Jeg kan hjælpe ved at lave kulturtilpasninger og omformuleringer. Her er den tilpassede historie:
“Hvorfor skulle I give større gaver end Anne?” mumlede svigermor.
“Jeg ved ikke, hvad vi skal give til mor,” sagde Valdemar tænksomt og satte sig ned ved siden af sin kone på sofaen.
Ida trak på skuldrene som svar. For hende havde det altid været en udfordring at vælge en gave til svigermoren.
Forholdet til Birk Lauritsen var anstrengt fra første dag.
Valdemar forstod sin mors synspunkt med det samme, og efter at have talt med sin kone besluttede parret at holde en passende afstand.
Ingen skyldte nogen noget. Sjældne telefonsamtaler og fælles højtider, hvis begge parter havde lyst, udgjorde al samværet.
Dette år besluttede Birk Lauritsen at fejre sin runde fødselsdag og inviterede en stor del af familien til sin fest, inklusive det unge par.
“Mor sagde, at hun ville være glad for enhver gave,” huskede Valdemar pludselig.
“Det siger hun altid, og så vrænger hun alligevel,” mindede Ida og rynkede panden. “Din søster kan give hende hvad som helst, men ikke os!”
Ida huskede tydeligt, hvordan Birk Lauritsen havde kritiseret dem for hver gave.
“Kan du huske den 8. marts? Vi gav hende et luksuriøst sæt kosmetik, men hvad fik vi tilbage? Tårer og bebrejdelser om, at vi syntes, hun var gammel og grim,” sukkede Ida. “Hvilken af vores gaver har hun nogensinde værdsat? Det må være enten smykker eller elektronik, fordi priserne kan tjekkes.”
“Måske skulle jeg ringe til hende og spørge om gaven?” sagde Valdemar tøvende.
“Gør som du vil,” svarede Ida og rystede på hovedet.
Valdemar, der ønskede at tage den lette vej, tastede alligevel sin mors nummer for at finde ud af, hvilken gave hun ønskede.
“Søn, jeg har ikke brug for noget. Bare kom, det er nok gave,” svarede Birk Lauritsen beskedent.
“Mor, er du sikker? Bliver du ikke skuffet over os senere?” spurgte Valdemar hurtigt.
“Nej, selvfølgelig ikke! Jeg vil være glad for enhver lille ting,” lo hun, og Valdemar besluttede at stole på hende.
“Mor sagde, at vi kunne give hende, hvad vi ville,” fortalte Valdemar til sin kone.
Ida så skeptisk på sin mand. Hun stolede ikke rigtig på sin svigermors ord.
Men da Valdemar insisterede på at købe en gave efter deres eget valg, gav Ida efter.
“Hvad med at give hende en robotstøvsuger, så hun ikke skal løbe rundt med støvsugeren?” foreslog Ida efter at have tjekket budgettet.
Sådan blev det. De købte gaven for fem tusinde kroner og drog afslappet til fødselsdagen.
Fødselaren hilste på sønnen og svigerdatteren med et glad ansigt, der hurtigt blev til utilfredshed, da hun så æsken med støvsugeren.
“Hvorfor?” mumlede hun tungt. “Søn, tag det med ind i rummet.”
Ida stirrede forbløffet på svigermoderen, der ikke satte pris på gaven.
Efter dem kom svigerinden og hendes mand ind i lejligheden. Hun kastede sig om halsen på sin mor og sagde glad:
“Mor, det er til dig!”
“Tak, søde! Hvordan vidste I det?! Birk Lauritsen omfavnede sin datter.
Ida undrede sig over, hvilken dyr gave svigerinden havde givet, som havde gjort hende så glad.
Forskrækket så hun, at Karen havde givet sin mor et almindeligt sæt kosmetik fra supermarkedet til hundrede kroner.
Ida så spørgende på sin mand, der også havde set, hvad Karen havde givet Birk Lauritsen.
Af Valdemars ansigt kunne hun se, at han var stærkt utilfreds med sin moders reaktion på deres gave.
I flere timer beherskede manden sig, men da Birk Lauritsen begyndte at rose søsterens gave igen, eksploderede han.
“Mor, kan vi tale sammen?” Valdemar trak sin mor til side.
“Hvad er der?” spurgte hun. “Noget galt?”
“Jo, der er noget galt, mor! Kan du huske, hvad du sagde til mig om gaven?” sagde Valdemar anklagende.
“Ja, jeg husker det…”
“Hvorfor reagerede du så utilfreds på vores gave? Men du kan ikke få nok af det billige sæt fra supermarkedet,” sagde Valdemar skuffet. “Og lad være med at lyve ved at sige, at jeg bare forestilte mig ting.”
“Jeg vil ikke lyve. I er rigere end Karen, så I burde give større gaver,” mumlede Birk Lauritsen.
“Hvad slags gaver mener du så, vi giver? Billige? Skal vi vedlægge en kvittering for at få dig glad?” Valdemar rynkede panden.
“Åh, det begynder nu,” var det tydeligt, at hun gerne ville afslutte samtalen. “Jeg kan bare godt lide Karen’s gaver bedre.”
“Fordi du ikke kender prisen på vores?” spurgte Valdemar hånligt. “Vil du vide det? Den koster fem tusinde kroner!”
“Så dyrt?” Birk Lauritsen blev dramatisk overrasket.
Hun fandt dog hurtigt en vej ud af den vanskelige situation.
“Ved du hvorfor jeg roser søsterens gaver? Fordi de passer til deres budget, men I gør det på må og få,” sagde Birk Lauritsen pludseligt.
“Er du seriøs, mor?” Valdemar tog sig til hovedet.
“Ligner det, at jeg laver sjov? Med jeres indtjening kunne I have givet mig et spaophold som gave,” sagde hun stolt og løftede hovedet.
Valdemar blev så forbløffet over sin mors ord, at han nogle sekunder så på hende uden at blinke.
“Tror du virkelig, at penge falder ned fra himlen til Ida og mig hver dag?” sagde Valdemar med opblussen i stemmen.
Ida og Karen kom løbende til, standset i døråbningen, de så forbløffet på de skænkende.
Karen forstod hurtigere end Ida, hvorfor der var opstået en diskussion, og stillede sig hurtigt på morens side.
“Mor har ikke brug for jeres robotstøvsuger, hun ønskede en luftfugter. Hendes blev gammel og gik i stykker for tre dage siden. Hvis I havde interesseret jer lidt for mors liv, ville I vide det,” sagde Karen bebrejdende.
“Jeg spurgte hende om gaven!” knurrede Valdemar vredt. “Er I ude på at drive gæk med mig?! Fra nu af ingen flere gaver! Vi gør os umage for at behage dig, og du kritiserer os stadig! Robotstøvsugeren stod dig ikke an, du vil have en luftfugter! Vi forlader stedet!” beordrede Valdemar og vendte sig mod sin kone.
Birk Lauritsen brød ud i tårer, og mens Karen beroligede hende, forlod parret huset med stenansigt.
Valdemar holdt sit løfte til moren. For ikke at købe noget og fremstå dum, besluttede han ikke længere at deltage i familiefester og dermed spare sine nerver.
