“Godmorgen,” mumlede Dana til sine kolleger, da hun trådte ind på kontoret og slog sig ned ved sit skrivebord, tændte computeren.
“Godmorgen,” svarede Mette og Lise og udvekslede et forundret blik, mens de trak på skuldrene.
Normalt snakkesalig og fredssøgende sad Dana tavs, mør som himlen udenfor, hvor lave, grå skyer hang, og en fin regn faldt. Stilheden herskede på kontoret, men Mette, der aldrig kunne holde mund længe, brød den snart:
“Piger, hvad med en kaffe? Jeg laver lige en,” sagde hun og rejste sig for at gå bag skærmen, hvor der stod en lille kaffemaskine, kopper, en skål med slik og andre småting.
“Ja, tak,” stemte Lise i, mens Dana forblev tavs.
De var tre på kontoret. Dana var gift og havde en søn på otte, selv tredive år. Mette var også gift, havde to børn og var seksogtredive. Lise havde endnu ikke giftet sig men boede med sin kæreste og var syvogtyve.
Mette var den mest handlekraftige af dem – måske fordi hun var ældst, måske bare af natur. Det var altid hende, der tog initiativet, mens de andre fulgte trop.
Hun kom tilbage med et lille bakke med tre kaffekopper. Dana tog sin uden et ord og nikkede bare tak, mens Lise sagde:
“Tak, Mette, du er vores husmoder…”
De lo begge, mens Dana kun smilede svagt. Mette gav sig til sidst:
“Dana, hvad er der galt? Du må ikke tie sådan, det gør mig nervøs – er du sur på os?”
“Nej da, Mette, hvorfor skulle jeg være det? Det er bare hjemme, der er noget i vejen,” svarede hun.
“Har I skænderi med Mads?” spurgte Lise forbløffet. Kollegerne vidste, at Danas ægteskab var harmonisk, og at der næsten aldrig var konflikter – i hvert fald havde Dana aldrig klaget over sin mand.
“Nej, nærmere med familien.”
“Åh, er det Sofie igen? Jamen, hvorfor lader du hende ikke bare være?” rådede kollegerne.
“Hvordan kan jeg det, når vi bor i samme gårdsplads? Skal vi flytte på grund af hende, når vi har vores eget dejlige hus? Min Mads lader som ingenting, og hans bror Bjarke er også fin, men Sofie… Hun er noget for sig selv. Jeg har holdt det inde længe, men i går sagde jeg min mening, og nu ved jeg ikke, hvordan vi skal leve side om side.”
Da Dana giftede sig med Mads, havde hans far færdiggjort et hus i samme gårdsplads som sit eget. Efter brylluppet flyttede Mads og Dana straks ind, fordi forældrenes hus allerede var beboet af den ældre bror, Bjarke, hans kone Sofie og deres lille søn. Begge huse var solide og velholdte. Faren havde arbejdet som bygningsleder og fået materialer til en god pris.
Men kun en uge efter det yngste søns bryllup skete der en ulykke. Forældrene omkom i en bilulykke. Siden da havde brødrene levet side om side i samme gårdsplads.
Først var alt godt. Næsten samtidig fik Dana og Sofie børn – Dana sin første søn, Sofie sin anden, en datter. Alt udviklede sig parallelt.
“Mads, hvor er det dejligt, at vi bor i samme gårdsplads som din bror,” sagde Dana engang glad.
“Det er fint nok,” svarede den mere tilbageholdende mand.
Da børnene blev ældre, begyndte begge kvinder at arbejde, mens børnene gik i børnehave. Men med tiden blev Dana klar over, at de var fuldstændig forskellige. Det var selvfølgelig naturligt – alle har forskellige personligheder, vaner og temperament.
Dana og Mads skændtes aldrig, men fra Bjarkes og Sofies hus lød der ofte skænderier gennem de åbne vinduer. Sofie viste sit temperament. Hun var altid utilfreds, og hendes stemme bar langt.
“Sofie er i gang igen,” sukkede Mads. “Min bror er ikke så heldig.”
Dana var rolig og fredelig. Hun og Sofie var modsætninger.
“Jeg er en stille person,” sagde Dana. “Jeg kan ikke lide larm eller store selskaber. For mig er familien alt. Mit hjem er min verden, jeg har det godt med bare min mand og søn. Jeg elsker ro og fred – og min Mads er ligesådan. Vi forstår hinanden så godt.”
Det passede. Dana var vokset op i en kærlig, stabil familie uden skænderier. Hendes forældre havde aldrig råbt af hinanden, sådan ønskede hun også sit eget ægteskab.
Men Sofie var anderledes. Hun var højlydt og mente, at de skulle leve som én stor familie.
“Jeg elsker at være sammen,” sagde hun altid. “Vi skal jo være tætte, vi er én familie!”
Dana forstod tanken, men så det anderledes.
“Ja, i den bredeste forstand er vi én familie, men min kernefamilie er min mand og min søn.”
Mads var enig, men Sofies opførsel blev gradvist mere påtrængende. Hun opførte sig som om hele gårdspladsen tilhørte hende, selvom hver familie havde sin egen halvdel. Som den ældste svigerinde havde hun taget kontrol, og Dana havde accepteret det – men nu var det ved at blive for meget.
På grund af sin opdragelse ville Dana aldrig bare marchere ind i Bjarkes og Sofies hus. Hvis hun havde brug for noget, bankede hun altid på eller ringede for at spørge.
Men Sofie stormede ind hos Mads og Dana uden at banke, hvilket irriterede dem dybt. Det var ligegyldigt for hende, hvad de foretog sig – selv når deres søn var lille, og Dana ammede eller lagde ham til at sove, kunne Sofie fare ind med sit sædvanlige hensynsløse temperament.
“Åh, Dana, putter du ham? Nå, jamen så kommer jeg senere!” – men barnet var allerede vågnet af hendes skingre stemme.
“Mads,” klagede Dana, “jeg får følelsen af, at Sofie gør det med vilje… Vi opfører os da ikke sådan.” Han var enig, men kunne ikke ændre det.
Især i weekenden var det slemt. Dana stod altid tidligt op, bryggede kaffe og nød den stille morgen alene, mens Mads og sønnen sov. Hun lavede pandekager eller havregrød til dem. Hun elskede netop weekenden fordi ingen skulle skynde sig.
Men lige som hun drak sin kaffe, dukkede Sofies ansigt op i vinduet.
“Nå, er du vågen? Jeg vil også have kaffe!” – og så var hun allerede inde i huset, selvom Mads og barnet stadig sov. “Åh, du har lavet morgenmad! Jeg er sulten, lad os spise sammen.”
Dana kunne ikke lide det. Hun havde ikke lavet mad til Sofie, men kunne ikke bare smide hende ud. Nogle gange undgik hun hende, men det hjalp sjældent.
“Er du for nærig til at dele en pandekage?” sagde Sofie så, blev sur og gik*Da bankede døren igen, og Dana vidste, at uanset hvad hun sagde, ville Sofie altid finde en vej ind i hendes verden – men i dag besluttede hun sig for at sige fra, for engang imellem måtte selv den mest fredsommelige sætte grænser.*
