**”Du er et monster, mor! Sådan en som dig burde ikke få børn!”**
Hun havde droppet ud af skolen. En aften var hun ude med veninderne og mødte Kasper. En fyr fra København, smuk, hvis forældre var på et års arbejde i udlandet. Hun forelskede sig dybt og flyttede ind hos ham.
De levede i sus og dus, for forældrene sendte penge. Hver dag var der byture eller fester hjemme. Først syntes Freja, at det var fedt. Pludselig stod hun med gæld og fravær, dumpede sine eksamener. Nu risikerede hun at blive smidt ud.
Freja lovede at tage sig sammen og gennemføre. Hun gik i gang med bøgerne. Når Kaspers venner kom, låste hun sig inde på badeværelset. Hun bestod eksamenerne, men ville også have Kasper til at ændre adfærd. Han var sidste år, snart færdig.
“Åh, Freja. Vi lever kun én gang. Ungdommen er kort. Hvornår skal vi feste, hvis ikke nu?” sagde han sorgløst.
Hun skammede sig over at fortælle sin mor, at hun boede med en fyr uden at være gift. Når hun ringede hjem, løj hun og sagde, de var blevet gift, men ventede med brylluppet, til Kaspers forældre kom hjem.
En dag blev Freja dårlig i timerne. Svimmelhed, kvalme. Hun kunne ikke huske sin cyklus og vidste med skræk, at hun sandsynligvis var gravid. En test bekræftede det.
Tidligt i graviditeten pressede Kasper på for en abort. De skændtes for første gang, så voldsomt at han forsvandt i to dage. Freja var ude af sig selv, græd og ventede. Da han endelig kom tilbage, var han ikke alene. En beruset blondine hang over ham. Udmattet af uvisheden skreg Freja ad ham og prøvede at smide kvinden ud.
“Hun går ikke! Hvis du ikke kan lide det, kan du selv fucke af, din hysteriske so!” råbte han og slog hende hårdt over kinden.
Hun greb sin frakke og løb ud. Til fods nåede hun kollegiet. Med hævet kind, øjenvipper i streger og tårer bankede hun på. Portneren tog hende ind af medlidenhed.
Næste dag kom Kasper og bad om forladelse, lovede aldrig at slå hende igen, bed hende komme tilbage. Freja troede på ham. For barnets skyld.
Hun fik knap nok gennemført året. Hun turde ikke tage hjem. Hvad ville mor sige? Men at blive i København var også skræmmende. Kaspers forældre ville snart vende hjem, og hun var tydeligt gravid.
Da forældrene ankom, var faren iskold. Da han hørte, Freja var fra provinsen og kun lige var startet på andet år, tilbød han hende penge for at forlade deres søn.
“Tænk dig om. Hvilken far ville han være? Alt, han tænker på, er fester. Måske er barnet slet ikke hans? Tag pengene og rejse hjem. Det er bedst for alle.”
Freja følte sig ydmyget. Kasper forsvarede hende ikke. Hun tog ikke pengene, men fortrydte det senere. Hun pakkede og tog hjem til sin mor.
Da moren så hende gravid i døren, vidste hun det med det samme.
“Hvorfor er du alene? Du er ikke blevet gift, vel? Københavneren fik, hvad han ville, og smed dig ud? Gav han dig i det mindste penge?” spurgte hun og lukkede ikke Freja længere ind end til entreen.
“Mor, hvordan kan du? Jeg har ikke brug for hans penge.”
“Hvorfor kommer du så til mig? Vi knoklede allerede for at få det til at få det til at løbe rundt her. Jeg troede, du havde vundet i lotto, gift med en københavner og levede i luksus. Nu kommer du hjem med en mave. Hvordan skal vi bo her fire? Med en baby?”
“Fire?” hviskede Freja forvirret.
“Fordi mens du var i København, fik jeg også en kæreste. Jeg er ikke for gammel til kærlighed. Jeg ofrede alt for dig. Nu vil jeg leve mit eget liv. Han er yngre. Jeg vil ikke have ham stirrende på dig.”
“Hvor skal jeg så gå hen, mor? Jeg skal snart føde,” græd Freja.
“Tag tilbage til din mand. Eller hvem han nu er. Han gjorde dig gravid, lad ham sørge for jer.”
Moren var ubøjelig. Ingen medlidenhed. Før var der ikke kærlighed mellem dem, nu føltes hun som en fremmed.
Freja tog sin taske og gik. Hun satte sig på en bænk og græd. Hvor skulle hun tage hen? Hvis selv hendes mor ikke ville have hende og sit barnebarn, hvem ville så? Hun overvejede at gå ud på vejen og lade sig køre ned. Men barnet i maven bevægede sig, som om det mærkede noget. Hun kunne ikke tvinge det til at dø under en bil.
“Freja?” En pige standsede foran hende.
Hun så op gennem tårerne.
“Det er mig, Ida Møller. Vi gik i klasse sammen. Hvorfor græder du?” Ida satte sig og så maven. “Er du gravid?”
Freja brød ud i gråd og fortalte alt.
“Kom med hjem til mig. Mine forældre er på sommerhus indtil efteråret. Du kan bo hos mig indtil vi finder en løsning.”
Hvad kunne hun gøre? Hun var træt og sulten.
Freja faldt ned i en blød sofa, mens Ida løb i køkkenet.
“Jeg arbejder på sygehuset i ferien. Læser til sygeplejerske,” råbte Ida. “Hørte, du studerede i København?”
“Det gjorde jeg,” sagde Freja og lukkede øjnene.
To dage senere kom Ida hjem glad.
“Der er en gammel dame på mit afdeling. Hun kan ikke gå efter et slagtilfælde, men hendes hjerne virker. Hendes datter kom i dag for at hente hende, men nægtede at tage hende med. Hun bor i en anden by, siger hendes mand ikke vil have det. Tre børn i en lille lejlighed.”
Hun bedte os om at finde en plejer. Jeg tænkte på dig. Vil du mødes klokken fem?”
“Men jeg skal føde snart!” protesterede Freja.
“Jeg sagde det ikke. Kom alligevel. Der er ingen andre. Skjul maven lidt. Jeg er sikker på, hun tager dig.”
“Jeg kan ikke passe en handicappet gammel dame gravid! Jeg skal løfte hende, skifte bleer…”
“Jeg lærer dig det. Du skal ikke bade hende hver dag. Jeg hjælper. Det er den bedste løsning. Du får et sted at bo, og hun er sød.”
“Men hvad så, når jeg føder?”
“Vi tager den, når det sker. Kom nu.”
Frygtfuld men desperat gik Freja med.
En træt kvinde med hårdt ansigt mødte dem. “Gravid? Kan du klare det?”
“Hun kan,” svarede Ida. “Jeg hjælper. Hun har intetFreja tog imod jobbet, og selvom livet var hårdt, fandt hun med tiden en ro i at passe både den gamle dame og sin lille datter, indtil en dag, hvor både sorger og glæder blev til en del af fortændens tidløse mønstre.
