Dagbog, 28. april
Mor, bare rolig nu, jeg vil ikke gøre dig urolig, men efter nytår kan det godt være, vi kommer til at få nogle økonomiske problemer. Altså, vi skal nok ikke dø af sult, tænker jeg.
Sig det dog ligeud, Rikke, du ved, jeg ikke bryder mig om unødige udenomssnak.
Jo, mor. Jeg har sagt op. Sådan er det.
Sagde du selv op eller blev du fyret?
Helt selv. Jeg kan bedst lide at bestemme selv.
Du er ligesom din far var. Kan levende forestille mig, hvad han ville sige, hvis han stadig var her.
Se, mor, se hvor flotte dompaperne er i træet derude Far ville sige: Det er ikke jobbet, der gør mennesket.
Jeg var ellers så glad på dine vegne, Rikke. Stolt af, at du havde sådan en stilling kulturchef for hele Aarhus! Du var ofte i tv, folk så op til dig, så faktisk ud som en dronning på dit felt. Du er min smukke, slanke, stilfulde datter.
Mor, nu må du ikke begynde at græde. Min skønhed løber ingen steder jeg har den endnu.
Fortæl mig så, hvad der egentlig gik galt? Hvorfor så pludselig en beslutning? Kom væk fra vinduet, du får træk. Sæt dig ned.
Du forstår, mor, jeg var bare ikke enig med ledelsen for dem gjaldt kun at levere rapporter i tide, menneskene glemtes, undtagen fra talerstolen. Jeg kunne bare ikke være sådan. Som når man bliver skilt, uforenelige karakterer.
Rikke Men alle arbejdspladser kræver rapporter og resultater. Og hvad? Nu hopper du over alle dine vinterarrangementer?
Nej, mor. Dem går jeg stadig til sammen med mine kolleger. Nu bare som almindelig deltager. Det bliver da lidt sjovt, tænker jeg.
Jo, men at gå fra at være chef til bare at stå som tilskuer ved juletræet Tag mig da med, bare for at støtte dig.
Tænkte ellers du havde fået nok af juletræsfester fra børnehaven: for hver gruppe, for medarbejdernes børn, for personale, for afd. i Skåde
Glem ikke børnehjemmet, Rikke! Ja, vi har også vores nøgletal: børn til kultur. Men din juletræsfest i Hovedparken vil jeg nu gerne opleve. Du laver familiejul men har hverken mand eller børn. Nu også arbejdsløs. Du fylder snart fyrre. Tænker du stadig kun på din gamle Christian? Ham du aldrig slap. Han drømte om København, men blev her og spiller stadig jazz. Din saxofonist!
SAKSofonist, mor. Adolphe Sax, en belgisk opfinder, skabte instrumentet for næsten 200 år siden.
Den slags behøver du ikke forklare din gamle musikpædagog-mor! Men den saxofonist har da forhekset dig. Du holder stadig alle på afstand, Rikke. Du er min dronning men nu uden trone! Hvad mon din far ville sige nu?
Mor, han ville sige: Kvinder bliver kun finere med alderen. Please, græd ikke. Det skal nok gå.
Din far elskede kvinder, men mest af alt dig, Rikke. Han slap aldrig din hånd i hospitalet.
Det så jeg, mor. Men du elskede også ham bare ikke så højlydt.
Han vidste det godt, selvom jeg aldrig sagde det nok. Når jeg sang for ham, var han tryllebundet.
Mor begyndte at synge, tørrede tårerne væk:
Og sneen falder, stille rundt om os,
Noget nyt er på vej.
Min allerbedste ven,
Se på sneen med mig,
Så hvid som det, jeg ikke siger,
Det, jeg gerne vil give dig
Mor, den sang rammer mig hver gang. Jeg har altid drømt om at få sne på min fødselsdag i april, og én, der synger sådan til mig
Men Rikke hvad vil du med dit arbejde? Du har så meget potentiale! Hvor går du hen nu?
Jeg tager et job som billetkontrollør i bussen, mor.
Vær nu alvorlig! Skal jeg snakke med Grethe på 3. sal? Hun kender alt og alle i kommunen, Skat, Teknik og alt muligt.
Nej, mor, jeg mener det seriøst. Jeg vil ud og køre med bus som billetkontrollør. Du tager da bus nu og da?
Ikke ofte, men jo, ind imellem.
Hvad synes du om kontrollørerne?
De ser da ikke ud af ret meget! Alt for mange lag tøj, og sidder bare og råber: Kom længere ind! Husk at betale for billetten! Jov, meget kreativt arbejde.
