Mads sad i bilen, klar til at køre hjem fra arbejde, da telefonen pludselig ringede. Nummeret var ukendt. Han trykkede modstræbende på den grønne knap.
“Hallo. Hvem er det?”
“Det er mig… Hej,” svarede en ukendt kvindestemme.
“Hvem—’mig’? Sig hvem du er!”
En pause. Så stemmen igen, knap hørbar:
“Det er mig… din mor.”
Mads blev stiv. Hænderne klemte om rattet, hjertet hamrede.
“Hvad er det for noget vrøvl? Min mor døde for niogtyve år siden!”
“Nej… Jeg er Tove… Jeg er den, der fødte dig. Mads, det er virkelig mig…”
Han smækkede røret på. Hjertet hamrede, håndfladerne var fugtige. Det føltes, som om nogen havde åbnet en dør til et mørkt fortid, han havde begravet for længst.
Få minutter senere ringede telefonen igen. Samme nummer.
“Jeg vil ikke høre på dig,” knurrede han. “Jeg har ingen mor. Kvinden, der fødte mig, forlod mig, da jeg var ni. Siden har jeg været forældreløs.”
“Jeg beder kun om én ting—giv mig fem minutter. Jeg trygler dig…”
“Hvorfor? Så jeg kan høre flere løgne?”
“Bare mød mig. Én gang. Jeg forklarer alt.”
Mads ville ikke. Men han vidste, hun ikke ville give op. Hun ville finde hans adresse, dukke op ved huset, skræmme hans kone, børnene.
To dage senere mødtes de i en park i udkanten af Aarhus.
Tove Nielsen sad på bænken, sammenbøjet, ældet, men stadig med spor af sin fordums skønhed. Hænderne rystede.
“Hej, Mads…”
“Det er ‘Mads’,” rettede han koldt.
Hun så op—øjnene var fulde af fortvivlelse.
“Jeg ved, det er min skyld… Men jeg havde ikke noget valg…”
Han tav. For øjnene sprang billeder frem fra barndommen—hendes skrig, tallerkener, der blev smadret, aftener, hvor hun forsvandt på dates og efterlod ham alene.
“Du efterlod mig hos tante Mette. Sagde: ‘Jeg er tilbage om en måned.’ Men du løb til Spanien med en forretningsmand.”
“Jeg troede, han kunne hjælpe os begge… Men han ville ikke have dig. Og jeg…”
“Du valgte ham. Ikke mig.”
Hun sukkede, stemmen knækkede.
“Jeg har ingen tilbage at spørge. Min mand er død, hans børn smed mig ud. Jeg har intet. Jeg er helt alene.”
“Ked af dig selv?” Han lænede sig lidt frem. “Hvem havde jeg at være ked af, da jeg var ni?”
“Tilgiv mig… Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle spørge. Jeg ventede, du selv ville komme…”
“Du sendte ikke engang et postkort. Ikke én gang.”
Stilhed. Så hviskede Tove:
“Alligevel… du blev en god mand…”
“Det blev jeg på trods af dig. Takket være tante Mette. Min kone. Mine venner. Ikke på grund af dig.”
Hun strakte hånden frem, men han trak sig væk.
“Jeg dømmer dig ikke. Men du er intet for mig. Ikke engang en fjende. Bare tom luft.”
“Jeg er døende…” hviskede hun.
“Så må du finde en præst. Men ikke mig.”
Han rejste sig og gik, uden at vende sig om.
Og for første gang i årevis føltes der en lettelse i brystet. Fortiden slap endelig sit greb. Og livet—det fortsatte.
