Du er min verden
Morten sad ved siden af barnesengen og holdt øje med den sovende Asta. Pigen lå på siden med munden let åben, og hendes rolige, regelmæssige åndedrag fyldte det halvdunkle værelse med en sjælden ro. Hendes fine, lyse vipper kastede bløde skygger over kinderne, og det stride, lyse hår lå spredt ud over puden som små uordentlige bølger på en dag i Vesterhavet. Morten kunne ikke lade være med at smile i sådanne øjeblikke lignede hun en lille engel, lyn-udlånt fra Himmelbjerget.
Udenfor var der ved at sænke sig et klassisk dansk tusmørke. Dagen overlod kampen til natten, og på den mørkeblå himmel tonede de første stjerner svagt frem generte, forsigtige, som om de ikke helt var sikre på, om de ville blive.
Mortens blik gled op på stjernerne, og straks fløj tankerne tilbage til fortiden. For bare tre år siden var alting helt anderledes. Dengang lød Rikkes sprudlende latter overalt i lejligheden. Han huskede tydeligt, hvordan hendes ankomst løftede stemningen, som om solskin sneg sig ind mellem de grå skyer, og hvordan hendes hænder altid var varme, bløde og omsorgsfulde. Alt det var nu kun minder og Asta, deres lille datter, som var grunden til, at han stadig holdt sammen på sig selv.
Sygdommen kom snigende som vinterregn i november først bare lidt ekstra træthed (jeg arbejder nok bare for meget, Morten, sluk nu for DR og giv mig et tæppe). Siden kom hovedpinen, som hun selvfølgelig gav skylden på stress og for mange kopper kaffe. De nåede at besøge den halve lægepraksis i København, prøvede alt fra blodprøver til urtete, men intet hjalp rigtig. Da de til sidst fik en diagnose, var det for sent til at redde noget som helst.
Morten tøvede ikke et sekund: Han smed sit fine arbejde hos Maersk selv om cheferne bød på ekstra lønsedler og forsikrede, at det hele kunne kombineres med hjemmekontor. Det vidste han bare, at det ikke kunne. Nu var kun én ting vigtig at være ved Rikkes side. Heldigvis havde de haft den klassisk danske forsigtighed og lagt lidt til side til en ny bil de penge holdt dem flydende de første måneder.
Fra den dag blev hans liv én lang strøm af hospitalsgange, venteværelser, lægebesøg og uendelige konsultationer. Han kørte Rikke frem og tilbage holdt hende i hånden i venteværelset og læste højt for hende derhjemme, når hun selv ikke orkede mere og kun kunne ligge i sengen. Nogle gange sagde de ingenting han lyttede bare til hendes åndedræt og frygtede, at det en dag skulle stoppe. De dage lærte ham, at kærlighed ikke bare var forelskelsens kildrende mavefornemmelse, men også at blive, når alt raser omkring én, og holde fast med de sidste kræfter.
Da Rikke døde, gik livet nærmest i stå. Dagene flød sammen, fyldt med søvnløse nætter og sløret morgenkaffe. Alt hans fokus var på Asta hun skulle ikke mangle noget, og hun skulle ikke føle sig forladt.
Allerede nærmest umiddelbart efter begravelsen dukkede Rikkes mor, Karen Madsen, op fra Silkeborg. Hun trådte stille ind i lejligheden, men hendes blikke spottede straks legetøjet, opvasken, og sengen, hvor dynen hang ud over kanten. Karen rettede på sin håndtaske og sagde tørt men bestemt:
Morten, du skal have en pause. Jeg tager Asta med hjem til mig i weekenden. Du kan jo ikke engang huske at tage strømper på samme fod hver dag.
Morten sad stadig ved Astas seng og skævede kun til Karen ud af øjenkrogen, mens han kneb om kanten af tæppet. Hans stemme var lav, men uden tvivl:
Nej. Asta bliver her hos mig.
Karen kom tættere på, rynkede brynene og talte med tydelig bekymring.
Du ser jo ud, som du har ligget under kældertrappen i en uge! Asta fortjener jo ro, struktur og varme mad, ikke en far, der knap kan holde sig vågen og kun kan stege hakkebøffer
Morten rettede sig op, så på hende med et blik så fyldt af sorg og stædighed, at Karen næsten trådte et skridt tilbage.
Jeg er hendes far. Jeg har lovet Rikke, at vi skulle klare det. Det lovede jeg. Og så uanset hvor rynkerne sætter sig, så bliver hun hos mig.