Du får det faktisk ret godt, mor! Du lyder nøjagtig som dem: Betal venligt for billetten! Jeg kan stadig høre, da far kom hjem et år og fortalte den vittighed om en fuld mand i bussen. Kan du huske den?
Nej, hvad var det nu for én?
En fuld mand stiger på bussen, vakler ned bagerst. Kontrolløren: Billetten! Han former en lille skål med hånden: Nå, billetten, skål!
Åh, Rikke hvis bare jeg kunne høre din far fortælle sådan igen.
Han er altid med os, mor. Hans stemme og ord hører jeg for evigt. Alt, piger, er i jeres hoveder. Skift plade, og så synger livet en serenade, en popsang eller højskolesang, hvad du nu vil!
Ja, men hvorfor skiftede du ikke plade med Christian? Som ham Gotsche i Kærlighed på film. Men den ender trods alt lykkeligt! Men hvor skal du arbejde nu?
Kontrollør i Bybus 7. Jeg starter efter nytår.
Nej, Rikke det kan ikke være rigtigt. Hele Aarhus og omegn kender dig. Kulturchefen, nu billetkontrollør hvad ville din far sige?
Han skrev til mig, da jeg blev atten: Husk, kun du kan vælge for dig. Tag styring. Ellers banker livet på din dør, og du er aldrig hjemme.
I busserne, Rikke? Er det dit opgør med samfundet?
Nej, det er mit opgør med mig selv. Min chef sagde tag nu kronen af, du er blevet for eventyrlig! Han vidste vist ikke, at jeg allerede havde taget bussen i fjorten dage, da chaufføren brækkede benet og folk dem har jeg set!
Byens kulturchef nu i bussen?! Gør du passagererne dannede?
Mor lagde sig opgivet på sofaen.
Du har lagt mig ned med dit nytårschok, barn.
Nogle store tænkere sagde, hvis Gud ikke lagde os ned indimellem, ville vi aldrig få tid til at se på himlen. Se ud, mor solen har skinnet, børnene fodrer fugle. Og nu kommer sneen
Jeg begyndte at synge: Og sneen falder og alt rundt venter på noget nyt
Skøre Rikke I buskontrol får du jo under halvdelen af, hvad du fik før. Jeg bliver fristet til at tage imod lidt sponsorstøtte fra major Andreas ovenpå!
Mor, han er jo en fin fyr. Enkemænd, pensioneret, ordentlig og gavmild. Ingen kan måle sig med far og det skal de heller ikke men det er altså 10 år siden nu
Men Rikke, du vil jo kede dig ihjel som kontrollør! Du skal bare opfinde noget kreativt eller tage på ferie til Malmø, for eksempel?
Eller tage dig med en uge til Skagen for min feriepenge! Hvad siger du til det, mor?
Telefonen ringede. Jeg tog den hurtigt.
Ja, selvfølgelig, jeg er klar på ruten den 4. januar. Mine papirer ligger i HR nu. Tak.
Mor, ingen Skagen, ingen Malmø jeg starter i bussen.
********
Bus 7 slutter dagens første tur ud til forstæderne. Populær rute. Sidste stop.
Poul-Erik, må jeg bruge din mikrofon? Bare som en slags guide.
Har du fundet på noget nyt, Rikke? Salonen er pyntet, sedler og dagens citat hænger dér Hvad siger du til dagens motto?
Her står: Det er godt at vælge den vej, man selv vil gå.
Du er skør, Rikke. Aldrig troet jeg ville få sådan en kontrollør og uniformen sidder jo næsten pænt på dig!
Efter det læste jeg dagens citater op:
Tal lavt i telefonen eller sig noget interessant! buschauffør Poul-Erik.
Hvis du ikke giver plads til dem, der har brug for det, gør jeg! Ivar, din afløser.
Vi fik sammen et godt grin.
Rikke, du taler som din far: Alt er i hovedet, bare skift sangen!
Det var faktisk hans motto.
Hvordan gik det med ham?
Han blev dræbt på arbejde. Bygningsingeniør, ulykke. Mor holder ud.
Undskyld, det var ikke min mening.
Mor arbejder stadig som musikpædagog. Poul-Erik, jeg vil gerne have musik i bussen. Kan vi det?
Pyt, prøv du har pyntet alt andet op. Kan passagererne lide det?
Jeg lover at vælge noget, alle kan holde ud. Musikken skal løfte stemningen, ikke irritere.
