Det var engang, for længe siden, da en ung pige ved navn Mette Nielsen råbte til sin mor: “Du er et monster! Sådan nogle som dig burde ikke få børn!” Hun vendte sig om og begravede sig i sine bøger. En aften tog hun ud med sine veninder til en dans i København, hvor hun mødte den charmerende Erik Sørensen. Han kom fra byen, og hans forældre var rejst til udlandet for et års tid. Mette blev forelsket og flyttede hurtigt ind hos ham.
De levede i sus og dus, for Eriks forældre sendte penge hjem. Hver aften var der enten fest eller selskaber i lejligheden. I begyndelsen elskede Mette livet, men pludselig stod hun med gæld og fravær fra universitetet. Hun dumpede sine vintereksamener og var tæt på at blive smidt ud.
Hun lovede at ændre sig og gennemføre året. Hun låste sig inde med bøgerne, og når Eriks venner kom forbi, gemte hun sig på badeværelset. Til sidst bestod hun sine prøver, men da hun prøvede at få Erik til at tage livet mere alvorligt, grinede han bare. “Tag det nu roligt, Mette. Man lever kun én gang. Ungdommen varer ikke evigt. Hvornår skal vi ellers have det sjovt?”
Mette skammede sig over at fortælle sin mor, at hun boede sammen med Erik uden at være gift. Når hun ringede hjem, løj hun og sagde, de allerede havde giftet sig, og at festen ville komme, når hans forældre vendte tilbage.
En dag følte Mette sig dårlig under forelæsningerne. Svimmelhed og kvalme. Med rædsel opdagede hun, at hun var gravid. Testen bekræftede hendes frygt.
Erik insisterede på, at hun fik en abort. De skændtes som aldrig før, og han forsvandt i to dage. Da han endelig kom tilbage, var han ikke alene. Med sig havde han en beruset blondine, der knap nok kunne stå. Mette, udmattet, skreg og prøvede at skubbe pigen ud.
“Hun bliver her! Hvis du ikke kan lide det, kan du skride, din hysteriske kælling!” råbte Erik og slog hende hårdt.
Hun greb sin jakke og løb. Til fods nåede hun den studerendes kollegium. Med hævede kinder, løbne øjne og tårer bankede hun på. Portneren, fuld af medlidenhed, lukkede hende ind.
Dagen efter kom Erik og bad om tilgivelse. Han lovede, at det aldrig skulle ske igen, og tiggede hende om at komme tilbage. Mette troede på ham. For barnets skyld.
Hun nåede akkurat at bestå første år. Frygten for at tage hjem til sin mor var stor. Hvad skulle hun sige? Men at blive i København skræmte hende også. Eriks forældre var ved at vende hjem, og hun, nu tydeligt gravid, var næsten ukendelig.
Da hans forældre ankom og hørte, at Mette kom fra landet og knap nok var bestået, tog hans far hende til side og tilbød hende penge for at gå.
“Tænk dig om. Hvilken far ville han blive? Han tænker kun på fest. Hvem siger, barnet overhovedet er hans? Tag pengene og tag hjem. Det er det bedste.”
Mette følte sig ydmyget. Erik sagde ikke et ord. Hun afslog pengene, men fortrydte det senere. Hun pakkede sine ting og tog hjem til sin mor.
Så snart moren så den svangre mave i døren, vidste hun det hele.
“Så du kom alene? Jeg kan se, du ikke blev gift. Lænede den københavnske dreng sig tilbage og smed dig ud? Gav han dig nogen penge?” spurgte hun og blokerede døren.
“Mor, hvordan kan du? Jeg vil ikke have hans penge.”
“Hvorfor er du så kommet? Vi kunne knap nok være to i denne lejlighed. Jeg troede, du var heldig gift med en københavner, lever i luksus. Men nu kommer du gravid hjem. Hvor skal vi alle sammen bo? Og med et barn?”
“Alle sammen?” spurgte Mette forvirret.
“Ja, mens du var i København, fandt jeg en kæreste. Jeg er også ung, jeg har også ret til lykke. Jeg opdrog dig alene, tænkte aldrig på mig selv. Nu vil jeg leve. Han er yngre. Jeg vil ikke have, han stirrer på dig.”
“Hvor skal jeg så tage hen, mor? Jeg føder snart,” hviskede hun og kæmpede mod tårerne.
“Tag tilbage til barnets far. Lad ham forsørge dig.”
Moren var ubøjelig. Mette så ingen medlidenhed i hendes blik. Deres forhold havde altid været køligt, men nu talte de som fremmede.
Hun greb sin taske og gik. På en bænk græd hun. Hvor skulle hun tage hen? Hvis ikke hendes egen mor ville have hende, hvem ville så? I et øjebliks fortvivlelse overvejede hun at kaste sig foran en bil. Men så sparkede barnet, som om det fornemmede fare. Hun turde ikke.
“Mette?” En velkendt stemme afbrød hende. Det var Lise, en gammel skolekammerat. Da hun så Mette gravid og i tårer, tog hun hende med hjem.
“Bliv hos mig. Mine forældre er på landet til efteråret. Så finder vi ud af noget.”
Mette takkede ja. Hun havde ikke noget valg.
Lise arbejdede på et sygehus og læste til sygeplejerske. To dage senere kom hun hjem med glade nyheder: En ældre dame på hospitalet havde brug for en hjælper. Datteren nægtede at tage hende hjem.
“Jeg fortalte hende ikke, du var gravid. Kom, det er din chance.”
Mette tøvede. Hvordan skulle hun passe en syg gammel dame og et spædbarn? Men hun sagde ja, desperat efter et tag over hovedet.
Datteren, en arrogant kvinde, accepterede, men uden løn. “Du får hendes pension til udgifterne. Men huset er mit, så tro ikke, du kan blive her for evigt.”
Så flyttede Mette ind hos Fru Jensen og passede hende, mens hun fortalte sin historie. Da den lille Julie blev født, hjalp den gamle dame endda med at berolige barnet.
Årene gik. Julie begyndte at gå, men Fru Jensen blev sygere og døde. Til begravelsen dukkede datteren kun op for at smide Mette ud.
“Jeg advarede dig. Huset er ikke dit.”
Men da papirer blev gennemgået, fandt de et testamente: Mette arvede lejligheden. Datteren, rasende, truede med retsag, men naboerne vidnede om Mettes omsorg.
Med et sikkert hjem arbejdede Mette hårdt for at opdrage Julie. År senere dukkede moren op igen og påstod, hun var alvorligt syg og havde solgt huset for behandling. Mette, fuld af medlidenhed, tog hende ind.
Indtil hun en dag overhørte en telefonsamtale: “Hun hører ikke efter… Jeg sparer på huslejen… Jeg er der snart…”
Det var alt sammen løgn. Moren hav