Karen sukkede og så på ham, og forstod så, at der ikke var mere at gøre. Hun opgav og sænkede stemmen:
Ringer du, hvis det brænder på? Du ved, hvor du finder mig.
Hun så sig om i rummet måske for at tage afsked med denne nye, famlende virkelighed og gik uden så meget som et knirk i trægulvet. Døren smækkede blidt, og Morten var sammen med Asta og stilheden igen.
Inde i værelset vendte roen tilbage under Astas vejrtrækning. Morten satte sig tungt på stolen, greb hendes lille hånd. Hendes varme, afslappede hånd var det eneste, der holdt ham forankret her den, og fornemmelsen af, at Asta stadig kunne mærke ham og vide, han ville gøre alt for hende. Han vidste godt: Der kom svære dage. Men hans mål var klart at give Asta et hjem med det lys, Rikke engang havde tændt.
Fra nu lød kun to stemmer i lejligheden på Frederiksberg: Mortens og Astas. De første uger føltes det, som om han var blevet smidt ud i en avanceret, københavnsk version af Hvem vil være millionær?, og svaret på alle spørgsmål var det samme: Prøv noget andet. Engang tænkte han, at det da ikke kunne være så svært at skifte en ble (tip: jo, det kan det), at få et barn til at sove igen midt om natten, eller at lave andet end god, gammeldags røræg.
De første måneder var én lang række af nå, det skulle jeg ikke have gjort-oplevelser. Han søgte hjælp på nettet, læste guides på borger.dk og lyttede tålmodigt til sine veninders og Karens tips. Han ringede til Karen, men forsøgte altid at lade stemmen lyde selvsikker (nej, alt er fint men hvordan vasker man egentlig uldbody i hånden?). Når han så endelig lykkedes, føltes det som sejre: Da han ramte den rigtige vandtemperatur til badet, da han lærte at klæde Asta om uden at hun så ud som om hun havde været udsat for en tornado, eller da grøden hverken brændte på eller blev til færdig cement.
Lidt efter lidt blev han ekspert i at sortere små størrelser tøj, mobilisere sig til at lave hjemmelavet grøntsagsmos og synge vuggeviser, så både Asta og naboens hund faldt i søvn. Og en dag triumfens dag flettede han hendes fine, lyse hår til de sødeste små fletninger, selv om det i starten mest lignede alt andet end det.
Nu var Asta fire år: Energisk, snakkesalig og spørgeglad som en vaskeægte dansk børnehavepige. Hun løb rundt, snakkede uafbrudt og havde altid cirka tre hvorfor i luften ad gangen. Hendes latter den dejligt gennemtrængende og boblende var blevet Mortens yndlingslyd. Når Asta grinede, hvad enten det var over en skør bamse eller farens evindelige dårlige jokes, så mærkede Morten glæden boble indeni. Han begyndte faktisk at tro på, han kunne leve op til at være den gode far, Asta havde brug for.
*****
En aften sad Morten i stuen, fanget i minder. Han så for sig, hvordan han og Rikke havde valgt barneseng, grinet af hvor umulige de begge var til at svøbe spædbørn, og hvordan de havde drømt om, hvordan deres lille pige ville vokse op. Tanken flød, indtil Astas stemme gik lige gennem nostalgien:
Far! Asta sad op i sengen, store smil og armene langt ud. Skal vi lege?
Morten glemte fortiden for en stund og kunne ikke lade være med at smile. Han gik over, løftede hende op og gav hende et bjørnekram.
Selvfølgelig, min lille stjerne, svarede han, kyssede hende oven på hovedet. Hvad skal vi lege?
Vi leger prinsesse! råbte Asta, klappede i hænderne og var tydeligvis 110 procent begejstret. Jeg er prinsessen, og du er min ridder!
Morten brød ud i latter, løftede hende op og snurrede rundt i stuen, mens hendes grin fyldte lejligheden.
Jamen så skal vi jo finde et slot! Hvor skal det stå?
Asta tænkte lynhurtigt og pegede på hjørnet med alle hendes legetøj.
Det er mit slot!
De byggede slot af farvede klodser, og snart myldrede det med drager, troldmænd og gode feer. Morten opfandt eventyr undervejs, mens Asta konstant broderede videre på fortællingen. Han så, hvordan hendes øjne lyste, og hendes fantasi tog over og i det blev han ramt af varm glæde.
