Mette stod i køkkenet og stegte smørrebrød, da der pludselig blev banket på døren. På dørtrinnet stod Birthe Nielsen – hendes svigermor, som altid uden et smil og med et direkte blik.
»Jeg er ikke kommet på besøg,« sagde hun køligt og trådte ind uden at vente på en invitation. »Jeg har en vigtig sag.«
»Hvad er det?« Mette tørrede hænderne i et håndklæde og smilede anstrengt.
»Emma og Mads bor hos mig efter deres bryllup. Lejligheden er lille, og det er kvælende med tre. Du har jo den tomme lejlighed – din bedstemors. Lad de unge flytte derind.«
»Nej. Efter alt det – helt sikkert ikke,« svarede Mette skarpt og stillede sig foran hende med armene over kors.
»Hvad har jeg gjort?« spurgte svigermoren oprigtigt forvirret, som om hun virkelig ikke forstod.
Mette huskede tydeligt, hvordan hun for en måned siden havde bekymret sig om svigerindens bryllup. Hun havde vendt og drejet sig for at finde den perfekte gave, for hendes forhold til Emma var varmt og næsten venskabeligt. Hun var sikker på, at hun og hendes mand, Jakob, ville blive inviteret blandt de første. Især fordi Emma havde lånt 50.000 kroner af dem til festen.
»Hvad nu hvis vi slet ikke bliver inviteret?« grinede Jakob dengang.
»Åh, hold op. Du er hendes bror – hvordan kan de lade være?« svarede Mette med et gnist af håb.
Havde endda trukket sin bedste kjole og sko frem og lagt dem klar. Ventet. Håbet.
Men brylluppet nærmede sig, og ingen invitation kom. Hverken fra Emma eller Birthe. Tre dage før festen gik det op for Mette med et knugende hjerte – de var blevet ignoreret.
Tårerne løb stille ned ad kinderne, da hun lagde kjolen tilbage i skabet. Jakob var som altid rolig. »Så kan jeg da sove længe i weekenden,« sagde han bare.
Et par dage efter brylluppet ringede Birthe. Hun ville komme forbi. Mette besluttede at spørge direkte:
»Hvorfor inviterede I os ikke?«
»Nå… vi besluttede kun at invitere de unge. I er jo over tredive,« mumlede Birthe usikkert.
Mette var lige ved at tro på det. Men senere, da hun mødte Birthes søster i Netto, fandt hun ud af, at både ældre og fjerne slægtninge havde været der. Intet om alder.
»Hvorfor var I der ikke?« spurgte søsteren undrende.
Mette skammede sig. Skam for dem, der burde have været de nærmeste.
Hjemme fortalte hun Jakob alt, og han foreslog at ringe til hans mor.
»Birthe, sig nu ærligt: Hvorfor blev vi ikke inviteret?« Mette lød hård. »Lad være med at lyve. Jeg talte med din søster for en time siden – hun fortalte, hvem der var der.«
»Emma og jeg besluttede kun at bruge tid på dem, der kunne give værdifulde gaver eller hjælpe i fremtiden,« svarede Birthe roligt.
»Og de 50.000, vi gav Emma – er det ikke en værdi?«
»I vil jo bare have dem tilbage. Hvis I havde givet dem som gave – så var det noget andet.«
Mette genkendte ikke denne kvinde. Var de virkelig ingenting i deres øjne?
To uger gik. Birthe dukkede op igen. Uden opringning. Uden undskyldning.
»Din lejlighed står tom, mens de unge er pressede,« begyndte hun med falsk omsorg.
»Den er ikke jeres. Lad den stå. Den spørger ikke om mad,« snappede Mette.
»Hvorfor er du så ond? Vi er jo familie.«
»Familie? I tænkte kun på os, da det blev ubelejligt for jer. Før det var vi overflødige,« stemmen rystede af vrede.
»Hvad har vi dog gjort?«
»Forstår I det virkelig ikke?! I ydmygede os, ignorerede os, og nu beder I om nøgler. Ved du overhovedet, at Emma ikke har betalt pengene tilbage?«
»Hvis du ikke lader dem flytte ind, får I dem aldrig,« svarede Birthe frækt. »Tænk dig nu om.«
Mette kunne ikke styre sig – hun greb en kop vand og hældte det i hovedet på Birthe.
»Jakob, sig dog noget!« skreg hun og tørrede sig med ærmet.
»Dem, I valgte at bruge tid på, kan hjælpe jer nu,« sagde Jakob roligt.
Birthe sagde ikke mere. Hun vendte sig om og forlod huset, smækkende døren så hårdt, at ruderne klirrede.
