Sofie blev gift, mens hun stadig var ganske ung. Hendes far fandt hende en brudgom på hendes 18-års fødselsdag. Familien havde penge nok hvad mere behøvede man for at være lykkelig? Bryllupet var overdådigt, hele landsbyen i Midtjylland deltog i festlighederne. Kun de nygifte følte sig som fremmede midt i larmen.
Sofie syntes egentlig om sin mand, selvom hun dårligt kendte ham. Hendes søster havde det ikke nær så heldigt hun blev giftet væk til en 40-årig mand fra nabobyen Holstebro. Alle forventede, at hun ville ende som pebermø, men faderen fandt hende en mand og lovede hende en god medgift.
De nygifte flyttede ind hos Anders, Sofies mand. Huset var lille, men det var deres eget. Familiens overhoved sagde, at når der kom børnebørn, skulle huset nok blive bygget til.
Svigermor var ikke på nakken af Sofie; hun hjalp hende til rette i rollen som ung kone og bød hende varmt velkommen. Men svigerinden, Helene, var alt andet end venlig. Helene, som var ældre, boede stadig hjemme hos forældrene. Faderen havde giftet hende bort, men svigersønnen sendte hende tilbage med tasker og det hele allerede efter et år. Hun var koldblodig. Hun ville ikke tage sig af hjemmet og interesserede sig ikke for at føre slægten videre. Så hun levede alene, tvær og utilfreds.
I følge gamle danske traditioner blev en svigerdatter først rigtig husmoder, når hun havde født sin første søn. Indtil da måtte hun sidde stille og tie. Derfor prøvede enhver nygift pige straks at blive gravid, så hun ikke mistede sin stemme i huset.
Sofie valgte samme vej. Mens hun var barnløs, tvang Helene hende til det hårdeste og mest beskidte arbejde. Ikke at det var nødvendigt der var jo folk til at tage sig af det meste men Helene nød at holde Sofie nede.
Da Anders fandt ud af, at han skulle være far, kunne lykken lyse ud af ham. Svigerforældrene strålede af stolthed. Samme dag tog de ind til byggemarkedet i Herning for at købe materialer til en tilbygning. Helene var fra den dag rasende. Hun forstod, at resten af livet ville hun måtte nøjes med et lille værelse i forældrenes hus, uden en ægtemand, uden nogen, der byggede for hende
Et halvt år gik. En morgen blev Sofie vækket af larmende banken på døren. Det var Helene.
Hvorfor ligger du der? Har du lavet alt arbejdet? I huset, ja, men min mand vil ikke have, jeg går ud. Jaja, det siger du bare. Du er bare doven! Hvad vil du egentlig? Tør du svare igen? Tror du, du kan bestemme over mig? Du er ikke engang mor endnu! Sådan havde jeg ikke tænkt på det… Du betyder ingenting her. Hverken du eller din unge! Forstår du det?
Helene opførte sig vanvittigt. Hun begyndte at smide med ting og skælde Sofie huden fuld. Svigerfar kom løbende ind i stuen og fik hende slæbt væk.
Sofie lagde hænderne om maven og åndede tungt ud. Det hele skal nok gå. Alt bliver godt.