Rikke ville være stolt, tænkte han ved sig selv og mærkede et eller andet falde på plads indeni. De kom igennem det. Sammen.
Hen mod middag var det tid til en gåtur. Morten pakkede stellene yndlingslegetøjet, drikkedunk, ekstra vanter og en bare for en sikkerheds skyld-trøje.
Asta hoppede spændt omkring og greb selv sin overgangsjakke.
Jeg gør det selv! insisterede hun, og kæmpede tappert med lynlåsen.
Morten smilede, hjalp lidt til, trak huen ned over de små ører og tjekkede hver handske.
Så, klar til eventyr? spurgte han og rakte en hånd frem.
Klar! råbte Asta, og så sprang de ned ad trappen.
Legepladsen lå i gården den tætteste af de klassiske københavnske baggårde, komplet med sandkasse, gynge og en lille rutsjebane. Der var altid små flokke af mødre, farmødre, bedstefædre og børn i alle størrelser.
Morten kendte ruten efterhånden bedre end vejen til Netto. Han havde vænnet sig til, at han tiltrak lidt ekstra blikke. Nogen sendte forstående smil, andre så bare nysgerrige ud, og et par stykker så ud, som om de let kunne ringe til kommunen. Men det lod han sig ikke mærke med så længe Asta havde det godt, var alt, som det burde være.
Straks de kom ind i sandkassen, spærrede to mødre op og sendte hinanden konspiratoriske blikke:
Nå, ham dér igen altid alene med barnet, hørte du det? hviskede den ene.
Stakkels mand. Mon moren gider ham ikke mere, eller…? svarede den anden lavmælt.
Nej, hun døde vist, indskød den første tøvende. Jeg tror, jeg hørte noget…
Mortens greb om Astas hånd strammede, men han ignorerede det. De fandt et hjørne i sandkassen uden alt for mange dommerblik.
Far, jeg vil lave sandkager! jublede Asta ved synet af de farverige forme og den lille skovl.
God idé, smilede Morten og fiskede sandforme op ad posen. Jeg finder en god plads og hepper på dig.
Han satte sig på kanten og så Asta ivrigt fylde formen, presse sandet fladt med stor koncentration og vende det om med stor ceremoni.
Se, far! Hun rakte ham stolt den første sandkage. Flot?
Fantastisk! sagde Morten alvorstungt. Det er næsten en lagkage fra Lagkagehuset.
Asta fniste og gik straks i gang med en ny. Mens hun legede, forsvandt alle andres hvisken og blikke nu fandtes kun Astas grin og glæden over hendes lykke.
Senere på bænken satte en ung kvinde sig med sin lille søn ved hånden.
Hej! Jeg hedder Line. Vi kommer her tit, har lagt mærke til jer. Din pige ser ud til at elske at lege med sand!
Jeg hedder Morten, nikkede han. Ja, Asta kunne bygge slotte her i timevis.
Line satte sig tættere, sendte et halvt blik til sin søn, som var kravlet hen til Asta og nu nysgerrigt undersøgte hendes kager.
Du er alene med hende? spurgte hun med et forsigtigt smil.
Ja, svarede Morten roligt. Rikke hendes mor døde for tre år siden. Det er bare os to nu.
Åh… Line rødmede lidt, som om hun fortrød at have spurgt. Undskyld. Men du klarer det virkelig flot.
Man gør vel bare det, der skal til, han trak på skuldrene.
Min eks vil knap hente børnene i weekenden, sukkede Line. Nogle mænd løber skrigende væk ved tanken, men du det ser ud, som om Asta har det fantastisk.
Morten svarede ikke. Han orkede ikke diskutere andres valg eller sammenligne skæbner. Han kiggede på Asta og drengen, som nu morede sig over en skæv sandborg.
Skal vi følges i parken en dag? spurgte Line pludselig. Børnene kunne lege, og vi kunne sludre lidt. Det er lettere, når man er flere.
Morten kiggede på hende. Line var bestemt sød imødekommende og med et blik, der fortalte, at hun havde prøvet lidt af hvert. Men han mærkede slet ikke lysten. Ikke nu. Måske aldrig.
Det var pænt af dig, sagde han venligt. Men for mig er det lige nu bare Asta, der betyder noget. Hun skal føle sig tryg.
Helt fair, smilede Line. Jeg er her tit. Bare sig til.
