Dronningen
Mor, du må ikke blive bekymret, ikke sandt? Men fra nytår kan vi godt komme i problemer… altså økonomisk. Men der er ingen grund til panik, vi skal nok klare skærene.
Du ved jeg ikke bryder mig om de lange indledninger, min pige. Ud med sproget.
Ja, mor. Kort sagt: jeg har sagt op. Sådan er det.
Hvad? Gjorde du det selv, eller blev du bedt om det?
Helt selv. Jeg tager helst selv mine beslutninger.
Du har det fra din far. Gad vide, hvad han ville have sagt nu, hvis han stadig var i blandt os.
Se, mor… Se lige de smukke dompapper på træet derude foran vinduet… Far ville have sagt, en persons værdi ligger ikke i titlen.
Jeg var så stolt af dig, du var kulturchef for hele byen, god løn, alt det der. Du kom i tv, folk så op til dig som en dronning. Smuk, slank, stilsikker.
Mor, min skønhed forsvinder ikke, den har jeg endnu.
Men sig mig, hvad skete der egentlig? Hvorfor sådan en pludselig beslutning? Flyt dig fra vinduet, sæt dig herind.
Jeg havde bare nogle andre værdier end ledelsen. For dem handler det bare om at kunne aflevere rapport til tiden, mennesker interesserer dem kun, når de taler fra talerstolen. Sådan vil jeg ikke være. Som man siger ved skilsmisseretten: uforenelige karakterer.
Uanset hvor du arbejder, så vil ledelsen have rapporter og resultater. Så hvad nu? Skal du heller ikke til alle dine arrangementer i vinter, nu hvor du ikke bestemmer?
Jeg tager stadig med, mor. Vi har jo alle forberedt alt sammen. Men nu bliver jeg bare publikum. Det er lidt sjovt på en måde.
Jamen, chefen for byens kultur, står bare ved juletræet som almindelig gæst… Tag mig med, bare for selskab.
Jeg troede ellers, du var træt af alle de juletræsfester i børnehaven: for hver gruppe, for medarbejdernes børn, for de ansatte, for filialen
Glem ikke babyhjemmets juletræ! Ja, Liva, vi har også vores mål, blandt andet antal børn til julearrangementerne. Bemærk, Liva, KULTURELLE arrangementer! Men jeg vil da gerne se, hvad I har fundet på til familie-juletræet i Byparken. Du laver familie-juletræ, men mangler selv familie. Og nu også job. Liva! Du fylder snart fyrre! Drømmer du stadig om Peter? Peter den Første! Han, der aldrig kom til Wien for at spille i operaen. Og så saxofonist!
Saxofonist, mor. Adolphe Sax, belgisk instrumentmager, opfandt det for næsten to hundrede år siden.
Og det minder du mig, en musikpædagog, om? Liva, jeg kan bare ikke tilgive din saxofonist han har fyldt dit hoved så meget i årevis at du ikke lukker nogen ind. Du ældes, Liva, min dronning. Mor tørrede en tåre væk. Dronning uden trone nu! En aldrende, ugift dronning! Hvad ville far have sagt til det?
Far ville sige, at kvinder bliver mere fornemme med årene, som god vin. Og lad nu være med at græde, mor. Det går nok det hele.
Far elskede kvinder.
Mor, han elskede dig mere end livet. Han lod aldrig din hånd gå, ikke engang i det sidste øjeblik på hospitalet.
Jeg siger dig, Liva, jeg bebrejder mig selv, fordi jeg aldrig sagde det ofte nok. Det var som om kærligheden bare var der, uden at skulle siges.
Han læste altid din kærlighed, især når du sang for ham.
Mor begyndte stille at synge:
Og sneen falder, sneen falder,
Alt omkring venter på noget,
Under det stille snelag,
Vil jeg sige, mens I ser på,
Min vigtigste i livet,
Del dette snefald med mig,
Rent som alt det usagte,
og det jeg længes efter at sige.
