Du er jo fyldt halvtreds, hvem vil have dig, grinte hendes mand. Men Lise besluttede sig for at undersøge sagen
Lises mand, Jens Peter Madsen, var en mand med teorier. Ikke kun én, selvfølgelig. Omtrent tyve styks, alle lige så bombesikre. At en god frikadelle kun skal laves af svinekød. At katte er klogere end hunde. At fjernsynet skal stå på lydstyrke 22, hverken højere eller lavere. Men den vigtigste teori lød sådan: en kvinde efter de halvtreds er uinteressant for mænd.
Han formulerede den forskelligt, alt efter dagens stemning.
Nogle gange sagligt: det er jo naturen, Lise, ikke noget personligt.
Andre gange livsfilosofisk: sådan er livet, man kan ikke diskutere med det.
Men oftest, især når Lise tog sin nye kjole på eller lagde læbestift, bare jordnært: du er jo over halvtreds, hvem vil have dig.
Uden spørgsmålstegn. Som et faktum.
Lise var tooghalvtreds. Hun arbejdede som regnskabsassistent på et entreprenørfirma, lavede morgengymnastik, læste romaner om aftenen, bagte kager i weekenden, som Jens spiste med glæde uden at forbinde bageren med spørgsmålet om, hvem der kunne ønske sig hende.
De havde været sammen i seksogtyve år. I den tid var Jens blevet bredskuldret, tyndhåret og havde forfinet sine teorier. Lise ikke. Eller ikke på samme måde.
Veninden Karen havde bemærket det først.
Lis, sagde hun over en kaffe, med det der særlige dansk-kække blik der sigter mod noget vigtigt og lidt tossede. Ved du egentlig godt, at du er smuk?
Sludder, svarede Lise pr. automatik.
Seriøst. Virkelig. Og hey, skal vi ikke oprette dig på en datingside? Bare for sjov. Som et eksperiment.
Lise satte koppen på bordet.
Er du vanvittig?
Vi udfylder bare profilen. Finder et flot billede. Så ser vi, hvad der sker.
Der sker ikke en skid, sagde Lise. Jeg er over halvtreds. Hvem kunne dog ønske sig mig.
Hun tøvede efter ordene. Genkendte pludselig lyd og indhold: det var jo Jens Peter Madsens stemme og vending.
Karen var handlekraftig. Hun talte ikke folk til fornuft, hun fik bare ting til at ske. Den aften mødte hun op hos Lise med sin MacBook under armen, et par flasker rødvin og det ansigtsudtryk, der betyder: det her er afgjort.
Sådan, sagde hun fra døren og satte vinen på bordet. Vi laver din profil nu. Hurtigt og elegant.
Vent lige, Lise nåede end ikke at tage forklædet af. Hvilken profil?
På den der datingside. Du ved det godt.
Du sagde det, og jeg sagde nej.
Du sagde kun: hvem skulle dog ønske sig mig. Det er ikke det samme.
Lise så på hende. Karen så tilbage. Øjnene summede af den selvsikkerhed, kun folk med ret kan tillade sig.
Karen, jeg er tooghalvtreds år.
Det ved jeg sgu da. Vi har kendt hinanden i tredive.
Hvad så?
Og hvad så. Sæt dig.
Lise satte sig. Ikke fordi hun opgav. Hendes ben var bare trætte. Lang dag, lang rapport. Hun satte sig bare. Kun for at hvile fødderne.
Foto, sagde Karen, og tastede løs.
Hvilket foto?
Et godt et. Har du ikke nogle gode billeder?
Lise tænkte sig om. De seneste fotos var fra julefrokosten. Hun var i hjørnet, lidt på skrå, og kiggede væk, fordi Jens havde ringet tre gange den aften og spurgt, hvornår hun kom hjem.
Jeg har ét fra nytår, sagde hun forsigtigt.
Vis.
Hun viste. Karen kiggede længe.
Det er godt, sagde Karen. Hvorfor går du altid lidt bøjet i virkeligheden, men ikke på det her billede?
