Mads og Freja boede i samme opgang på femte sal. Mads var lige startet i fjerde klasse og blev betragtet som gammel nok til at passe på den femårige Freja, der boede tværs over. Hendes mor var kirurg og blev ofte kaldt ind til svære patienter i weekenden.
Mads opførte sig ansvarligt over for Freja: han gav hende mad, beskyttede hende og skabte sig, når hun fortjente det. Freja adlød ham uden at protestere og fulgte efter ham som en lille skygge, mens hun så op på ham med sine store, mørke øjne.
En dag blev Freja ramt af halsbetændelse. Hvordan hun dog kunne blive forkert i juni? Mads måtte passe hende hele dagen. Hans venner vidste godt, hvor de kunne finde ham. De ringede på Frejas dør for at få ham med ud og spille fodbold.
“Jeg kan ikke. Jeg skal passe Freja,” svarede Mads alvorligt.
“Så tag hende da med. Hun kan jo heppe,” foreslog Lukas.
“Hun har feber. Det kan hun ikke. I må klare jer uden mig i dag.”
“Hvordan skal det fungere? Hvem skal stå i mål?” brokkede Niklas sig.
“I kan skifte til at stå i mål,” foreslog Mads og så på deres skuffede ansigter.
“Nej, det er kedeligt. Så spiller vi heller ikke,” sagde Niklas.
“Så kom ind i stedet,” sukkede Mads og lod drengene komme ind.
Freja sad på sofaen med et halstørklæde om halsen og kiggede i en billedbog. Da hun så drengene, blev hun glad.
“Det her er mine venner, Niklas og Lukas,” præsenterede Mads. “De bliver her lidt, er det okay?”
“Vil I læse højt for mig?” spurgte Freja og rakte dem bogen med barnlig åbenhed.
“Lad os bygge et skjul i stedet,” sagde Niklas og stirrede på det runde bord i midten af stuen.
“Hvordan? Vi har da ikke grene og halm,” sagde Freja, hvis øjne funklede enten af feber eller begejstring.
“Vi behøver ikke halm. Kan vi låne sofaens tæppe?” spurgte Niklas. “Så kan vi dække bordet, og så er det et skjul.”
Men ét tæppe var ikke nok. Freja fortalte Mads, hvor der lå et ekstra plaid i skabet. Snart var alle fire kravlet ind under bordet. I det improviserede skjul var der trangt, varmt, mørkt og utroligt spændende.
“Lad os fortælle skrækhistorier,” foreslog Lukas. “Min oldefar kæmpede i krigen.”
“Og hvad så? Krig er kedeligt,” gryntede Niklas.
“Ved du, hvor mange medaljer han har? Utallige,” pralede Lukas. “Han kørte brød til Leningrad under belejringen.”
“Kedeligt. Jeg gider ikke høre om krig,” sukkede Niklas.
“Du ved ikke engang, hvad du taler om. Under belejringen spiste folk ikke kun katte og hunde, men også hinanden. De skar stykker af deres egne familiemedlemmer og kogte suppe på dem. Brødet var lavet af savsmuld,” fortsatte Lukas.
“Ad. Man må ikke spise mennesker,” gysede Freja og klemte sig ind mod Mads.
“Jeg kender masser af skrækkelige historier om den sorte mand,” sagde Niklas glad. “Vi fortalte altid om ham om natten i sommerlejr. Det var uhyggeligt.”
Freja blev stiv. Ordet “sort” alene var nok til at gøre hende bange, især i mørket under bordet. Men ved ordet “uhyggeligt” begyndte hun at skælve.
“Han går altid i sort. Hvis nogen ikke er opmærksom, snupper han dem med sig, og så ser ingen dem nogensinde igen. Den sorte mand dukker op og forsvinder som en skygge. Han elsker især små børn. Hvis et barn løber væk fra sine forældre…”
“Hold nu op. Nu har du virkelig skræmt Freja,” afbrød Mads ham og mærkede, hvordan hun rystede og klamrede sig til ham. “Hun får slet ikke sovet i nat af skræk. Hun er for lille.”
“Jeg er ikke lille,” protesterede Freja fornærmet. “Jeg vil ikke høre mere om den sorte mand. Det er for uhyggeligt,” sagde hun med skælvende stemme, lige ved at briste i gråd.
Døren smækkede. Børnene under bordet blev helt stille. Udenfor lød langsomme, forsigtige skridt, der standsede lige ved dem. Niklas bevægede sig uroligt, Lukas åndede tungt, og Freja klemte sig ind mod Mads’ bryst. Hans hjerte hamrede højt mod hendes øre.
Pludselig blev tæppet løftet. Freja skreg og bed øjnene i.
“Så der er I!” lød morens stemme.
“Mor!” Freja åbnede øjnene, krøb ud og løb hen til hende.
“Hvorfor er bordet dækket? Hvad har I lavet?” spurgte moren og så på de forpjusket udseende drenge.
“Vi lavede et skjul og fortalte skrækhistorier,” plaprede Freja.
“Var du ikke bange?” spurgte mor.
“Jo. Da jeg hørte skridtene, troede jeg, det var den sorte mand, der kom efter os, og så blev jeg endnu mere bange.”
“Hvilken sorte mand?” Morens skarpe blik gik fra den ene dreng til den anden, før det hvilte på Mads. Han sænkede skyldbevidst hovedet.
“Nok nu. Ryd skjulet og vaske hænder. Vi spiser snart,” sagde mor og gik med Freja ud i køkkenet.
Efter middag slap Mads og drengene alligevel ud at spille fodbold. Mor lagde Freja til at sove, men hver gang hun lukkede øjnene, så hun den sorte mand for sig.
Da Mads startede i syvende klasse, var Freja lige begyndt i første. Mads var blevet stor og passede hende sjældent. Freja kunne godt være alene nu, men løb stadig til ham, når hun havde brug for hjælp eller når torden rumlede. Hun var dødbange for tordenvejr.
Når drengene tog i biografen, på skøjter eller andre steder, hang Freja altid med. Hvis de ikke ville have hende med, brugte hun kvindelige kneb med tårer, og Mads overtalte altid vennerne til at lade hende følge med.
Det var Mads, der lærte Freja at stå på skøjter, varme suppe i mikroovnen og elskOg mange år senere, da de stod ved alteret med hænderne flettet sammen, vidste de begge, at alt tiden de havde mistet, kun gjorde deres kærlighed stærkere.
