kan forlade sin kone og ikke tilbyder dig noget?
Astrid, du forstår ikke… Rikkes stemme rystede.
Det gør jeg da! Men det her er min lejlighed det var farmors arv til mig, ikke dig og du skal ikke begynde at hive flere børn ind her, mor. Forstår du mig? Her skal ikke opfostres flere unger!
Rikke blev helt bleg, stod og stirrede på Astrid hendes egen pige, hun havde født som attenårig, afleveret i børnehaven, vasket hendes tøj, arbejdet dobbelt for at hun kunne få det hun behøvede men genkendte hende ikke. Foran hende stod en fremmed pige med Birthes og Marias ansigt og stemme, der altid havde set Rikke som den der bare bor her.
Astrid, hvad siger du? Rikkes hænder rystede. Det er jo vores hjem. Jeg har opdraget dig her…
Du boede her kun fordi far levede, afbrød Astrid. Da far døde, kunne farmor have smidt dig ud, men hun forholdt sig kun til dig, fordi jeg var lille. Men det er MIN lejlighed nu, mor. Du får lov at blive, fordi du er min mor. Men flere børn nej. Vil du have familie, så må du tage dig sammen med faren og hans ansvar.
Hvordan kan du? Nu græd Rikke, ubeskyttet, som dengang hun var helt ung. Jeg fødte dig tidligt…
Ja, og du tænkte ikke over konsekvenserne, skar Astrid igennem. Og nu gør du det igen. Med en mand som aldrig kan give dig andet end besvær. Hvis han løber sin vej, skal du så have mig til at tage mig af den baby? Jeg har mit eget liv nu.
Vil du ikke engang hjælpe mig? Rikke så på hende, øjne fyldt med smerte, og Astrid vendte blikket væk et kort sekund. Du er min eneste datter, jeg troede vi var familie! Jeg ville bare tro du blev glad du får en lillebror eller søster!
Glad? Astrids latter var skarp. Hvordan skulle jeg være glad? Du føder et barn uden at tænke over det, og regner med at vi andre samler stykkerne op? Nej tak du vælger selv.
Du er blevet ligesom Maria og farmor, hviskede Rikke. I har så mange regler, og jeg er altid den, der ikke passer ind.
Mor, lav nu ikke en scene, lød det træt fra Astrid. Du må gerne bo her, men jeg bestemmer, hvem der ellers gør. Vil du have barn, så find noget andet jeg vil ikke have et barn ind i mit eget hjem nu.
Et fremmed barn? Rikke kunne næsten ikke trække vejret. Men det er jo din bror eller søster!
Nej, det er ikke mit ansvar, mor, sagde Astrid med blanke øjne. Jeg vil ikke være barnepige. Jeg vil have mit liv.
Rikke satte sig tungt, benene ville ikke bære mere. Hun så sin datter stå med armene over kors, læberne presset sammen som Birthe, som Maria, som alle de kvinder, der altid vidste bedst og satte hende på plads: Du er bare gæst her.
Havde far bare levet to måneder mere, hviskede Rikke. Så var halvdelen af lejligheden min. Du glemmer det. Jeg var hans kone, jeg ville have arvet. Nu ejer du det hele, bare fordi Birthe nåede at ændre testamentet.
Det gjorde hun, og det var rigtigt, svarede Astrid koldt. Hun stolede på mig, ikke dig, mor. Hun vidste, du aldrig kunne holde sammen på tingene. Du lavede rod som ung, og du gør det igen nu. Hvis lejligheden var din, så havde du bare ødelagt alt. Men jeg skal nok gøre farmor ære.
Ja, du er blevet hende, sagde Rikke, og nu var noget i hende for alvor brast. Jeg er bare en gæst i din verden. Jeg er her kun, fordi du tillader det.
Mor, jeg elsker dig, men jeg har ret til mit liv, sukkede Astrid. Jeg vil ikke passe på dine fejltagelser. Gå ned til Lasse han må tage sit ansvar, hvis du vil have barn.
Det kan han ikke, snublede ordene ud af Rikke, og hun fortrød dem straks.
Præcis, svarede Astrid skævt. Du ved allerede, du ikke får noget af ham. Hverken familie, lejlighed eller et rigtigt forhold. Så hvorfor tror du, jeg skal dele mit hjem og mit liv for dine beslutninger? Nej, mor. Ikke denne gang.
Jeg beder ikke om din hjælp, hviskede Rikke. Bare om forståelse, om støtte, bare lidt varme…
Du kan blive, sagde Astrid. Men kun dig. Når barnet kommer, må du flytte du har ni måneder til at finde noget. Jeg tager ikke ansvar for et barn, du har valgt selv.
Rikke slæbte sig ind på værelset, smækkede døren bag sig og lagde sig sammenkrøllet i sengen.
Det føltes som om noget usynligt band mellem hende og Astrid bare knækkede. Den snor, der gik tilbage til de første skridt, til små hænder i børnehaven, til mor, jeg elsker dig en sommeraften. Nu var der kun tomhed. Rikke sagde, næsten lydløst:
Jeg er ikke en fejl. Jeg er din mor.
Men ude fra stuen bankede musikken løs Astrid havde skruet helt op for fjernsynet. Rikke vidste, at hermed var samtalen slut, og Astrid havde det fint med det. Hun lå længe i mørket, greb så sin telefon og ringede til Lasse. Han svarede sløvt, sad højst sandsynligt stadig ved konens seng.
Lasse, sagde hun helt stille. Jeg er gravid. Jeg har brug for hjælp til bolig og penge, i hvert fald det første år. Kan du klare det?
Hun kunne høre ham trække vejret hurtigt. Så begyndte han at snakke hurtigt, undskyldende:
Rikke, altså… Jeg er ikke klar til sådan en snak. Min kone har brug for mig, hele økonomien er stram, ungerne hjælper, men du ved… Jeg har ikke pengene eller overskuddet. Jeg vil være der for dig, men jeg kan ikke love dig mere end lidt engang imellem…
Lidt? gentog Rikke roligt.
Hør nu, vi kan snakke om det her… find en løsning… måske…?
Hun lagde på uden et ord. Lagde telefonen fra sig, lukkede øjnene og lå helt stille, mens hun lyttede til køleskabets summen og lyden af en fjern hund. Da det første morgensol sneg sig ind, stod hun op, tog sit sygesikringsbevis og pas, og gik lydløst ud af lejligheden. På klinikken ventede hun i to timer på en hård stol, stirrede frem for sig uden at fælde en tåre. Da lægen, den samme som før, spurgte: Vil du så skrives op til fødslen? svarede Rikke tørt:
Nej, jeg vil have en abort.
Lægen sukkede bare, skrev hende på. Rikke trådte ud i den kølige morgen, luften skar i lungerne, og dér på trappen brød hun sammen. Ingen så det kvinder med barnevogne gik forbi hende uden at lægge mærke til, at hun sad dér, og lod tårerne løbe.
