“-Du er ikke længere min datter.
“Hvem han er og hvor han kommer fra, ved jeg ikke. Jeg skammer mig over dig. Flyt ind til Bedstemors hus og lev som en voksen. Tag ansvar for dine handlinger.”
“Lise, hørte du? Der er kommet nogle fra andre kommuner for at hjælpe os. Skal vi ikke tage i kroen i aften?” spurgte Mette fornøjet, mens hun lænede sig tilbage i stolen.
“Mette, hvad? Hvem skal så passe på Nikolaj? Skal jeg tage ham med?” grinede Lise.
“Har du ikke talt med tante Bodil?” spurgte Mette forsigtigt.
Lise rystede resigneret på hovedet.
“Nej, hun har ikke tilgivet mig for Nikolajs fødsel endnu. Hun ville have, at jeg skulle giftes med Jens, men jeg tog til byen for at studere. Jeg kom hjem uden eksamen, men med en mave. Hun var vred på mig i et helt år og har kun lige begyndt at tale til mig igen. Tag du bare af sted. Måske finder du en kærlighed.”
Mette sukkede.
“Fint, jeg tager med Tina. I morgen fortæller jeg dig alt.”
Da Nikolaj var lagt i seng, gik Lise ud på verandaen. Hun kunne høre, at musikken allerede buldrede fra kroen. Indhyllet i sit tørklæde forestillede hun sig dansen og latteren. Mette havde sikkert taget sin “tiger”-kjole på igen. Lise smilede svagt hun lignede sådan en tigerlarve i den. Hun sukkede og gik ind for at sove.
Næste morgen kom Mette stormende ind. Hun blev overrasket over, at Lises mor også var der. Lise satte fingeren på læberne, men det var ikke til at stoppe Mette.
“Åh, hvor var det synd, du ikke var der i går! Der var sådan nogle fyre. En af dem fulgte mig hjem han hedder Mads. Han er morsom og charmerende. Og i dag skal vi på date,” sagde Mette hurtigt.
Lises mor rynkede panden.
“Er han gift, eller hvad?”
Mette trak på skuldrene.
“Det ved jeg ikke, jeg har ikke set hans pas. Men selv hvis han er, så har jeg da noget at huske.”
“Piger, hvad laver I? Jens er ikke en dårlig mand. Min datter har spildt sin chance, men du kunne godt vinde hans hjerte, Mette,” sagde tante Bodil ivrigt.
“Åh, tante Bodil, hvad snakker du om? Hvem gider ham? Og hans mor oven i købet! Gud bevare mig fra sådan en lykke!” udbrød Mette.
Hun vendte sig mod Lise:
“Der var en fyr, så flot at alle pigerne blev helt betagede. Han stod bare med sine venner og gik så alene. Han dansede ikke med nogen.”
Og så skete det utrolige. Tante Bodil tænkte sig om og sagde:
“Lise, du burde også tage i kroen. Jeg kan godt passe Nikolaj. Måske møder du en ordentlig mand. Han har brug for en far. Bare hold dig fra de gifte mænd. De kan lugte, når en kvinde er alene. Forstået?”
Lise kunne næsten ikke tro sin lykke. Hun nikkede og kyssede sin mor taknemmeligt.
“Gå, bare gå, smører,” mumlede moren.
Lise stod i sin bedste kjole og snakkede med sine veninder. Åh, hvor hun havde savnet at more sig uden bekymringer.
“Se! Der er han igen! Han er kommet tilbage!” hviskede pigerne.
Lise kiggede nysgerrigt i hans retning, og benene blev som gelé. Hun vendte sig hurtigt og hviskede til Mette:
“Jeg tror, jeg går hjem. Nikolaj græder sikkert efter mig.”
Mette så overrasket ud.
“Lise, hvad snakker du om? Det er første gang, du er ude, og nu vil du hjem? Du har ikke danset én gang!”
Men Lise var besluttet:
“Jeg går. Og der kommer din Mads. Du skal nok klare dig uden mig.” Hun gik mod døren.
Ved døren greb en hånd hen i hendes.
“Vil du danse, frøken?”
Lise stirrede ned i gulvet og forsøgte at trække hånden til sig.
“Jeg danser ikke.”
Men manden var vedholdende.
“Giv mig én dans, vil du?”
Hun så op, og hjertet sprang et slag over. Det var ham. Den samme mand, hvert et træk var uforglemmeligt. Og han genkendte hende tydeligvis ikke. Lettet smilede.
“Okay. Men kun én dans. Jeg har travlt.”
Han førte hende rundt i dansen.
“Jeg forstår. Din mand har måske travlt med barnet?”
Lise svarede tørt:
“Jeg er ikke gift.”
Han blinkede, og vejret gik for hende det var så genkendeligt.
“Så har jeg en chance?” spurgte han spøgefuldt.
Lise trak sig væk.
“Glem det,” sagde hun og løbte ud.
På vejen hjem græd hun. Hun havde aldrig glemt ham, men han genkendte hende ikke.
De havde mødt hinanden i toget. Hun var på vej hjem efter at være dumpet til eksamen, og han var på vej hjem til sine forældre. Da han så, hvordan hun hang med hovedet, prøvede han at muntre hende op.
“Jeg hedder Magnus. Min mor kalder mig Musse, og min nevø kalder mig Masse. Vælg det, du bedst kan lide.”
Lise smilede.
“Masse lyder mere sjovt.”
Han rakte hånden frem.
“Nu er vi næsten bekendte. Hvad hedder du, smukke væsen?”
“Lise.”
Magnus nikkede alvorligt.
“Som jeg troede. Et kongeligt navn.”
De snakkede, og hun fortalte ham om sin dumpede eksamen og hvordan hendes mor ville drille hende i årevis.
“Så forbered dig i vinter og prøv igen,” foreslog han.
Lise blev glad.
“Det er rigtigt! Jeg tænkte ikke på det. Tak.”
Han så tankefuldt på hende.
“Ingen årsag. Har nogen sagt, at du er utrolig smuk?”
Lise rødmede.
“Jeg er helt almindelig. Men tak alligevel.”
Magnus flyttede sig tættere på.
“Men det er sandt,” sagde han og kyssede hende pludt