Mor, den sang når ind i hjertet på mig. Jeg har altid drømt om, at det pludselig ville sne på min fødselsdag i april. Og at nogen ville synge sådan til mig
Men Liva, hvad nu med dig og dit arbejde? Du har et unikt potentiale! Hvor vil du nu hen?
Jeg bliver buskontrollør, mor.
Hold nu op! Måske skulle du spørge Anni oppe fra tredje. Hun har forbindelser overalt skattemyndigheden, stadens kontor, ejendomsinspektionen.
Jeg er ærligt talt seriøs. Nu skal jeg prøve at være kontrollør. Kører du nogensinde med bus, mor?
Indimellem. Ja.
Hvad synes du så om kontrollørerne?
Helt ærligt ikke meget! Ingen stil, ingen elegance! De iklæder sig lag af tøj, bærer sandaler over uldsokker, råber i bussen: Betal venligst for rejsen! og Videre ind i bussen! Sikke et kreativt job.
Du lyder spot on, mor! Kan du huske dengang far kom hjem fra arbejde og fortalte den vittighed om bussen? Han var i godt humør, de havde fejret åbningen af et nyt boligkvarter. Du sagde dengang, at du aldrig havde set ham så sjov, når han var lidt beruset. Kan du huske vittigheden?
Nej, hvad var det for en, Liva?
Der kom en flok fulde mænd ind bagerst i bussen, svajede frem og tilbage, og kontrolløren råber: Betal venligst for rejsen! Og manden løfter pegefingeren, som om han skåler, og siger: For rejsen! Hehe.
Ak, Liva, kunne vi bare få lov til at høre flere af fars jokes igen…
Han er her altid, mor, med sine ord og stemme. Jeg gentager altid, hvad han sagde: Piger, det hele sidder mellem ørerne. Skifter I musikskive, bliver livet en serenade, en rockballade, en folkevise alt hvad I vælger!
Men hvorfor kunne du ikke skifte skive for din Peter? Han brød sig aldrig om, at du var dronningen, og han bare var musiker ved hoffet. Som Gert i filmen Kærlighed på dansk men dér ender det i det mindste lykkeligt! Nå, det er nu om dig: Hvor vil du arbejde?
Buskontrollør, mor. Lige efter nytåret starter jeg.
Nej, ikke du, Liva! Du har altid været lidt anderledes end de andre, og altid været kreativ men så vildt? Kontrollør! Du er kendt i hele byen, du har været på tv, og nu skal du skifte kroner for billetter. Hvad ville far sige?!
Jeg følger bare fars ord. Kan du huske hans kort til min 18-års fødselsdag? Ingen andre kan leve dit liv for dig. Du må selv tage ansvaret. Ellers banker livet på, mens du ikke er hjemme.
Men at du skal finde dig selv i en bybus, hvad er det for noget?
Det er faktisk en udfordring til mig selv! Min kulturchef sagde, jeg skulle tage kronen af. Jeg var for fantasifuld, for fjern fra virkeligheden og for længe siden kørt med offentlig transport! Han glemte, at chaufføren på min tjenestebil brækkede benet, og jeg kørte i busser og sporvogne hele december. Jeg fik mit folkekendskab!
Forstår ingenting du har arbejdet indenfor kulturen! Og nu skal du opdrage buspassagerer?
Mor rejste sig, lagde sig lidt på sofaen, trykkede tommelfingeren ind mod tindingen.
Din nytårsnyhed banker mig helt i gulvet.
Nogle store videnskabsfolk har sagt, at hvis Gud ikke nu og da lagde os fladt ned, fik vi aldrig set op mod himlen. Prøv at se, mor, solskin og snefald, børnene fodrer fuglene. Sikke en dag
Liva begyndte stille at synge igen: Og sneen falder, sneen falder. Alt omkring venter på noget
Skøre Liva! Kontrollør-løn er en brøkdel af, hvad du fik før. Så tvinger du mig snart til at tage sponsorhjælp fra Jens på anden sal.
