Manden i mine drømme forlod sin kone for mig, men jeg havde aldrig forestillet mig, hvordan det hele ville ende.
Jeg havde beundret ham siden studietiden på Københavns Universitet. Man kunne kalde det ubetinget kærlighed tåbelig og blind. Da han endelig begyndte at lægge mærke til mig, mistede jeg fuldstændigt forstanden. Det skete, for at være ærlig, et par år efter vi havde dimitteret vi endte med at arbejde i samme firma, fordi vi havde samme fagområde. Jeg så det som skæbnen.
Han virkede som drømmemanden. Som ung rørte mig hans ægteskab ikke; jeg havde aldrig været gift og vidste ikke, hvordan et ægteskab kan gå i stykker. Derfor skammede jeg mig ikke, da Mikkel besluttede at forlade sin kone for mig. Hvem skulle have troet, at det ville bringe mig så meget sorg? De siger, at man ikke kan bygge lykke på andres elendighed.
Da han valgte mig, svævede jeg på toppen af verden og kunne tilgive ham alt. I hverdagen var han dog ikke den prins, han fremstod som offentligt. Hans ting lå altid spredt over hele lejligheden, og han nægtede stædigt at vaske op. Alt husarbejde faldt på mine skuldre, men på det tidspunkt gik det mig intet.
Han glemte hurtigt sit tidligere ægteskab. De havde ingen børn, og det var faktisk hendes forældre, der havde presset på til brylluppet. Med mig skulle det være anderledes så sagde han.
Min lykke varede kun indtil jeg blev gravid. Først var Mikkel henrykt over, at vi skulle få et barn. Vi arrangerede en stor familiefest for at fejre den kommende lille. Alle ønskede os kærlighed og god health for vores fremtidige baby.
Den aften er en af mine bedste erindringer, og jeg fortryder den ikke. Men fra det øjeblik begyndte min blinde kærlighed at falme.
Jo større min mave voksede, jo sjældnere så jeg Mikkel. Jeg gik på barsel, så vi kun så hinanden sent om aftenen. Han arbejdede længere på kontoret og deltog i virksomhedens fester. I starten generede det mig ikke, men snart begyndte det at tære på mig. Husholdningsopgaver blev sværere, for jeg kunne ikke længere bøje mig ned og samle de spredte sokker.
I den tid undrede jeg mig ofte havde vi skyndt os med at få et barn?
Jeg vidste, at følelser kan køle af, men jeg havde ikke forventet, at det skete så hurtigt. Mikkel sendte stadig blomster og chokolade, men jeg ville bare have ham ved min side.
Til sidst blev det tydeligt, at hans firmasammenkomster havde en grund. En kollega nævnte over en kop kaffe, at en ny ung medarbejder var startet i afdelingen på grund af personalemangel, som blev kritisk, da jeg gik på barsel. Hvilken ironi.
Jeg var sikker på, at der var en anden, for han havde simpelthen ingen fritid. En dag fandt jeg en seddel i hans jakkelomme med initialer, jeg ikke genkendte. Jeg ved ikke, hvad der gik mig for, men jeg lagde sedlen tilbage og lod som om, jeg ikke så noget.
Det var skræmmende at stå alene i syvende måned af graviditeten, mens Mikkel klagede over, at jeg var irrationel. Hver diskussion endte med hans skuffede suk. Jeg forstod, at hvis jeg tog emnet op, ville jeg ende alene. Frygten for at miste ham var så stærk, at jeg ikke kunne tænke på andet. Man siger, at det, man frygter mest, kan gå i opfyldelse.
Uanset hvor smukt Mikkel havde forført mig, var han ingen gentleman. De værste ord, jeg har hørt, var: Jeg er ikke klar til børn og Jeg har en anden. Jeg husker ikke præcis, hvordan han sagde det, men i det øjeblik føltes det som om, jeg tabte forstanden.
Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg ville finde styrken til at ansøge om skilsmisse. Mikkel havde ikke regnet med, at jeg ikke ville holde ud med hans opførsel, og han havde heller ikke forudset, at jeg ville smide hans ejendele ud dagen efter. Jeg var lettet over, at vi lejede lejligheden vi skulle i hvert fald ikke dele den.
Hvad med barnet? Tænk på barnet. Hvordan vil du forsørge ham?
På en eller anden måde. Jeg finder et hjemmearbejde. Mine forældre har jo altid tilbudt at hjælpe. Min mor sagde altid, han var en kvindekaster jeg burde have lyttet til hende.
Ansvarsfuldhed over for min lille dreng gav mig mod. På egen hånd ville jeg nok ikke have forladt ham. Men jeg indså også, at jeg ikke ville opdrage et barn med en far som ham.
Hans forræderi var så afskyeligt, at jeg ønskede intet mere med ham. Det var som om, sløret løftedes fra mine øjne.
De første måneder efter skilsmissen, inklusive fødslen, var utroligt hårde. Jeg flyttede ind hos mine forældre, som var overlykkelige, især min søns bedsteforældre. Jeg kan ikke sige, at jeg slet ikke savnede Mikkel, men jeg prøvede at holde ham ude af mine tanker. Dybt inde vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige, og at jeg kunne give min søn alt, hvad han behøvede.
Da jeg genvandt min styrke, gik jeg på jagt efter arbejde. Jeg havde lejlighedsvis udført juridiske oversættelser før, og nu gjorde jeg det til en fuldtids fjernarbejde. Selvfølgelig gik der måneder uden indtægt, men mine forældre støttede mig i den tid. Snart byggede jeg et stabilt klientnetværk og havde ikke længere brug for deres hjælp.
Min søn voksede hurtigt, og jeg gik ikke op i, hvordan de første år fløj forbi. Jeg indså først, da han havde brug for sit eget værelse. Mine forældre ville ikke have, at vi flyttede, men jeg ønskede vores eget rum. Jeg havde brug for et hjemmekontor, og han havde brug for et roligt sted at læse. På det tidspunkt kunne jeg endelig leje en egen lejlighed.
Derfra begyndte tingene at falde på plads. Vuggestue blev til skole, første klasse til femte, og for første gang i lang tid følte jeg glæde og frihed igen. Så pludselig dukkede han op igen.
Vores by er ikke så stor, og i vores juridiske branche kender alle hinanden. Derfor var det ikke svært for Mikkel at finde ud af, hvor mit kontor lå. Jeg fortrød, at jeg ikke havde flyttet med min søn til en anden by. Det viste sig, at min eksmand endelig havde slået sig ned og dybt fortrød sine handlinger. Han sagde, at han var for ung og dum, at han aldrig havde fået lov til at kende sin søn, og han insisterede på at møde ham.
Loven forhindrer ikke en far i at se sit barn, og jeg ved, at hvis Mikkel virkelig ønsker det, vil han finde en vej. Men tanken skræmmer mig. Flere uger er gået siden vores samtale. Jeg sagde, at jeg ville tænke over det, men i virkeligheden kan jeg ikke bearbejde, hvad der sker. Jeg vil finde en måde at forhindre min søn i at møde sin far.
Nu spekulerer jeg på, om dette er en slags straf for mig en følge af at have trukket Mikkel væk fra sin første kone. Måske burde jeg flytte til en anden by?
Det, jeg har lært, er, at kærlighed uden respekt kun fører til tomhed, og at styrken til at beskytte sig selv og sine børn ofte ligger gemt i den indre vilje til at stå op for sin egen værdighed. At finde modet til at vælge sig selv, selv når smerten er stor, er den sande vej til frihed.