Line hentede sin søn, og sammen begyndte de mod udgangen, mens børnene modvilligt skilte sig ad.
Morten lænede sig tilbage og nød synet af endnu et fint sandkage-kunstværk. Asta klappede begejstret i hænderne:
Far, de er allesammen til dig!
Han bøjede sig ned, tog et værk op og beundrede det som et stykke smørrebrød på Torvehallerne.
De er virkelig smukke, Astabarn. Bedre end nogen sandkage fra bageren!
Asta glimtede og kastede sig over det næste projekt. Morten tænkte uvilkårligt: Rikke ville have været stolt. Og for første gang i lang tid føltes minderne varme og ikke kun tunge.
Om aftenen, efter Asta sov, satte Morten te over i køkkenet og hentede den gamle fotoalbum. Han bladrede langsomt: Asta som spæd på Rigshospitalet, Rikke der stadigvæk selv med rande under øjnene, glimtede. Et billede hvor Morten holder Asta, begge stirrer henført på hende. Fotografiet nærmest emmer af kærlighed.
På ét billede sad Rikke med nyfødte Asta begge smilende. Morten kiggede længe, så mumlede han:
Vi klarer det, Rikke. Du ville have været stolt.
Regnen trommede mod ruden. Inde i lejligheden duftede det af te og kanelsnegle fra bageren. Morten lukkede albummet, drak teen, og så ud i mørket. I morgen ventede endnu en dag med havregrød (med rosiner, præcis som Asta nu engang ville have det), gemmeleg i stuerne og besøg i parken, og alt det andet, han aldrig havde forestillet sig, men som han nu ikke ville undvære.
*****
Næste dag var de på legepladsen igen, og Asta var hurtigt oppe på gyngen, råbte højere, far! og Mortens arme blev længere for hvert skub. Line sad på bænken og nikkede stille, men gjorde ikke tegn til at komme over hun forstod, at Morten helst ville blive i sin egen lille boble.
Hun iagttog, hvordan han viste Asta, hvordan man holder fast, hvordan han grinede, når hun forsøgte at svinge selv og endte med at snuble. Det var tydeligt, hvor meget deres samspil betød for dem; hvordan Asta altid søgte hans blik, og hvordan alt var trygt, når bare han var i nærheden.
Line indså, at Morten ikke havde brug for hendes medfølelse, men bare for den ro, som han og Asta skabte sammen. Asta var hele hans verden, og det var faktisk mere end nok.
*****
Efterår blev til vinter, og tiden sneg sig ubemærket afsted. Bladene blev først gule, så brune og derefter bare væk. Kølige regnbyger blev til rim på ruden og frost på fliserne, og en dag opdagede de endda de første forsigtige fnug.
Morten pakkede Asta varmt ind hver morgen: jakke, huen ned over panden, halstørklæde sirligt snurret, vanterne på den obligatoriske snor. Selv havde han trøjen pakket om sig, og støvlerne gjorde ham næsten klar til en bjergvandring.
En dag på vej hjem fra legepladsen hørte de en stemme:
Morten!
Det var Karen i uldfrakke og hjemmestrikket hue. I hånden bar hun en overfyldt mulepose, hvor hjørnet af noget ternet stof stak ud. Hun pustede efter den raske gang.
Hej. Jeg tænkte, at Asta nok kunne bruge noget nyt varmt tøj det er ved at være blevet så råkoldt. Jeg har også et par nye bøger med, og så har jeg bagt din yndlingsæblekage.
Morten nikkede. Forholdet til Karen var stadig, nå ja, firkantet hun mente stadig, han burde planlægge mere, vaske på en anden måde og i det mindste købe økologisk mælk. Men hun havde efterhånden opgivet at overtage Asta. Han gjorde, hvad han kunne; hun så det.
Tak, sagde han. Asta, sig tak til mormor.
Tak, mormor! kvitrede Asta og stoppede straks næsen ned i posen. Åh bøger! Om kaniner og prinsesser, far!
Karen smilede mildt, satte sig ved bænken og pakkede tingene ud: hjemmestrikket trøje med rensdyr, uldsokker og en nistren hue med kæmpe pompon.
Til, når du fryser, forklarede hun og rettede bøgerne til. Og billederne skulle gerne være flotte store det er jo sådan noget, du kan li.
Asta nikkede med store øjne, trykkede bøgerne til sig, og Karen hentede æblekagen ud af posen.