Vi kørte, og folk steg på for at tage med ind mod centrum
Jeg satte mig op foran, tog mikrofonen, og sagde med sikker stemme:
Kære passagerer! Velkommen i bus 7 vi kører fra Nørreskov til centrum gennem hele Aarhus. I Nørreskov kan I nyde den friske luft perfekt til familieudflugter. Midtbyen lyser op, især nu til juletid. Husk også musikteatret og børneaktiviteter i byparken. Til nytår holder vi familiejuletræ på Store Torv. God tur, god fornøjelse.
Pludselig en ung stemme: Hvad kan man se i biografen så? Jeg svarede kvikt: Århus Bio har tre sale, alt fra den nye julekomedie, til børneeventyr og kærlighedsdrama. Ellers tag 1eren fra centrum til Valby Bio.
Chaufføren hviskede, Vi kommer til familiejuletræ du har jo lovet gløgg!
Det lovede jeg og begyndte straks at tænke på levende musik til højtiderne. Trioen Lysgård til jul, og måske Ivan på guitar til Vinterjazz?
Samme dag måtte jeg ringe min mor op: Undskyld, jeg arbejder dobbelt ingen juletræsfest for mig.
***
Efter nogle uger begyndte folk overalt i byen at tale om bus 7 og kontrollør-dronningen. Kollegaerne syntes jeg var lidt sær, men passagererne elskede det. Jeg fortalte om byens historie, gav små events i mikrofonen, var altid høflig og folk begyndte at glæde sig til busturen.
Tre måneder gik. Så blev jeg kaldt op til kontorchefen, Lars Mikkelsen.
Rikke, nu må jeg spørge: Hvad laver du egentligt? Du sælger ikke bare billetter du laver underholdning,udflugter, taler i mikrofon hele tiden. Folk kan da klage!
Jeg svarede:
Kære Lars, tak fordi jeg må snakke direkte som en simpel buskontrollør men jeg lægger faktisk mærke til, at stemningen, komforten, ja selv salget af billetter kun stiger. Lad os kalde det et nyt projekt for byens borgere: Kultur i bussen!
Han tøvede lidt, så på mig underligt, svedte lidt bag brillen. Du går aldrig rundt i bussen? Kollegae siger, du sidder som en dronning foran.
Nogle kalder mig dronning, ja. Men alle billetter bliver solgt, folk går ind foran og betaler, går ud bagest. De får ro, og når der er mange, sender vi Dankort eller mønter frem og jeg siger i mikrofonen, at vi har kamera ingen stjæler!
Kamera?! Men vi har ikke kamera!
Nej, men det kunne vi få, Lars. Ideen er ikke dum og det skaber tillid.
Du kan virkelig sætte gang i noget, Rikke.
Jeg elsker Aarhus. Meget har ændret sig, men jeg vil hjælpe byens borgere med at nyde den også dem, der aldrig har tid til kultur.
Han sagde til sidst: Hvis du inviterer til teater en dag, siger jeg ikke nej.
********
Projektet Kontrollør-dronningen kørte videre jeg fik endda en lille ekstra gave til Kvindernes Internationale Kampdag, og Lars fik billetter til teateret. Men ingen kollegaer fulgte trop de syntes det lød for tosset for en så lav løn. Nogle mente, jeg måtte have sponsorer. Kun mor og hendes gode ven, major Andreas, støttede lidt hjemme.
********
28. april. Min fødselsdag. Mor syntes, jeg skulle tage fri, men jeg ville hellere på arbejde min faste plads, mine søde passagerer Jeg gik til depotet i den kolde morgenluft, følte mig faktisk let. Pludselig begyndte det at sne helt uvant for april små, hvide fnug, som jeg altid har drømt om til fødselsdag. Fortryllet trådte jeg ind i bussen, pyntet med papirssnefnug af chaufførerne. Ivar, dagens chauffør, overrakte mig en fin boks chokolade og en splinterny mikrofon: Vores dronning fortjener det smukkeste! Jeg kvitterede med en flaske Bornholmer Bitter og bogen Mit Danmark.
Der var ikke mange passagerer den lørdag, men midt i centrum steg en gæst på, der fik mit hjerte til at galopere: Christian min eneste. Han stod med sit saxofonetui og kunne ikke betale straks. Uden mikrofon, nærmest råbte jeg: Husk at betale! Vi har kamera! og skyndte mig ned bagerst. Og så midt blandt daglige rutiner lød levende musik. Christians saxofon fyldte bussen, og han spillede Og sneen falder og sneen falder til ære for min dag og drøm.
Hvis jeg har lært noget det seneste år, så er det, at værdighed ikke handler om titler, men hvordan man møder livet og hinanden. Man kan være dronning også som billetkontrollør bare man aldrig glemmer at gøre hverdagen til noget særligt.
