“Datter, du er ikke en vare”: Hvordan en far prøvede at sælge sin datters skæbne, men kærlighen sørgede for, at alt faldt på plads
— Lilleskat, gif dig med Anton From — du vil leve som i et eventyr. Han har en gård, en bil, et hus. Hvad skal du med den fattige dreng Mads? — sagde Erik Nielsen irriteret til sin datter. Han stod i køkkenet og varmede hænderne ved komfuret, mens vreden boblede inde i ham. Ikke på datteren, men på hendes stædighed.
Erik havde hele livet arbejdet som maskinmester ved en landbrugsvirksomhed nær Silkeborg. Han var arbejdsom til benet: parcelhus, fire køkkenhaver, gæs, ænder, grise, maskiner, et nyt stakit. Hustruen Lise — stille, sød og flittig. Den ældste søn, Jakob, var gift for længst, men den yngste datter, Mette, var lige blevet færdig som sygeplejerske. Smuk, lys i huden, klar i blikket, og faderens hjerte græmte sig — gud forbyde, hun skulle ende med den forkerte.
Erik havde en ven — Lars From. De havde været venner i mere end tyve år, drak sammen, såede sammen, og fiskede sammen. Lars drev en gård, solgte kød og æg på markedet, og havde kun én søn, Anton. Velhavende, måske lidt stædig, men i Eriks øjne var der ikke en bedre kandidat.
— Forstå nu, Mette, — begyndte han igen, — Anton er en chance. Vil du leve uden at tælle ører? Her er vejen. Men din Mads… Hvad har han? Forældreløs, boede hos moster i Vejle. Hverken jord, tag over hovedet eller en femøre.
Mette lyttede tavst, bed sig i læben, og sagde så bestemt:
— Jeg gifter mig ikke med Anton. Jeg elsker Mads. Punktum.
Ordene ramte som en pisk. Erik blev hvid af raseri, men svalgede det. Næste dag mødtes han med Lars, de drak en fadøl, spiste smørrebrød, og grinede. Og de blev enige: næste weekend skulle der være frieri. Erik kom hjem og råbte straks til sin kone:
— I morgen slagter vi en gris! Jeg har “solgt” Mette — hun skal nu være Antons brud!
Lise blev bleg.
— Er du blevet vanvittig?! Hvad er det her, en loppemarked? Hun er et menneske, ikke kvæg! Er du slavehandler?
Mette hørte det hele. Samme nat pakkede hun en lille taske, skrev en besked til sin mor — undskyld, jeg elsker dig, jeg kan ikke andet — og smuttede ud ad vinduet til Mads. En uge efter blev de gift uden fest, uden kjole, og flyttede ind i en lille lejlighed i udkanten af byen.
I et helt år talte Erik ikke med sin datter. Lise besøgte hende i smug — bragte mad, krammede barnebarnet, som Mette fik otte måneder senere. Så døde Mads’ moster, og det unge par arvede et gammelt hus. Han begyndte at bygge nyt — mur for mur, alt med egne hænder.
En dag kom Erik selv forbi, stod ved porten, kiggede på byggeriet og spurgte:
— Nå, svigersøn, kunne du bruge en hånd med fundamentet?
Fra den dag af var de forsonede.
Seks år senere havde Mette og Mads et toetagers hus, en lille gård, maskiner og to sønner. Alle i nabolaget misundte dem. Men Anton From var blevet skilt to gange og boede stadig hos sine forældre. Arbejdsløs, uden mål, med en øl i hånden.
— Det er vores søn, — sagde Lise nu til naboerne. — Både Mads og Jakob — begge to er vores.
Og Erik så på sine børnebørn og tænkte, hvor godt det var, at datterens hjerte ikke svigtede sig selv den dag.
