Birthe var ved at pakke til et kurophold. Hun var pensionist, og hendes ældste søn, Mads, havde købt en rejse for hende og sagt:
“Mor, du skal afsted og slappe af. Jeg kan ikke lide, hvordan du ser ud – du plejede at se bedre og mere afslappet ud. Du skal ikke bekymre dig om far, han klarer sig nok. Han værdsætter dig ikke, det kan jeg godt se. Jeg har forstået, at han kun elsker sig selv og lever for sig selv. Specielt efter Mikkel og jeg flyttede hjemmefra. Han er også enig, forresten.”
“Åh, Mads, hvor har du ret. Jeg troede, I ikke lagde mærke til noget. Tak, min dreng. Selvfølgelig tager jeg afsted. Hvornår får jeg ellers chancen?” smilte hun og takkede sin søn.
“Når du har lyst, så tager du afsted. Mikkel lovede, at han køber din næste rejse,” lo Mads.
“I er så dejlige. De bedste sønner i verden!” Hun omfavnede ham og kyssede ham på kinden.
“Mor, du er også den bedste. Mikkel og jeg er altid på din side. Hvis du har brug for hjælp, er vi der. Hvem skal du ellers regne med?” sagde han tilfreds. “Nå, jeg tager hjem. Jeg venter ikke på far, jeg skal hente Tim fra børnehaven. Hils ham fra mig.” Han vinkede og gik ud af huset.
Birthe og Gregers boede i en landsby i deres eget hus. De havde været gift i mange år og elskede hinanden engang. De havde levet et godt liv, opdraget to sønner og sendt dem ud i verden. Nu boede de alene, men på en eller anden måde var deres liv blevet anderledes – eller rettere, Gregers var blevet en anden.
Birthe havde været pensionist i to år, mens Gregers stadig arbejdede. Hun havde mere fritid nu. Før var der altid arbejde og husdyr – de havde altid en gris og nogle høns.
Gregers hjalp ikke længere til hjemme. Han kom hjem fra arbejde, spiste og satte sig på sofaen. Af og til ordnede han noget i huset, men det var ikke meget.
Birthe tog ind til byen i et indkøbscenter og købte to kjoler og en bluse. Hun skulle jo afsted på kurophold, og hendes garderobe var ikke blevet opdateret i årevis. Hun havde stadig tøj fra dengang hun arbejdede, som hun havde tænkt at bruge som pensionist. Men nu skulle hun på kur. Hun stod foran spejlet og prøvede sine nye ting, mens Gregers kiggede på og sagde ligegyldigt:
“Du kan dreje dig lige så meget du vil, du bliver ikke smukkere af det. Hvem skal dog kigge på dig? Hvem har brug for dig?”
“Du skal ikke dømme efter dig selv. Jeg køber ikke nyt tøj for at blive set på. Det er bare ikke passende at tage afsted i gamle kluder,” svarede hun.
“Nå, ja, hun skal ud blandt folk, så hun skal se pæn ud. Vi er fra landet, og det bliver vi ved med.”
“Og du er så fin og bymenneske. Hvorfor giftede du dig så med mig?”
“Der har du det – altid det samme spørgsmål. Jeg var ung og uerfaren, sådan var det bare,” sagde han med en tone, der skulle provokere.
Men Birthe var vant til hans bidske og hånlige bemærkninger. Gregers var blevet sur og utilfreds med alting, ikke kun hende, men hele verden. Dog kunne han stadig ikke lade være med at glo på andre kvinder. Hun mistænkte ham for at være utro, men havde aldrig set det med egne øjne.
“Hvis en mand vil være utro, så kan intet stoppe ham. Han finder en vej,” tænkte Birthe.
Det gjorde lidt ondt, da han sagde sådan, mens hun prøvede sine nye kjoler. Hun lagde tøjet væk og gik ud i køkkenet. Hun havde ting at lave, og mens hun arbejdede, kunne hun tænke, mindes og drømme.
Birthe var en smuk kvinde. Som ung var hun en skønhed, og der var stadig spor af den skønhed nu – bare mere forfinet og ædel. Hun passede ikke rigtig på sig selv, ingen skønhedssalon, massager eller ansigtsmasker. Hun så sig selv som en gammel dame, en pensionist. Men hvis man så på hende, var hun stadig en smuk kvinde.
Gregers havde ændret sig, fjernet sig fra hende. Som ung var han flot, men nu så han ældet og træt ud. Mens hun lavede mad, tænkte hun:
“Vi er blevet fremmede for hinanden. Han giver mig ikke engang penge længere. Men jeg laver mad, vasker, rydder op, køber ting til ham. Hvorfor forstår han det ikke? Jeg tror, han ser mig slet ikke – jeg er bare en del af møblementet for ham. Men jeg er en kvinde, og jeg har også brug for opmærksomhed. Vi sover ikke engang sammen længere.” Hun gik ud for at fodre grisen.
Gregers var præcis sådan. Da han holdt op med at bekymre sig om hende, lagde han ikke engang mærke til det selv. Men han kiggede på andre kvinder og nød det, hvis de flirtede med ham. Og så kunne han godt finde på at være utro. Samvittigheden generede ham ikke.
Hans kone vidste det og tænkte:
“Han lægger mærke til andre kvinder, kan joke med dem, grine og omfavne dem – selv når jeg er til stede. Men mig værdsætter og respekterer han ikke.”
“Birthe, din Gregers var ude at rende i byen igen – han har en eller anden kæreste derude,” sagde naboens kone, Lise, helt alvorligt.
“Hvordan ved du det? Var du der?” spurgte Birthe.
“Jeg var der ikke, men jeg arbejder med ham, og jeg ser det. Der kom en kvinde, Mette, for at tjekke regnskabet – ung og flot. Din Gregers gik rundt om hende som en hane og tog hende med på café. Resten kan man kun gætte på. Pigerne på arbejdet siger, han ofte får fri for at tage ind til byen.”
“Jamen, hvad kan jeg gøre? Lad ham da tage afsted,” sagde Birthe ligegyldigt, men indeni kogte hun. Hun ville ikke vise det over for Lise.
“Du er sgu ligeglad. Det kunne jeg ikke,” sagde Lise forbløffet. “Jeg ville have gjort noget ved den mand…”
Det gjorde Birthe ondt at høre. Men det gjorde endnu mere ondt, når hendes mand fornærmede hende, efter alle de år de havde levet sammen. De havde engang elsket hinanden.
Birthe tog afsted på kurophold. Hun faldt hurtigt til i fællesskabet, blev venner med de andre kvinder på værelset, og de gik på behandlinger og spiste sammen. Hun nød det.
“Jeg anede ikke, hvor dejligt det ville være her. Så fredeligt. Jeg har slet ikke tænkt på min mand – jeg har slukket for det hele,” tænkte hun, da hun lagde sig til at sove.
Efter et par dage kom en venlig mand hen til hende.
“Godaften,” hilste han. “Jeg hed”Mens de stod der, omfavnet af den varme sommeraften, vidste Birthe, at hun endelig havde fundet roen – ikke i en ny kærlighed, men i erkendelsen af, at hjemmet, på trods af alt, var det sted, hun hørte til.”