Han er faktisk en rar mand. Pensioneret militær, enkemand, reel og generøs. Ingen kan matche far og skal heller ikke. Far har sit sted i hjertet. Men det er næsten ti år siden nu, mor…
Liva! Hvad med dig? Du bliver så træt af det job ingen kreativitet! Men din far sagde altid, at du ville finde på noget selv som skraldemand. Skulle vi tage til Madeira på ferie for fratrædelsesgodtgørelsen? Du kan tænke over livet der.
Eller en tur sammen til Bornholm, mor? For min regning?
Telefonen ringer. Mor sætter sig op og lytter. Liva svarer roligt: Ja, jeg starter busruten d. 4. januar. Mine papirer er allerede på plads. Tak.
Så ingen ferie, mor. Madeira ryger.
*******
Bus nr. 7 gennemførte sin første tur gennem hele byen mod øst. Æggende fyldt. Endestation.
Henrik! Må jeg bruge din mikrofon? Bare lidt som guide.
Har du fundet på noget igen? Du har pyntet bussen med glimmer og julekugler. Opdateret beskederne over mit hoved, dagens citater sat op. Hvad er dagens, Liva?
Det er godt at være på en rejse, du selv vælger! sagde hun.
Sjovt du er, Liva. Jeg føler mig heldig med dig som kontrollør mest fordi min makker Holger stadig ikke fatter dig. Han tør knap se på dig. Og du har givet os alle nye mapper til papirerne, med Dannebrog på forsiden. Han siger, nu begynder en ny æra! Han fik endda bestilt trøjer online med flag på. Vi kører med gamle MAN-busser, men vi kører for danskerne! Du er usædvanlig, Liva. Med dit tøj, sko, briller, du ligner en kunstner. Holger siger, han har set dig før… Jeg siger, du ligner én fra teatret. Og at du skriver vores egne udsagn op under navnene det er genialt. Vi følte os som Aristoteles, bare for sjov.
I er også lokale Aristoteleser, sagde Liva, mens hun hvilede i kontrollørstolen. Hun læste højt fra skiltene under overskriften Tankevækkende citater fra vores chauffører:
Brug mobilen stille eller gør det interessant! Henrik Madsen, chauffør.
Hvis ikke du rejser dig for de ældre, gør jeg! Holger Jensen, chauffør.
Klogskab for alle pengene, sagde hun.
Vi citerer dig også, Liva! Må vi sige du? Det hele sidder i hovedet. Skift skive, og du får en sang i stedet for en sørgemarch!
Det sagde min far altid.
Hvorfor i datid? Død?
Ja… Han byggede huse og skoler. En ulykke… Han døde på hospitalet, min mor holdt hans hånd.
Beklager, Liva. Skæbnen! Og din mor lever?
Ja, stadig musikpædagog i børnehave. Nå Henrik! Jeg ville faktisk gerne have hyggelig musik i bussen, især i ferierne, og sige et par ord til passagerne.
Tja, passagererne er forskellige. Nogle kan ikke lide musik…
Jeg har tjekket: der står ingen steder, vi ikke må spille stille musik. Og slet ikke, hvilken slags. Musik skal jo bare løfte stemningen. Aristoteles beviste det allerede: musik kan gøre én rolig eller vakt. Jeg skal nok finde noget, alle kan lide, du skal se. Og så vil jeg annoncere de vigtige ting men aldrig i myldretiden.