Og duften den manglede bare lige lidt kanelsukker.
Morten tøvede, men brød så op:
Vi tager kagen med op Asta, kom og hjælp.
Oppe i lejligheden pakkede Asta bøger ud på sofaen, mens Karen gjorde sig hjemmevant i køkkenet. Hun rettede dug, fandt kopper, og så på Morten, mens hun hældte te op.
Hun så på ham, på hans træthed, men også den omsorg, han hele tiden udstrålede, hver gang han kastede et blik mod Asta. Hun så ikke en far, der havde alting under kontrol, men én, der blev ved med at prøve, og faktisk (mod al forventning) klarede sig.
Karen tog mod til sig:
Jeg vil egentlig sige undskyld. For dengang umiddelbart efter… hun søgte ordene, men fortsatte: For at jeg tvivlede så meget. Jeg var bare bange for, at du ikke ville slå til. Men du klarer dig. Meget bedre, end jeg troede.
Morten tænkte lidt. I baggrunden rablede Asta løs om kaniner; i køkkenet var der kun lyden af te og spredte tanker.
Jeg gør bare, hvad jeg skal. Det vigtigste er, at Asta mærker, at Rikke og jeg elsker hende. Hun skal vide, hun aldrig er alene, sagde han lavt.
Karen nikkede, og han så for første gang en tåre glimte i hendes øje hurtigt væk. Hun smilte:
Hvis du har lyst, kan jeg måske hente hende nogle weekender? Eller bare læse højt. Jeg savner også at være mormor.
Morten så ind i stuen, og mærkede noget slippe; det blev pludselig lidt lettere at trække vejret.
Ja, hvis hun vil. Det er det vigtigste.
Det vil jeg gerne! råbte Asta med hovedet nede i bøgerne. Må jeg så høre to godnathistorier, mormor? Du har jo tusind historier!
Selvfølgelig, kære, sagde Karen og satte sig ved siden af hende. Vi begynder bare med den første.
Aftenen forløb uden dramatik bare lidt hygge, lidt æblekage, lidt kaffe.
Da Asta lå i sengen, satte Morten sig, stadig med det gamle fotografi i hånden. På billedet så Rikke op, med et smil, og Astas spæde blik strålede af liv.
Mor kigger på os, ikke? mumlede Asta søvnigt. Hendes stemme stod på grænsen mellem drøm og vågen.
Jo, hun er her altid i dig, i mig, i vi bygger slotte og synger, svarede Morten blidt.
Jeg elsker hende.
Det gør hun også, sagde han. Altid.
Asta nikkede halvvejs og gled ind i søvnen. Morten sad lidt, lyttede til hendes åndedrag, og lod freden falde over sig.
Da Asta sov, luskede han ind i køkkenet, lavede te og fandt til sidst i kagedåsen nogle TUC. Ikke noget festmåltid, men det måtte gå.
Han tog plads ved vinduet. Sneen dalede nu forsigtigt, først som prøvende fnug, men snart lå den som et blødt, hvidt tæppe over gaden. København duftede pludselig af vinter koldt, men ikke ubarmhjertigt.
Han så ud i mørket og tænkte på alle de dage, hvor han troede, han ikke kunne klare det hvor modet knapt kunne måle sig med morgenkaffen. Men nu, med Asta trygt sovende, følte han sig ikke længere som noget, der skal erstatte det tabte. Han var bare sig selv Astas far. Ham, der laver boller i karry, lapper bamser, læser godnathistorier, tørrer tårer, finder på dårlige vitser og svarer på alt fra hvordan virker en måne? til hvorfor hedder København København?
På spisebordet lå den gamle notesbog dagebog over Astas opvækst: første skridt, første hvordan, og alle de små sejre. Han slog op og skrev:
15. oktober. Asta har for første gang bundet sine sko helt selv stor triumf. Sagde: Jeg er stor nu! og gav mig et kram: Men stadig din lille pige. Havde et smil på hele dagen.
Han bladrede frem og tilbage, følte glæden vokse inden i sig.
Morten tømte sin te, vaskede koppen, slukkede lyset. I mørket lyttede han til lejlighedens små lyde uret, vinden, resterne af byen udenfor.
I morgen kom der en ny dag. Med grød rosiner eller æble, hvem ved. Med gåture, spørgelyst, latter, måske et par tårer og masser af kram. Med liv og med kærlighed.
Og det var det hele værd.