Ingen ser mig jo på billedet, svarede Lise uden helt selv at forstå det.
Karen så på hende, helt stille. Åbnede rødvin.
Profilen tog tid at udfylde. For det meste var det Karen, der skrev, Lise protesterede. Til hver linje.
Hvad søger du? Lise, skriv: Hyggeligt samvær.
Jeg orker ikke snakke med nogen.
Det er lige meget. Skriv.
Fortæl om dig selv. Karen, hvad skal jeg skrive? Regnskabsassistent, klog på frikadeller og bor med en mand med teorier om kvinder over halvtreds?
Vi skriver: Aktiv, nysgerrig, elsker at læse og udforske nye steder.
Jeg rejser aldrig.
Men vil du gerne?
Lise tænkte. Ja.
Så, ingen løgn.
Det blev nytårsbilledet. Vinrød kjole, håret sat ordentligt, og øjnene lyste. Jens havde aldrig set den kjole. Han sov, da hun kom hjem.
Færdig, sagde Karen og lukkede computeren. Nu venter vi.
Venter på hvad?
Det kommer du til at se.
Lise hældte vin op. Kiggede ud. Der var mørkt, gadelampen lyste, og en nøgen birk bølgede i vinden. Helt almindelig aften. Jens inde ved TVet lydstyrke præcist på 22. Fjernsynet talte. Rutinemæssigt.
Helt ærligt, tænkte Lise. Profil eller ej, der sker intet.
Hun drak ud og vaskede op.
Næste morgen tænkte Lise ikke mere på profilen. Ikke det fjerneste. På arbejde slidte hun ved kvartalsregnskabet, spiste en kedelig kartoffelsuppe fra kantinen i frokostpausen, og klokken tre tog hun sig selv i at tælle måger på det blygrå tag udenfor.
Mobilen lå nede i tasken.
Klokken fem hev hun den op. Bare for at se, om der var noget fra Jens. Det var der ikke. Til gengæld var der en notifikation fra datingsiden, en lille rød prik med tal i.
Tal var 11.
Elleve beskeder. På én dag.
Lise så på telefonen. Telefonen kiggede tilbage. Hun lagde den i tasken igen, sad sådan tre minutter, fiskede den op igen.
Elleve.
Spammail, tænkte hun.
Men det var ingen spammere. Bare elleve mænd med billeder, navne og rigtige skriverier. Nogle skrev kort: Hej, spændende profil. Andre længere, med omtanke. Én, Henrik, fireoghalvtreds, skrev tre hele afsnit om bøger, om at han sjældent så nogen med sådan et blik på et billede, og om hvor meget han elskede at rejse.
Lise læste det to gange.
Rejse, det skrev jeg jo også, kom hun i tanker om. Blev næsten flov. Altså kun næsten.
Hun ringede til Karen om aftenen.
Der er elleve, sagde hun uden at sige hej.
Allerede?! Karen jublede. Hvad sagde jeg!
Én skriver endda om bøger.
Svar ham.
Jeg vil ikke svare.
Lise.
Hvad? Jeg er gift og tooghalvtreds.
Svar.
Hun svarede ikke. Den aften vaskede hun op og tænkte længe på Henrik og hans tre afsnit.
Du er skør, sagde hun til sig selv.
Men næste morgen åbnede hun appen alligevel. Tallet var nu ikke længere elleve.
Otteogtyve.
Lise satte sig på sengekanten. Jens sov stadig.
Otteogtyve mennesker havde skrevet hende om natten.
Hun bladrede forsigtigt, som om hun kunne ødelægge det. Her var Anders, otteogfyrre, ingeniør med et sjovt billede af katten. Her var Mikkel, seksoghalvtreds, seriøs og med slips, skrev: Du er virkelig smuk. Her var Rasmus og her stoppede Lise enogfyrre, billede med bjerge, bare Hej, fortæl lidt om dig selv.
Enogfyrre. Han var elleve år yngre.