Bussen kørte ud. På endestationen steg folk ind, betalte og satte sig. Liva tog mikrofonen og sagde:
Kære passagerer! Vi kører nu på byens længste busrute, fra Skovparken. Der, hvor luften er frisk, hele familier tager dertil. Om 15 stop når vi midtbyen, stoppested Lysevej den lyseste gade i byen hvidt snedækket, glimtende af lyskæder. Nyd byens julemarked og teater for de små hop bare af, én station før Center. Til gæster: Miss endelig ikke friluftsmuseet med bindingsværkshuse stå af ved Landsbyvej. Og vigtigst: Kom til familie-juletræ i Byparken på Sct. Hans vej! God tur og glædelig festtid!
En ung fyr råbte: Hvad med biograferne? Liva svarede straks: Biograf Kosmos ligger på nr. 1s rute, 10 stop væk. Men Stjernebio ligger direkte på denne linje, tre sale: komedie, eventyr, og kærlig vinterfilm.
Henrik nikkede og sagde: Vi kommer til juletræsfesten i Byparken, sværger! Bliver der gløgg og tombola? Selvfølgelig, smilede Liva. Du finder nok på mere snart? sagde han. Jeg drømmer om levende musik i bussen til jul. Måske synger Trio Lysdal. Og til Visseltofts fødselsdag inviterer jeg Ivan, vores dygtige Visecover-guitarist! Og Torben til fastelavn med harmonika! Hun ringede hjem: Mor, undskyld, jeg tager dobbeltskift i år. For få folk. Du må tage til parken med Jens. Det bliver sjovt. Kys!
… Og gennem byens vinter, med sne ud af det blå, blev Liva kendt for sine høflige annoncer, små guides og poesi mellem holdepladserne på linje 7. Om en uge talte hele byen om dronningen af bussen.
***
Tre måneder. Rygtet nåede ledelsen.
Liva Mikkelsen, sagde direktøren for Bybusserne, Esben Schmidt, alvorligt. Jeg har indkaldt dig, fordi… Ja, du gør mere end at sælge billetter! Du taler, synger og underholder hele ruten! Snart drukner vi i klager.
Hr. Schmidt, jeg er beæret over at kunne tale for vores passagerers komfort både buschaufførerne Henrik og Holger er fornemme folk. Jeg prøver bare at give folk lidt ekstra, lidt kultur. Tænk på mine mini-ture som en innovativ satsning.
Esben, stor og forpjusket, blev rød i hovedet, satte sig, stod op igen, tørrede sved væk.
Tja, billettal er faktisk kun steget. Men folk er forskellige; nogen bliver trætte af musik, nogen af dig. Og så alle de kolleger, der nu brokker sig. Du sidder foran som en dronning, siger de, og snakker i mikrofonen!
Liva sang til sig selv: Kontrollør, tryk på stopknappen, før det er for sent Hun så bestemt på Esben.
Hr. Schmidt. Jeg minder om, at kontrolløren ifølge reglerne ikke skal kræve betaling, kun tilbyde billet hvis nogen beder. Det er passagerens pligt at betale straks. Kald mig bare dronning alle ved, foran går man ind, bagerst ud. De fleste betaler straks, andre sender deres betalingskort op gennem bussen. Jeg annoncerer, at det er sikkert… for der er kameraer herinde!
Vi har jo ingen kameraer! Nu bilder du dem ting ind også?
Det er da min fantasi, min drøm for at sikre alles biletter er i hus. Kameraer bør overvejes! Det er kutyme nu.
Går du aldrig rundt i bussen?
Kun hvis jeg hjælper gamle damer eller mødre med barnevogn, eller en grædende unge. Folk vil gerne se dronningen, og så kommer de hen og får betaling lækkert og let.
Tja Elsker du egentlig byen, Liva? Selv har jeg boet her kort efter skilsmissen. Alt ser anderledes ud.
Alt ændrer sig til det bedre. Hvorfor ikke fortælle folk om det? Jeg guider lidt, giver inspiration. Du burde tage i teatret komedien Skilsmisse på dansk. Perfekt til humøret.
