**”Du er ikke min kone: vi har jo aldrig været på rådhuset, vel?”**
**”Hvad er jeg for en kone for dig? Har vi været på rådhuset? Har vi fået stempel i passet? Har du nogensinde sat en ring på min finger?”**
Mette sænkede blikket. Hun havde drømt om det hele, men årene gik, og livet fortsatte uden formaliteter.
**”Nej! Nej! Og nej!”** råbte Mads. **”Du er ingenting for mig! Hvor får du fra, at du kan kalde dig min kone?”**
**”Mads, lille ven, sig noget, tal til mig!”** bad hun og rørte ved hans hånd.
**”Har du mere at sige?”** Han trak sig væk. **”Du har allerede sagt for meget!”**
**”Jeg har ikke sagt noget…”** mumlede Mette.
**”Hug det i hukommelsen: tavshed er guld! Især for dig!”** Han vendte sig demonstrativt mod vinduet.
**”Stop nu med at surmule, skat!”** Hun flyttede sig tættere på.
**”Du burde holde mund!”** Mads slog ud med hænderne. **”Hvor får I kvinder den evne fra, at kunne ødelægge alt med én sætning? Lærer I det i skolen, eller hvad?”**
Mette antog, han var fornærmet over deres morgen-skænderi. Mads havde smadret to kopper sin egen og hendes.
**”Hvordan kan du dog?”** havde hun kogt af raseri. **”Folk har almindelige hænder, men dine er som spader! Din egen knust fair nok, men hvorfor røre min? Var det for at der ikke skulle være nogen yndlingskopper tilbage?”**
En helt almindelig hverdagsgnidning. Sådan noget plejer man at overse. Men Mads var gået sur på arbejde, og da han kom hjem, havde han været iskold og tavs hele aftenen. Han ignorerede hende, kom ikke til aftensmad, selvom hun kaldte på ham tre gange. Det var tid til at slå fred.
**”Kom nu, vi køber nye kopper i Magasin på lørdag! Og dine hænder øv dig bare lidt!”**
**”Hvilke kopper?!”** bliksede Mads. **”Forstår du overhovedet, hvad du har ødelagt med dit mundlort?”**
**”Jeg kan undskylde…”** Mette var forvirret. **”Vær ikke vred!”**
**”Undskylde?”** Han fnøs hysterisk. **”Hvis dine ord kunne viskes væk med et ‘undskyld’, ville jeg være i syvende himmel nu! Men i stedet har du bare ødelagt alt!”**
**”Jamen, hvad har jeg dog sagt?”** Det gik endelig op for hende det handlede ikke om kopperne.
**”Hvem var det, der fortalte min chef, at hun talte med Mads’ kone?!”** Han dirrede af raseri.
**”Du var i bad, telefonen ringede…”** hun fumlede med ordene. **”Jeg svarede, sagde hun skulle vente. Hun spurgte, hvem jeg var. Så jeg sagde, jeg var din kone. Men da jeg rakte dig telefonen, havde hun lagt på. Hvad er der galt i det?”**
**”Spørger du virkelig?!”** Mads blev blodrød, en pulsåre i tindingen hamrede. **”Hvilken kone? Har vi været på rådhuset? Fået stempel i passet? Har du nogensinde fået en ring?”**
Mette synkede. Hun havde drømt om det, men…
**”Nej! Nej! Og nej!”** skreg han. **”Du er ingenting! Hvad får dig til at tro, du er min kone?”**
***
**”Hvor længe skal det her cirkus fortsætte?”** grinede Kirsten Birthe.
**”Mor…”** Mette rynkede panden. **”Det er en anden tid nu. Du kan da ikke dømme? Efter far datede du selv enhver, der kom forbi!”**
**”Lad være med at lyve om din mor!”** Hun beholdt smilet. **”I min alder klæber sladderen ikke. Men du er ung tænk på fremtiden!”**
**”Mor, femoghalvtreds er ikke gammel! Du kunne selv blive gift igen!”**
**”Hvis den rigtige mand dukker op hvorfor ikke?”** Hun rettede på sine grå lokker. **”Indtil da klarer jeg mig med erstatninger.”**
**”Åh, hold nu op!”** fnøs Mette.
Så blev moren alvorlig:
**”Mette, jeg forstår det godt mange lever sammen i dag, får børn. Men juridisk er det bare samliv. Ingen garantier!”**
**”Hvis der er kærlighed, behøver man ikke garantier.”**
**”Kærligheden forsvinder så er der kun tomhed. En ægtemand giver dig rettigheder børnebidrag, andel i boet. Men nu? Du får ikke engang noget i retten!”**
**”Mads og jeg har det godt! Seks år sammen. Hvorfor skal vi have et stempel? Vi tjener det samme.”**
**”Det overbeviser mig ikke!”** moren pegede advarende. **”Prøv at lede ham hen mod det! Kald ham ‘ægtemand’, sjov med ‘lille hustru’. Lad ham vænne sig til tanken. Så skal I giftes!”**
**”Men hvad hvis jeg skræmmer ham væk?”** Mette rystede på hovedet. **”Lykken er skrøbelig hvorfor udfordre skæbnen?”**
**”Dit liv,”** sukkede Kirsten Birthe. **”Men husk: ansvar er tegn på modenhed. Og hos jer? Ren kaos.”**
***
Morens ord blev hængende i hendes hoved. Ægteskab var en sikkerhed. Hendes veninde Lene var enig:
**”Forestil dig, I tager et realkreditlån. Det står i Mads’ navn. Hvad hvis I går fra hinanden?”**
**”Du er så pessimistisk!”**
**”Lad os sige, han vil give lejligheden til sin nevø. Du kan ikke engang protestere! Uden et ægteskab er retssager spild af tid.”**
**”Jeg har kvitteringer, jeg har vidner!”**
**”Eller…”** Lene smilede listigt, **”bliv bare gift med ham.”**
**”Mor foreslog også at kalde ham ‘ægtemand’. Løbende vænne ham til det.”**
**”Så gør det!”**
***
Mette begyndte at kalde Mads for “ægtemand” ved enhver lejlighed. Først grinede han, men efterhånden blev han vant til det. Hun begyndte selv at tro på legen indtil hun fortalte hans chef: *”Det er hans kone.”*
***
**”Vi har været sammen i seks år!”** stemmen dirrede. **”Jeg troede, vi var en familie. Børn, alderdom sammen…”**
**”Du skulle have holdt mund!”** han vandrede rasende rundt. **”Hvorfor blandede du dig overhovedet? Nu bliver jeg fyret!”**
**”Men jeg kalder dig altid min ægtemand!”**
**”Forskellen er, at du har ødelagt min karriere!”** Mads smed nøglerne på bordet. **”Jeg vil ikke engang bo med dig! Jeg pakker mine ting!”**
**”Mener du det?”** hun stivnede. **”Jeg kaldte mig bare din kone…”**
**”Min chef holdt på mig af… personlige årsager! Nu hvor
