“Du er ingenting uden mig,” sagde manden til mig. Men et år senere bad han mig om et job på mit kontor.
I halvmørket i lejligheden lød hans ord som en dom. Ida stod i døråbningen med knyttede næver, så neglene borede sig ind i håndfladerne. Hun tav. Ikke af frygt. Nej. Mere som en, der stirrer på en bilulykke skræmmende, men umuligt at kigge væk.
“Hvad, har du intet at sige?” Esben rettede sig op og sendte hende et hånligt blik. “Ti år har jeg slæbt dig med. Ti år har du gemt dig bag min ryg. Og nu hvad? Tror du, du kan klare det?”
Ida så op på ham. Der var ingen tårer i hendes blik kun det svage skær fra lampen og noget nyt. Noget, Esben aldrig havde set hos hende før.
“Jeg klarer det allerede,” sagde hun stille.
Han lo. Engang havde hans selvsikre latter virket tiltalende. Nu lød den kun falsk.
“Vi får at se,” sagde han og kastede tasken over skulderen. “En måned. Jeg giver dig en måned så kommer du krybende tilbage.”
Døren smækkede så hårdt, at en billedramme faldt fra hylden. Glasset knækkede lige mellem deres ansigter.
De første dage var underlige. Stilheden i lejligheden føltes skarp ikke hyggelig, men spændt som en violinstreng. Ida lyttede til hvert raslen i opgangen, til elevatoren, til nøgler i andre folks døre.
Til aftensmad satte hun automatisk to kuverter frem. Om morgenen hældte hun to kopper kaffe. Og hver gang hun opdagede det, frøs hun med sitrende hænder.
“Du er ingenting uden mig.”
Ordene forfulgte hende. Lød i bruset fra vandhanen, i summen fra køleskabet, i tikket fra uret. Og det værste der var en kerne af sandhed i dem. Hvem var hun? En succesfuld mands kone sådan blev hun præsenteret på firmafester. Værtinden af det perfekte hjem sådan sagde bekendte. Men uden de etiketter hvem var hun så?
Bankkontoen smuldrede. Fællesopsparingen havde Esben taget “til forretning” for et halvt år siden. Kun hendes egne penge var tilbage en latterlig summe. To, måske tre måneder så måtte hun låne.
CV’et så tyndt ud. Uddannelse ja. Erfaring minimal, fra ti år siden. Færdigheder? Hvad skulle hun skrive? “Kan stryge skjorter perfekt”, “fjerner alle pletter”, “kender alle mandens forbindelser”?
Telefonen var stille. Ikke kun fra arbejdsgivere vennerne også. Det viste sig, at de fleste “fælles bekendte” faktisk var hans. De begyndte at undgå hende, aflyse aftaler, forsvinde fra hendes liv.
Om aftenen sad Ida ved vinduet og så livet på gaden passere. Folk havde mål, planer. Hun havde kun tomhed.
En nat hev hun en kasse ned fra loftet. Indeni lå hendes studietegninger: interiører, skitser, planer. Engang havde hun drømt om at skabe steder, hvor folk følte sig velkomne. Da hun bladrede i de gulnede blade, mærkede hun noget indeni vågne.
“Tåbeligt,” sagde hun højt og smækkede kassen i.
Men næste dag åbnede hun den igen.
“Ida? Ida Nielsen? Er det virkelig dig?”
I supermarkedet nåede en munter stemme hende. Mette hendes universitetveninde så næsten ud som før, kun med kort hår og sikkerhed i blikket.
“Så mange år! Du har slet ikke ændret dig!” omfavnede Mette hende. “Hvordan har du det? Tegner du stadig dine magiske interiører?”
Ida rystede på hovedet.
“Ikke i lang tid. Familie, du ved…”
“Ah, ja. Jeg hørte, du giftede dig med den ambitiøse advokat. Hvad hed han…”
“Esben. Vi gik fra hinanden.”
Hun vidste ikke selv, hvordan ordene kom ud. Men nu var de sagt. Mette spurgte ikke ind. Kun kiggede nærmere.
“Vi har lige en praktikantplads ledig på studiet. Papirarbejde, intet svært. Men du kunne komme tilbage i branchen. Hvis du vil.”
Idas hjerte hamrede. Det var en chance.
“Jeg skal tænke over det,” svarede hun og tog visitkortet.
Derhjemme, mens hun pakkede varer ud, stirrede hun på det lille stykke papir med studiets logo. En lille chance. Men en chance.
“Du er ingenting uden mig.”
Ida trak vejret dybt og ringede.
“Mette? Det er Ida. Jeg siger ja.”
Studiet “Kontrast” lå i en gammel faldefærdig bygning, men indenfor var det smukt: høje lofter, store vinduer. Ida vaklede ved glasdørene med is i maven. Hjertet hamrede hun havde lyst til at løbe. Bag glasset så hun silhuetter af mennesker, hørte stemmer, en kaffemaskine. Det var en anden verden ikke hendes verden af køkkenhåndklæder og perfekt foldede skjorter.
“Kom nu, mod på,” opmuntrede en indre stemme hende.
Hun trak døren til sig.
Den første uge som praktikant var en prøvelse. Computeren adlød dårligt, nye programmer forvirrede hende, kollegerne virkede utroligt selvsikre. Hun følte sig gammel og ubetydelig blandt de unge talenter. Fingrene kunne ikke følge med, ord forsvandt. Om aftenen kom hun hjem og græd lydløst, rullet sammen på sofaen.
“Du er ingenting uden mig.”
Ida hadede sig selv for, at ordene stadig havde magt over hende.
På fredag var hun tæt på at flygte. En fejl i en tegning, en utilfreds chef, kollegers overbærende blikke hvad lavede hun her? Men på vej ud stoppede Mette hende.
“Hey, ikke så hurtigt. Vi har en lille firmafest i aften. Kom med, det er ikke langt herfra. Du skal mærke teamet.”
Ida ville sige nej, men Mette trak hende allerede ned ad gaden og fortalte om en ny bar med fantastiske cocktails.
“Du er bare ikke vant til det endnu,” sagde hun, mens de kæmpede sig gennem menneskemængden. “Alle gennemgår det. Ved du hvad, du har en fantastisk fornemmelse for rum. Jeg så din skitse til det caféprojekt virkelig stilfuldt. Du skal bare øve dig med de nye programmer.”
Ida så overrasket op.
“Du så den? Men jeg afleverede den ikke…”
“Jeg kiggede ved et uheld,” smilte Mette. “Undskyld nysgerrigheden. Men det er virkelig godt. Du bør overveje dine egne projekter.”
Cocktailen var fantastisk. Eller måske var det selskabet for første gang i lang tid følte Ida sig hjemme. De talte om projekter, diskuterede designvalg, grinede af firmajokes. Og ingen, ingen så på hende som “Esbens kone”.