Jeg skal videre til møde men inviter du mig en dag, takker jeg ja
********
Innovationen Dronninge-kontrolløren fortsatte vinteren igennem. Da marts blev til forår, havde Liva fået ros fra chefen og givet ham teaterbilletter selv kunne hun ikke komme, dobbeltskift. Snakken gik på hele stationen, men ingen kopierede hende. Mange vendte bare øjne og sagde, kun én med så lav løn finder på alt det dér. Hun har garanteret tusind sponsorer, lød rygterne, men kun Jens fra anden sal pensioneret major og familiens gode ven hjalp dem.
********
28. april. Livas fødselsdag. Moren foreslog, hun skulle tage fri men hun ville ud på folkeruten, hvor faste passagerer ventede. Liva gik til fods, for det var isnende koldt. Pludselig faldt store fnug fra himlen, dryssede i hendes hår sne på fødselsdagen, præcis som hun havde drømt om siden barn. Sneen smeltede straks, men noget magisk var der. Humøret var løftet, hun trådte ind i bus nr. 7, hvis chauffør havde pyntet bussen med hvide snefnug. Holger gav hende chokolade og en ny mikrofon: Dronningen fortjener det bedste! Hun gav dem hver en flaske urtedrik og bogen Mit Danmark.
Det var stille dag, indtil bussen blev fyldt i midtbyen. Så stod han der Peter eneste mand hun nogensinde elskede. Fik hun pulsen ned? Ikke helt. Han stod med sin saxofonkasse, så hun glemte alt, råbte næsten ud i bussen: Betal venligst for rejsen! Kameraet kører! Hun sprang op og gik om bag i bussen, ville flygte… Og så lød levende musik. Peters saxofon fyldte bussen og Livas dronningekammer med Esbens gamle melodi, Og sneen falder, sneen falderAlle i bussen tav; saxofonen sang gennem vinterlyset en gammel melodi, de begge kendte. Peter smilede forsigtigt, som om han var bange for at virke for modig. Liva blev stående et øjeblik, med billetmaskinen i hånden, men glemte at trykke på knappen.
Holger satte bussen i frigear, og folk så mod bagenden, hvor Peter lod tonerne bølge over sæderne. En lille pige med fletninger begyndte at nynne, og flere passagerer klappede taktfast. Liva mærkede, at hun kun behøvede at gå ét skridt måske for første gang på flere år.
Hun trådte hen til Peter. Han holdt pause i musikken og så hende direkte i øjnene.
Jeg har tænkt på dig. På alt jeg ikke fik sagt, sagde han lavt.
Liva lo sådan en sprød, fri latter, hun slet ikke havde vidst stadig fandtes.
Det vigtigste har vi vist altid sagt gennem musikken, svarede hun.
Bussen rullede videre; de passagerer, der kendte hendes historie, nikkede, og endda Holger tørrede diskret øjnene. Da de nærmede sig Byparken, sang sneen igen over hustagene, og nogen blandt de rejsende begyndte spontant at synge Livas mors sang. Flere stemte i, ingen sad længere alene, og stemningen løftede sig, akkurat som hun selv havde ønsket for alle andre.
Peter spillede de sidste toner, og Liva tænkte, at ingen havde kåret hende, men hun havde kronen på lavet af hverdage, smil og små øjeblikke med mennesker, hun delte rejsen med.
Bussen standsede. Udenfor ventede mor, i rød frakke ved et grantræ pyntet af børn. Liva vinkede, og mor vinkede igen med begge hænder, næsten som et barn. Peter pakkede ikke saxofonen væk, men tog Livas hånd og gik med ud i sneen.
Så stod de der, hånd i hånd, omgivet af sang, smil og dryssende hvide fnug, som verden hverken kunne planlægge eller regne ud. Og Liva vidste, at hendes plads konge, dronning eller blot menneske altid fandtes der, hvor hun selv satte sig ved siden af andre og delte øjeblikket.
Sådan, tænkte hun, kan selv en bus være et slot, og hver billet begyndelsen på et eventyr.
