Du er ikke min rigtige mand, Poul…
En ældre kvinde sad ved sin mands seng, og med en våd klud tørrede hun hans varme pande.
– Poul, jeg har altid haft lyst til at fortælle dig noget, men jeg har aldrig haft modet. Jeg snød dig, Poul, du er ikke min rigtige mand!
Den gamle mand åbnede øjnene og så overrasket på sin kone.
– Bare afbryd mig ikke, okay? For hvis vi skulle skilles for evigt, så må jeg trods alt lette mit hjerte. Kan du huske, dengang du efter krigen tilfældigt kom til vores landsby? Jeg blev helt stiv af forskrækkelse først, men så kastede jeg mig om halsen på dig. Du ligner nemlig min rigtige mand så meget! Jeg havde fået dødsbudskabet på ham, men så stod du der, levende, og jeg tænkte bare, at papiret måtte være forkert, og min mand var vendt tilbage. Jeg kastede mig over dig, men det gik hurtigt op for mig, at jeg tog fejl. Jeg blev rød og undskyldte, men jeg lod dig sove ude i stalden.
Dagen efter ville du fikse stalddøren, og så væltede en bjælke ned over dig. Jeg troede allerede, jeg skulle til at begrave dig også, men så så jeg, du trak vejret så du var stadig i live. Jeg hentede lægen, og han sagde, at du bare var en hårdfør mand og slap billigt kun hukommelsen blev lidt svækket. Så besluttede jeg mig for at fortælle dig, at du var min mand. Du var en flot mand, stærk, og jeg vidste, jeg ikke kunne klare det alene med to børn efter krigen. Jeg sagde det, og du troede mig. Min samvittighed nagede mig bagefter, men vi fandt ud af det, og jeg ville ikke ændre noget. Først nu tilstår jeg, at jeg traf beslutningen for dig. Måske ville dit liv have været helt anderledes…
Poul så på sin kone uden et ord… og pludselig begyndte han at le højt.
– Du er jo tosset, gamle ven! Hvorfor skulle jeg have et andet liv? Jeg har elsket dig hele mit liv. Jeg kom tilfældigt til din landsby, det er rigtigt, men så snart jeg så dig, blev jeg forelsket, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle nærme mig dig. Jeg ville hjælpe lidt i hjemmet, så du måske ville fatte interesse og ikke smide mig på porten, og så fik jeg den bjælke i hovedet alt blev sort. Da jeg vågnede, var lægen der, og du puslede om mig. Jeg spurgte lægen, om han ville fortælle dig lidt om amnesi, så jeg kunne blive lidt længere i dit hjem. Og så overraskede du mig nemlig du sagde jeg var din mand, og så blev jeg glad for, at jeg ikke behøvede at opfinde noget.
– Så er du da en skøn lille luskebuks, sagde den gamle kvinde med et smil. Kunne du ikke have sagt det noget før? Så kunne vi have grinet sammen.
– Jeg havde tænkt på det, men tiden var aldrig til det. Først skulle de ældste børn opdrages, og så fik vi tre mere sammen, sagde Poul med et smil i skægget. Hele livet har vi slæbt rundt på vores hemmelige skam, og til sidst viste det sig, at det slet ikke var den slags hemmelighed, vi troede.
– Ja, nu har vi endelig fået det på plads, ellers ville vi have moret englene med vores historier, sagde hun. Men Poul, lad nu være med at dø fra mig. Efterlad mig ikke her alene jeg kan ikke leve uden dig.
– Slap nu af, sagde han roligt. Alt skal nok gå. Lad være med at sidde og våge over mig gå i seng. Morgenstunden er klogest.
De gik i seng, men hun sov uroligt. Tankerne rumsterede rundt i hendes grå hoved og forhindrede hende i at hvile. Tidligt næste morgen vågnede hun før solopgang. Mandens seng var tom. Hjertet begyndte at banke nervøst. Hun kiggede ud i gården, og dér sad Poul på trappen og røg sin pibe. Hun åndede lettet op. Denne gang gled Døden forbi så vi får lidt flere dage sammen, og kan knirke videre.
I dag lærte jeg, at ægte kærlighed ikke altid er bygget på sandhed nogle gange er det viljen til at være sammen, der betyder mest.
