Du er ikke alene, min datter…
— Hansen, skal barnet bringes ind til amning?
— Nej, som jeg sagde tidligere. Jeg vil skrive en erklæring om afkald.
Sygeplejersken rystede på hovedet og gik ud. Lene vendte sig mod væggen og begyndte at græde. De ammende mødre på stuen kiggede på hinanden og fortsatte med at amme deres små.
Lene var blevet indlagt om natten med veer og havde født hurtigt. En dreng, 3 kg og 500 gram. Sund og smuk. Da den nybagte mor så på ham, begyndte hun at græde, men ikke af glæde.
— Kom nu, alt er fint. Hvorfor græder du? Han er sådan en god dreng. Måske ønskede du en datter? Det kan du så få næste gang.
— Jeg lader ham blive her. Jeg vil ikke tage ham med mig…
— Hvad siger du? Hvorfor det? Gør ikke noget forhastet, tænk dig om, det er dit barn. Har du ikke lidt medfølelse?
Katrine, som delte stue med Lene, sad i besøgsområdet med sin mand og fortalte, hvordan deres datter havde trukket på næsen. De lo muntert. En kvinde med en pose trådte ind og spurgte efter Lene. Katrine gik ind på stuen og hentede hende.
— Datter, hvordan har du det? Og din søn? Har du i øvrigt fundet et navn til ham?
— Han har ikke noget navn… Lader de nye forældre selv bestemme. Jeg lader ham blive, mor… Vi har ingen i verden, der bryder sig om os…
Lene dækkede ansigtet med sine hænder og brast i gråd. Katrine følte sig utilpas ved scenen, sagde hurtigt farvel til sin mand og gik.
— Du er ikke alene, min datter, jeg er her for dig. Den slyngel af en mand, ja, men dem, der siger, barnet ikke er hans, fik ham til at tro, du havde været utro. Han bliver klogere og kommer tilbage. Jeg har bragt lidt godt til dig, spis noget, så mælken er nærende. Og kald din søn Anders.
Lene gik ind på stuen og lagde posen i skabet. Babyskrig kunne høres i korridoren, højt og gennemtrængende. Lene gik ud på gangen.
— Er det ikke min, der skriger sådan?
— Jo, det er det…
— Lad mig amme ham…
Sygeplejersken skyndte sig afsted og kom tilbage med den lille. Han skreg højt, og hans lille ansigt var rødt af anstrengelse.
— Shh… Skat, nu skal mor give dig mad.
Lene forsøgte kluntet at amme sit barn. Katrine kom hen og hjalp. Barnet blev stille, og amningen gik i gang. Lenes ansigt brød ud i et smil; hvor var han dog sjov, denne lille fyr, han stønnede og arbejdede hårdt for sin mælk.
Fra nu af blev Anders bragt til Lene ved hver amning. Hun elskede at se på hans buttede næse og rynkede bryn.
— Var det din mor, der besøgte dig? Hun virkede rar.
— Nej, det var min svigermor. Min mor døde, da jeg var lille, og min far begyndte at drikke, så min tante opdragede mig. Så blev jeg gift og flyttede ind hos min mand. Vi levede godt indtil hun, han forelskede sig i, kom ind i billedet.
Han forlod mig for hende, og jeg kunne ikke klare chokket, da veerne så begyndte…
— Hvad vil du så gøre nu?
— Svigermor foreslår, at jeg bor hos hende. Hun er alene, hendes mand er væk, og hendes eneste søn har forladt hende. Hun er en god kvinde, altid rar mod mig.
— Flyt ind hos hende da, hun kan hjælpe med barnebarnet. Din mand vender nok tilbage…
Så det gjorde Lene. Anne Hjort hjalp med det hele og elskede sit barnebarn højt.
Da Anders blev en måned gammel, dukkede hans far op. Lene var gået ud for at handle.
— Mor, jeg rejser til Grønland med Maria. Jeg fik et jobtilbud deroppe. Ville lige sige farvel og spørge, om du kunne undvære nogle penge…
— Det synes jeg ikke, jeg kan. Du forlod din kone, da hun var højgravid, din skurk. Hun var tæt på at efterlade barnet på hospitalet af sorg. Nej, jeg har ikke penge til dig. Jeg bruger dem på mit barnebarn, han har mere brug for dem, end du har. Du skal arbejde for dine penge.
Anders var begyndt at græde, og Anne gik hurtigt hen til vuggen.
— Ser du ikke engang på din søn? Han ligner dig.
— Hvorfor skulle jeg det? Zofie bildte mig ind, at hun bar et andet mands barn.
— Du er tåbelig, Jesper. Gå, lev dit liv.
Anne gik på pension, og Lene tog jobbet i stedet. Anders kom i børnehaven, og de tre levede godt og muntert sammen.
— Anne, tænker din svigerdatter slet ikke på at flytte ud? Lever med sin svigermor.
— Lene er mig kære, og barnebarnet er mit et og alt. Jeg lever for dem. Pas dig selv, Lise.
Lise rystede på hovedet og gik videre. Hun kunne ikke forstå Annes valg. Hos hende var hendes egen søn altid kommet først. En fyr med hang til flasken, men hvad skal man gøre.
Anne bemærkede, at Lene begyndte at klæde sig pænt og gik ud om aftenen.
— Lene, hvad hedder han?
— Hvem, mor?
— Ham, du mødes med… Fortæl mig det.
— Vi går bare ture… Han er soldat, besøger familie, vi mødtes tilfældigt.
— Ved han om Anders?
— Ja, selvfølgelig ved han alt…
— Så bring ham forbi!
Alex, Lenes nye bekendtskab, kom med en kurv bær og en kage lavet af hans tante. Han gav Anders en legetøjsbil og en fodbold.
Aftenen blev hyggelig. Alex delte morsomme historier fra sit liv, Lene lo, og Anne grinede så tårerne trillede.
Da gæsten var gået, spurgte Lene straks:
— Hvad synes du om ham? Er han en god mand?
— Ja, det er han, min datter… Han er respektfuld, interessant og velopdragen. Han elsker dig. Gå ikke glip af denne chance!
En måned senere bad Alex om Lenes hånd hos Anne Hjort.
— Vær rolig, jeg vil aldrig såre Lene eller Anders. Vi skal bo i Aarhus, jeg har et stort hus dér. Vi elsker hinanden, og Anders er som en søn for mig. Velsign os.
Anne sagde farvel til Lene, Alex og Anders. De flyttede til byen, lovede at skrive og besøge hende.. Hvordan skulle hun klare sig uden dem?
Et år senere kom hendes søn, Jesper. Uplejet og beskidt.
— Åh, Jesper, kig på dig… Hvor blev Maria af, vasker hun ikke længere?
— Hun er skredet med en rig mand… Vi drak hvad vi havde… og så tænkte jeg på, at jeg har jo i hvert fald et sted her.
— God timing. Du har aldrig skænket en tanke, om jeg stadig var i live.
— Hun sagde, hun løj for at skille os, og det faldt jeg for… Vil møde min søn nu… Hvor er han?
— Du har mistet din chance. Lene har giftet sig med en god mand, og Anders fik hans navn. Jeg flytter til dem. Lene fik en datter, vil gerne hjælpe med barnebarnet. Og du bliver her og passer huset, forstået?
Anne rejste med toget og tænkte på livets pudsigheder. Hvilken lykke at være vigtig for nogen, som dengang hun støttede Lene. Hvem ved, hvordan deres liv ellers ville have formet sig…
