»Mor, jeg kan ikke mere,« stod Mette ved vinduet og stirrede ud på det grå himmeludsyn, trukket ned af tunge skyer.
»Hvad mener du, du *kan* ikke? Toogtyve år kunne du, og nu pludselig kan du ikke?« Vibeke slog ud med armene, hendes rynkede ansigt fortrak sig i harme. »Er du blevet tosset i din alder? Hvad går der dog gennem hovedet på dig?«
Mette smilede bittert. Hvad gik der gennem hovedet på hende? Måske de søvnløse nætter, hvor hun ventede på Lars efter hans »forretningsmiddage«. De nedladende blikke, han gav hende over aftensmaden. Måden, han kaldte hende »den gamle ko« foran vennerne og så grinede – »du må da kunne tage en joke, Mette.«
»Jeg vil endelig leve for mig selv,« svarede hun stille.
»For *dig selv*?« Vibeke fnøs kort. »Har du tænkt på *mig*? Hvor skal jeg gøre af mig? Med min pension kan jeg knap nok købe rugbrød! Lars forsørger os begge, skal jeg hilse og sige.«
Mette mærkede halsen snøre sig sammen. Altid det samme – så snart hun talte om sine egne behov, præsenterede mor regningen. Gæld, pligter, skyld – de evige lænker, hun havde slæbt med sig hele livet.
»Jeg har fået arbejde, mor. Som bogholder i en privat virksomhed.«
»Hvad?« Vibeke sank ned på en stol og holdt sig for brystet. »Er det derfor, du har gået på kursus? Planlagt det hele bag min ryg?«
»Jeg skylder dig ikke—«
»Jo, det gør du!« råbte Vibeke. »Jeg opdragede dig, ofrede mig! Og nu vil du smadre alt sammen? Hvorfor? For dine egoistiske indfald?«
I entreen smækkede døren – Lars var hjemme. Hans tunge skridt lød som en dom. Mette knyttede næverne, neglene skar ind i håndfladerne.
»Hvad diskuterer vi, mine damer?« Hans stemme dryppede af honning, som altid når der var vidner til stede. »Vibeke, du skriger så højt, at hele opgangen samles.«
»Din kone er blevet vanvittig!« skiftede Vibeke straks fokus til svigersønnen. »Hun siger, hun har fået job og vil skilles!«
Lars vendte sig langsomt mod Mette. Der lå noget koldt i hans blik, som en slange, der laver sig til spring.
»Nå, er det sådan?« sagde han silkeblødt. »Hvor længe har du gået og fundet på det, *skat*?«
En isnende kuldegysen løb ned ad Mettes ryg. Den tone kendte hun alt for godt – den søde, giftige forsmag på storm.
»Jeg fandt ikke på det. Jeg besluttede det,« svarede hun og overraskede sig selv med fastheden i sin stemme.
»Hun *besluttede* det!« Vibeke slog ud med hænderne. »Lars, sig noget! Det må være overgangsalderen – hun har tabt forstanden!«
»Mor!« Mette vendte sig skarpt. »Hold op! Jeg er tooghalvtreds, ikke en hysterisk teenager. Jeg vil bare ikke længere—«
»Hvad vil du ikke længere, *elskede*?« Lars tog et skridt nærmere, hans smil nåede ikke øjnene. »Er lejligheden ikke fin nok? Bilen for gammel? Smykkerne for få?«
»Stop,« Mette trak sig mod vinduet. »Du ved udmærket, det ikke handler om det.«
»Om hvad så? Den unge praktikant, du så ham med?« Vibeke gik i gang igen. »Årh, hold op! Alle mænd har en sidespring. Bare bide det i dig, som os normale kvinder!«
Mette mærkede noget knække indeni. Der var det – »bare bide det i dig«. Hvor mange gange havde hun hørt det? Bid i dig, når manden ydmyger dig. Bid i dig, når han er utro. Bid i dig, for *sådan er det bare*, for »tænk på din mor«.
»Hør her, *skat*,« Lars satte sig på armlænet af lænestolen, ben over kors, »lad os tale ærligt. Du ved godt, du ikke kan klare dig alene? Hvem gider ansætte en på din alder? Hvem har brug for dig?«
»Ingen?« Mette begyndte at grine, en latter der fik Vibeke til at gyse. »Netop, Lars. Det er det, du har fortalt mig i alle disse år. At jeg er værdiløs, at jeg skal takke dig for hvert blik.«
»Skatter,« Vibeke greb hendes hånd, »du overreagerer—«
»Nej, mor,« Mette løsnede sig blidt men bestemt. »For første gang på årevis ser jeg klart. Og jeg går.«
»Du går *ingen steder*,« knurrede Lars, alt blidhed væk. »Har du glemt, hvem der står på lejligheden? Eller betaler for din mors medicin?«
»Nå, er det sådan?« Mettes stemme var rolig. »Endelig viser du dit sande ansigt. Ikke engang foran mor kunne du holde masken.«
»Mette, lille skat,« Vibeke greb sig om hjertet, »du forlader mig ikke? Hvor skal du hen?«
»Jeg har lejet en lejlighed. En lille en i Brønshøj. Men den er *min*.«
»Hvad?« udbrød Vibeke og Lars i kor.
»Jo, forestil jer. Lars – med hvad *skilling* vil du betale for den? En ufærdig bogholders småpenge?«
»Jeg er ikke ufærdig,« svarede Mette stille. »Jeg fik topkarakterer. Og fik en god stilling.«
»Forræderske!« råbte Vibeke. »Jeg opdragede dig ikke til at flakke omkring i fremmedes huse i din alder! Hvad vil folk sige?«
»Folk, folk…« Mette rystede på hovedet. »Hele dit liv handlede om, hvad *folk* tænkte. Hvad *jeg* mente – det var ligegyldigt.«
Hun gik mod soveværelset, tog sin allerede pakkede taske. Lars blokerede døren:
»Bliv hvor du er! Du går *ingen steder*!«
»Flyt dig,« Mettes stemme blev hård som stål. »Jeg anlægger skilsmisse. Og prøv ikke at true mig – jeg har optagelser af dine trusler og beviser på utroskab. Tror du, dine forretningspartnere vil synes om en skandale?«
Lars blegnede. Hun havde aldrig set ham så forvirret.
»Du… du bluffer.«
»Prøv mig,« smilede Mette. »Ottoogtyve år tav jeg. Samlede beviser på alt, du gemte. Troede du, jeg var blind? Dum? Nej, kæreste. Jeg ventede bare, til børnene var voksne.«
»Børnene!« Vibeke snappede til. »Netop! Hvad vil *de* sige? Skammer du os alle?«
»De ved det, mor. Jeg talte med dem i sidste uge. Ved du, hvad Sofie sagde? ’Mor, jeg har”Jeg har længe håbet, du ville finde modet til det,” sluttede hun og lukkede døren bag sig, mens den første solstråle i uger brød gennem skyerne og lod hende vide, at alt nok skulle gå.
