I dag føler jeg mig lettet, men alligevel en smule trist. Det hele startede med en enkelt sætning: “Du er den perfekte mand, Roman.”
Mette kom hjem med to tunge poser i hænderne. Lige da hun trådte indenfor, lød stemmen fra hendes mand inde fra stuen:
“Er du kommet hjem? Er klokken allerede seks?”
“Den er syv,” svarede hun træt og gik ud i køkkenet.
På bordet stod der tre kopper. Det betød, at hendes svigermor havde været på besøg, sandsynligvis sammen med hendes søster, Lise. Mette blev ikke engang overrasket længere. Det var begyndt at blive en vane: uanmeldte besøg, diskussioner om hendes “ukvindelige” vaner, bedømmende blikke og resterne af andres tilstedeværelse i køkkenet.
“Hvorfor var du så længe om det? Jeg er sulten,” sagde Anders uden at kigge op fra sin bærbar.
“Jeg var i supermarkedet. For at servere dig, Deres Højhed,” svarede Mette sarkastisk. “Men faktisk skal jeg tale med dig.”
Han sagde ingenting. Så hun gik hen, drejede hans stol mod sig og sagde roligt:
“Vi skal skilles.”
Anders så op, forvirret:
“Hvad? Hvorfor?”
“Fordi det ikke kan fortsætte sådan her.”
“Mette, kan du ikke lige lave aftensmad først, så kan vi snakke efter? Jeg er virkelig sulten.”
“Nej. Vi taler om det nu.”
“Jamen du ved jo, at jeg ikke drikker, ikke går i byen, ikke er utro. Jeg er hjemme, arbejder, tjener mine egne penge. Jeg beder dig aldrig om noget. Hvad mangler du?”
Mette rystede på hovedet:
“Du bor i min lejlighed, betaler ikke i husleje, ikke for forbrugsudgifter — det er mig, der betaler alt. Indkøb, rengøring, madlavning — alt det gør jeg også. Spørgsmålet er: hvad bruger du dine penge på?”
“Øh… jeg købte en ny sweater. Downloadede en opdatering til mit spil. Jeg hjælper min mor og tante Lise engang imellem — sender dem penge. Er det så forkert?”
“Nej da. Det er helt normalt. Men jeg bad dig om at hænge vasketøjet op i morges — det ligger stadig i maskinen.”
“Jamen jeg havde pause…”
“Men det er vel også en form for afslapning at skifte opgave?”
“Jeg kan bare ikke finde ud af det. Mor og Lise lod mig aldrig røre komfuret eller støvsugeren.”
“Jeg ved det. Du ‘kan ikke finde ud af det’. Meget belejligt, ikke? Fra i dag — hvis du er sulten, må du selv lave mad. Jeg gør det ikke. Pigerne inviterede mig i café — først sagde jeg nej, men nu har jeg ændret mening. Held og lykke.”
Mette rejste sig, hang vasketøjet op, pegede mod køkkenet og gik. I caféen, med et glas vin foran sig, ringede svigermoren. Hun fulgte telefonen lydløst og vendte den om, så skærmen lå nedad.
Da Mette kom hjem igen, var Lillian Jørgensen allerede der.
“Mette! Hvad bilder du dig ind?! Er du blevet skør?! Skilsmisse?! Forstår du overhovedet, hvilken mand du har?! Sådan en finder du ikke igen! Han drikker ikke, er ikke utro, smider ikke strømper overalt! Kvinder må misunde dig!”
Mette så roligt på hende:
“Du taler om ham, som om han er en velopdragen hund. Han gør ikke noget forkert — det er det, du nævner. Men kan du nævne én ting, han gør godt? For mig?”
“Han arbejder.”
“Det gør jeg også. Men udover det tager jeg mig af rengøring, vask, madlavning, bærer tunge indkøbsposer, betaler for alt — både for mig og ham. Hvad laver han?”
“Han giver dig gaver! Jeg ved det! Jeg hjælper ham med at vælge!”
“Tak. Nu forstår jeg, hvorfor jeg fik en fodbalje til nytår og et uldtørklæde til fødselsdag.”
“Ville du hellere have guld?” spottede svigermoren.
“En spa-oplevelse eller en ferie havde været rart. Men nej. Jeg fik et tørklæde. Og manglende respekt. Og det evindelige ‘jeg kan ikke finde ud af det’. Jeg gider ikke længere være hans mor.”
“Han kan det bare ikke. I vores familie laver mænd ikke den slags.”
“Præcis. I har opdraget ham til at forvente, at andre gør alt for ham. Og han er tilfreds. Men det er jeg ikke.”
“Måske du ikke skal gå så hårdt til værks? Lær ham…”
“Undskyld. Men jeg gider ikke lære en voksen mand at være en mand. Jeg har prøvet. I halvandet år. Ikke mere. Nu pakker vi hans ting — og så kan I tage hen, hvor det passer jer. Jeg er ikke ond. Jeg er bare træt.”
En halv time senere stod en taxa udenfor. To tasker, en kuffert. Anders gik bagud med sin bærbar under armen.
Mette lukkede døren efter dem. Hun satte sig på sofaen. Trak vejret dybt. Skrev i sin notesbog: “Skilsmisse. Fri.”
Og for første gang i lang tid faldt hun roligt i søvn.