Hun lukkede telefonen. Åbnede den igen.
På anden dagen passerede tallet halvtreds.
Treoghalvtreds beskeder. Nærmest fireoghalvtreds, mens hun sad og talte.
Hun sad i køkkenet, drak te og læste beskederne med udtryk som én, der gik efter rugbrød, men fandt en skat. Her var Poul, halvtreds, selvstændig, havde sendt et digt ikke sit eget, men alligevel. Her skrev Søren bare: Du tiltaler mig, vil gerne lære dig at kende. Og Rasmus fra bjergene skrev igen, fordi hun ikke svarede pænt og nænsomt: Er du optaget? Helt okay.
Lise læste den sms længe.
Jens diskuterede et eller andet med fjernsynet inde ved siden af. Fjernsynet svarede. De var egentlig et ret godt makkerpar.
Hvem vil have dig, tænkte hun.
Fireoghalvtreds mænd på to døgn. Nogle på hendes alder. Nogle yngre. Én sendte digte. En anden ventede og spurgte for anden gang, uden at presse.
Jens Peters teori knagede nu. Langsomt, som et gammelt gulvbræt, men det knagede.
Lise drak sidste tår te. Satte koppen i vasken. For første gang i meget lang tid så hun sig i vinduet, ikke bare i forbifarten, men rigtigt.
Derude i glasset stod en kvinde på tooghalvtreds. Rank. Med flotte øjne. Som havde modtaget fireoghalvtreds beskeder fra fremmede mænd på to dage.
For vildt, hviskede Lise til sin egen spejling.
Det så ud, som om hun var enig.
Telefonen lå på natbordet.
Jens rakte ud efter sine briller, og netop som han tog dem, lyste skærmen op der var endnu en notifikation. Han tog telefonen med et ligegyldigt udtryk, som én der ikke forventer noget. Så på skærmen. Knækkede øjenbrynene.
Så igen.
På skærmen stod: Rasmus: Godmorgen! Tænkte på dig…
Jens Peter satte sig op i sengen. Langsomt. Som én, der har fået at vide, noget vigtigt venter, men som endnu ikke forstår, om det er godt eller slemt.
Lise, kaldte han.
Lise var i køkkenet og lavede kaffe. Hun hørte ham, men skyndte sig ikke.
Lise!
Jeg kommer.
Hun trådte ind med kaffekop, rolig. Jens holdt mobilen, som om han havde fanget noget levende og ikke vidste, om det skulle slippes løs.
Hvad fanden er det her? spurgte han.
Lise skimmede skærmen. Kiggede på ham. Tog en slurk kaffe.
En notifikation, sagde hun.
Jeg kan se, det er en notifikation. Hvem er den der Rasmus?
Fra datingsiden.
Pause. En rigtig dansk pause.
Fra hvad for en datingside?! Jens rejste sig. Har du oprettet dig dér?
Ja.
Hvorfor?!
Lise satte koppen på bordet. Så på sin mand, uden vrede. Nærmest nysgerrigt, som på en gåde hvor svaret allerede er kendt.
Jeg testede din teori, svarede hun.
Hvilken teori?
Om kvinder over halvtreds. Husker du? Hvem vil have dig.
Jens åbnede munden. Lukkede den igen. Kiggede på mobilen der var endnu tre notifikationer, som kom hurtigt efter hinanden, mens han stod dér.
Hvor mange er der… han fik ikke talt færdig.
Fireoghalvtreds, sagde Lise. På to døgn.
Fireoghalvtreds, gentog Jens lavt. Som om tallet var for stort til at rummes.
Nogle er yngre end mig, tilføjede Lise, tog koppen og gik ud i køkkenet igen.
Jens Peter Madsen blev stående midt på gulvet med mobilen i hånden. Udenfor var morgenen almindelig gadelygten var gået ud, birken stod nøgen, spurvene skræppede på tagrenden. Alt var, som det plejede. Bare ikke teorien længere.
Slet ikke.
