“Du er et monster, mor! Sådan en som dig burde ikke have børn.”
Efter folkeskolen flyttede Freja fra en lille provinsby til København for at studere. En aften tog hun i byen med veninderne og mødte Lukas. En københavner, flot fyr, hvis forældre var på et års udlandsophold. Hun forelskede sig vildt og flyttede snart ind hos ham.
De levede i sus og dus, forældrene sendte penge. Hver dag var det enten bytur eller fester hjemme. Først syntes Freja, det var fedt. Men før hun vidste af det, var hun dybt i gæld og havde misset så mange forelæsninger, at hun dumpede vintersemestret. Udelukkelse truede.
Freja lovede at tage sig sammen og tage eksamen om. Hun bankede bøgerne. Når Lukas havde venner på besøg, låste hun sig inde på badeværelset. Hun bestod omsider, men nu ville hun have Lukas til at tage sig sammen. Han var på sidste år, snart færdig.
“Åh, Freja. Man lever kun én gang. Ungdommen er kort. Hvornår skal man så feste, hvis ikke i tyverne?” svarede han sorgløst.
Hun skammede sig over at fortælle sin mor, at hun boede med en kæreste uden at være gift. Når hun ringede hjem, løj hun og sagde, de var blevet gift i det stille, og at brylluppet skulle fejres, når Lukas’ forældre kom hjem.
En dag under forelæsning blev Freja dårlig. Hun følte sig svimmel og kvalm. Hun tænkte på sin cyklus og blev rædselsslagen, da hun indså, hun sikkert var gravid. En test bekræftede det.
Det var tidligt, og Lukas overtalte hende til at abortere. For første gang skændtes de vildt, så vildt at han forsvandt i to dage. Freja var ude af sig selv, græd og ventede. Da han endelig kom hjem, var han ikke alene. En beruset blondine hang over ham. Udmatet af ventetiden og usikkerheden, skreg Freja ad ham og prøvede at smide pigens ud.
“Hun går ikke. Kan du ikke lide det, så skrid selv, hysteriske tøs!” råbte han og slog hende hårdt på kinden.
Hun greb sin jakke og løb ud. Hun gik hele vejen til kollegiet. Med hævet kind, stribet mascara og i tårer bankede hun på. Værten forbarmede sig og lukkede hende ind.
Næste dag kom Lukas for at undskylde og lovede, han aldrig ville slå hende igen. Freja troede ham – for barnets skyld.
Nogenlunde bestod hun første år. Hun turde ikke tage hjem. Hvad skulle mor sige? Men at blive i København var også skræmmende. Lukas’ forældre skulle snart hjem, og hun var tydeligt gravid og så elendig ud.
Snart kom forældrene hjem. Da faren hørte, Freja var fra provinsen og kun lige var startet på andet år, begyndte han en ubehagelig samtale. Han tilbød hende penge for at forlade deres søn.
“Tænk dog selv – hvad skal han med et barn? Han tænker kun på fester. Og hvem siger, det overhovedet er hans? Jeg tilbyder en stor sum. Tag den og rejs hjem til dine forældre. Tro mig, det er bedst for alle.”
Freja følte sig dybt ydmyget. Lukas sagde ikke et ord. Hun nægtede pengene, men fortryede det senere. Hun pakkede og tog hjem til sin mor.
Da moren så sin datter med maven for døren, forstod hun det med det samme.
“Hvorfor er du alene?” spurgte hun mistænksomt. “Så du blev ikke gift? Københavneren fik, hvad han ville, og smed dig ud? Gav han dig penge?” Moren holdt hende ude i entréen.
“Mor, hvordan kan du? Jeg har ikke brug for hans penge.”
“Hvorfor kommer du så her? Vi knoklede allerede for at få det til at hænge sammen, bare os to. Jeg troede, du havde vundet i livets lotteri – gift med en københavner, lever i sus og dus. Men i stedet kommer du hjem med en mave. Hvor skal vi være fire? Med en baby?”
“Hvorfor fire?” spurgte Freja svagt.
“Fordi mens du festede i København, fik jeg også en kæreste. Hvad så? Jeg er ikke for gammel til kærlighed. Jeg har kun levet for dig. Nu vil jeg også have et liv. Han er yngre. Jeg vil ikke have, han glor på dig.”
“Hvor skal jeg så hen, mor? Jeg skal føde snart,” hviskede Freja med tårer i øjnene.
“Rejs tilbage til din mand. Eller hvem han nu er. Han har sat dig i den situation, så han må sørge for jer.”
Moren stod ubøjelig. Ingen medlidenhed i hendes blik. Deres forhold havde aldrig vært tæt, men nu føltes det, som om Freja talte med en fremmed.
Hun tog sin taske og gik. Hun satte sig på en bænk og græd. Hvor skulle hun tage hen? Hvis endda hendes egen mor ikke gad hende eller sit kommende barnebarn? Hun overvejede at gå ud på vejen og lade sig køre ned. Men babyen sparkede uroligt, som om den fornemmede noget. Hun kunne ikke bringe sig til at lade det dø under hjulene.
“Freja?” En pige stoppede foran hende.
Hun så op, men tårerne gjorde det svært at genkende ansigtet.
“Det er mig, Mette Nielsen. Vi gik i skole sammen. Hvorfor græder du?” pige satte sig ved siden af hende og lagde mærke til maven. “Er du gravid?”
Freja brød sammen og fortalte alt.
“Hør her, du kommer med hjem til mig. Mine forældre er på sommerhus til efteråret. Du kan bo hos mig, du skal ikke sove på gaden. Vi finder ud af noget.”
Freja sagde ja. Hvor skulle hun ellers gå hen? Hun var udmattet og sulten.
“Gør dig hjemme. Vær ikke genert,” sagde Mette og viste hende rundt.
Freja sank glad ned i sofaen og strakte benene. Mette skyndte sig i køkkenet.
“Jeg laver mad til dig. Jeg arbejder på sygehuset i ferien. Studerer til sygeplejerske,” råbte hun fra køkkenet. “Jeg hørte, du studerer i København?”
“Studerede,” sagde Freja stille og lukkede øjnene.
To dage senere kom Mette glad hjem fra arbejde.
“Der er en gammel dame på afdelingen, hun kan ikke gå efter et slagtilfælde, men hun er ved sine fulde fem. Hendes datter kom her i dag for at hente hende, da hun skulle udskrives. Men datteren nægtede at tage hende med! Forestil dig! Hun bor i en anden by, siger, hendes mand ikke vil have det. De presser sig allerede sammen med tre børn i en lille lejlighed.”
“Hun bad os om at finde en hjælper til sin mor. Jeg tænkte straks på dig. Hun venter os efter kl. 17.”
“Sagde du, jeg snart skal føde?” spurgte Freja.
“Nej,”Freja nikkede, tog Modtes hånd, og sammen gik de mod en fremtid, hvor kærlighed og venskab endelig gav hende det hjem, hun altid havde savnet.
