Du er ikke min mand, Poul…
Jeg sidder her ved siden af Pouls seng og tørrer hans svedige pande med en våd klud. Hjertet banker tungt der er noget jeg har haft på hjerte i mange år, men aldrig turdet sige. Nu hvor han ligger syg, føler jeg at tiden er kommet.
Poul, jeg har aldrig haft modet til at fortælle dig sandheden. Jeg har snydt dig, Poul Du er faktisk ikke min mand.
Poul åbner øjnene og ser forundret på mig. Jeg hæver hånden for at få ham til at tie, for jeg vil have det hele ud hvis vi nu snart skal skilles for altid, vil jeg ikke tage hemmeligheder med mig.
Kan du huske, hvordan du kom til vores lille landsby efter krigen? Jeg blev helt stiv af skræk, men pludselig kastede jeg mig om halsen på dig for du lignede min mand så meget! Jeg havde fået besked om, at min mand var død, men du stod der levende og jeg troede, papiret måtte tage fejl og han var vendt tilbage. Jeg klamrede mig til dig, men indså hurtigt, at jeg tog fejl. Jeg blev så flov, bad om undskyld, men lod dig overnatte i vores lille lade.
Næste morgen ville du reparere døren i laden, og så faldt en bjælke ned på dig. Jeg troede, jeg skulle begrave dig også, men du overlevede og lægen sagde, du blot havde mistet en smule hukommelse. Jeg besluttede mig for at fortælle dig, at du var min mand. Du var stærk og god, og med to børn og intet andet at holde fast i, kunne jeg ikke klare mig alene. Du troede på mig, og senere blev vi tættere og tættere jeg blev din kone. Jeg har haft dårlig samvittighed lige siden, men vi blev vant til hinanden og kærlige, og jeg havde ikke lyst til at ændre noget. Jeg undskylder nu, at jeg tog beslutningen for dig. Måske havde dit liv været anderledes
Poul ser stille på mig, indtil han bryder ud i latter.
Åh, gamle fjols! Hvorfor skulle jeg have ønsket mig et andet liv? Jeg har elsket dig hver dag. Jeg kom ind i din landsby helt tilfældigt, ja, og da jeg så dig, forelskede jeg mig med det samme. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle nærme mig dig. Jeg tænkte, at jeg kunne hjælpe lidt, måske ville du lægge mærke til mig og ikke smide mig ud, men så kom den bjælke susende, og alt blev sort. Da jeg vågnede, stod lægen der, og du kælede omkring mig. Jeg bad lægen tage amnesi-talen, så jeg kunne blive lidt længere hos dig. Du troede jeg var din mand, og jeg blev glad, for så behøvede jeg ikke finde på noget.
Du er da snedig! griner jeg nu, trods tårerne. Hvorfor sagde du aldrig noget? Vi kunne have grinet sammen!
Jeg ville, men der var aldrig tid. Først skulle de ældste børn på benene, og så fik vi tre til sammen det gik jo slag i slag, smiler han og stryger sig over overskægget. Så har vi slæbt rundt på små hemmeligheder hele livet, og det viser sig, at de ikke var hemmeligheder alligevel.
Nå, nu er det hele ude. Så kan vi jo grine, selv sammen med vores skytsengle. Men Poul, du må ikke dø fra mig nu. Jeg kan ikke være alene, jeg ville slet ikke kunne leve sådan, siger jeg og får klump i halsen.
Åh, du må ikke være så trist. Alt går nok. Kom, du behøver ikke blive her hos mig, gå ind og læg dig. Morgenen er klogere end aftenen.
Vi lagde os, men jeg kunne ikke sove roligt. Tankerne flaksede rundt og forstyrrede min hvile. Jeg vågnede tidligt, før solen stod op. Pouls seng var tom og hjertet blev bange. Jeg gik ud i gården, og der sad han på trappen, røg sin pibe. Jeg pustede lettet ud. Endnu en gang gik Døden forbi, så vi får lov til at rasle videre sammen lidt endnu.
