Jeg drømte om lykken, lavede planer for fremtiden, men fik kun ydmygelser!
Mit navn er Helene Hansen, og jeg bor i Silkeborg, hvor Søhøjlandet skjuler sine stille gader under granerne. Jeg mødte ham igen til en klassefest — efter 20 år. Søren stod foran mig, lidt bredere over skulderen, med pjusket hår, men hans øjne — store, dybe, fyldt med den samme længsel — gennemtrængte mig, som da vi var unge. Han inviterede mig til en dans, som dengang vi var sammen. Jeg mærkede hans varme, hans ånde, hans styrke — og min krop rystede, som om tiden blev skruet tilbage. Den nat dukkede han op i mine drømme igen, og jeg indså, at den gamle kærlighed ikke var død.
Hvorfor gik vi fra hinanden? Jeg husker det ikke. I tre år levede vi som mand og kone, lagde planer: et lille hus med have, en lille butik med blomster og lys, fandt på navne til børnene — Mette, Niels… Og så forsvandt han — uden ord, uden spor og efterlod mig i tomheden. Til festen, efter et par glas vin og dans, vidste vi begge: det var en chance for at starte forfra. Efter et halvt år flyttede jeg til hans hjem i Odense. Hans kone var død, og jeg havde aldrig mødt nogen, jeg kunne slå mig ned med. Først var alt godt, men drømmen om lykke vendte sig til et mareridt.
Jeg havde ønsket mig kærlighed, men fik kun ydmygelser. Søren havde to sønner — 16 og 18 år, Anders og Lars. Jeg forsøgte ikke at blive deres mor — det ville have været dumt. Jeg ønskede blot at blive venner, få forståelse og blive en del af deres liv. Jeg anstrengte mig, omgav dem med omsorg, lavede mad, købte gaver, gik på kompromis for fred i huset. Men i stedet for varme mødte jeg kulde. Alt blev værre, når deres afdøde mors forældre kom på besøg. Jeg respekterede dem så godt jeg kunne, de var jo familie. Men hvert besøg blev til en prøvelse: de betragtede mig som en indtrænger, og jeg følte mig som en skygge.
Jeg var 38, uvant med den nye by, de nye mennesker, deres hjem. De konstante forsøg på at behage alle tappede mig for energi. Jeg blev kvalt af rodet, som drengene efterlod, af deres ligegyldighed. Den ældste, Anders, begyndte at tage sin kæreste med hjem, mens jeg var på arbejde. De var i vores soveværelse, i vores seng, svinede lagnerne til. Hun brugte mine cremer, min hårbørste, mine hjemmesko, hærgede i køkkenet, så jeg timers skulle rede op efter hende. Den yngste, Lars, klagede konstant: enten var tøjet ikke godt nok, eller maden som hendes mor lavede. “Du er jo bare en hjemmegående, du laver ikke noget,” sagde han ind imellem. Jeg holdt ud, så længe jeg kunne. Når jeg forsøgte at tale med Søren, viftede han mine ord væk som om de var ligegyldige.
Jeg drømte om at blive venner med naboerne — siges at være tættere end familie. Men der blev jeg også skuffet: alle talte kun om, hvor perfekt hans afdøde kone havde været. Og jeg? Jeg som var levende, havde elsket ham alle de år, opgav alt — arbejde, by, det vante liv — for ham og hans familie. Jeg besluttede: hvis jeg fik et barn, ville alt ændre sig, og jeg ville blive respekteret. Men da jeg nævnte det for Søren, skar han det af: “Jeg har børn, jeg vil ikke have flere.” Og jeg? Jeg blev efterladt med tomme hænder og drømmen om moderskab, som han havde knust.
Derfra gik alt galt. Søren forandrede sig — han var ikke den unge mand fra min ungdom. Livet havde brændt varmen ud af ham, og han så på mig med irritation. Han fandt fejl ved mig, kritiserede mig, som hans sønner gjorde. Jeg forsøgte mit bedste, men det var nyttesløst. Bægeret flød over, da jeg kom hjem fra arbejde og så Anders’ kæreste i min badekåbe. Hun gik rundt i huset, som var hun ejeren, men det var mig — mit personlige, som undertøj, hun kunne tage på bag min ryg! Jeg holdt mig tilbage og sagde stille: “Lad venligst være med at røre mine ting.” Og hun lo mig op i ansigtet: “Slap dog af!” Hvorfor behandlede hun mig sådan? Jeg havde lavet mad til hende, ryddet op efter hende, som om hun var en af mine egne, og hun behandlede mig med foragt.
Jeg brød sammen og løb ud af rummet. Søren kom stormende ud fra køkkenet, rød i hovedet af vrede, og overfaldt mig med råb. Jeg stod målløs, troede ikke mine egne ører. Han kaldte mig doven, skreg, at jeg skulle forlade hans hus, kastede ting efter mig — en kop, en bog, hvad der nu lå ved hånden. Tårerne gjorde mine øjne slørede, og jeg greb min taske og løb ud på gaden med, hvad jeg havde på. Jeg tog det første tog til Silkeborg, hjem til mine forældre. Morgenen efter sendte han mine ejendele med en kurer — koldt, uden en note, som var de affald.
Tiden læger alle sår, siger de. Jeg prøver at lade være med at tænke på det. Smerten aftager, men såret forbliver. Jeg tror på, at jeg en dag vil møde en, der elsker mig — sådan som jeg er, med mine drømme og ar. Søren var min første kærlighed, men ikke min skæbne. Jeg ønskede lykken, men fik kun skår. Nu er jeg tilbage i Silkeborg, blandt kendte gader, og jeg lærer at trække vejret igen, i håbet om, at fremtiden bringer lys, ikke flere sorger.
