Drømmefanger
– Igen?! Sigrid, Sigge! Vågn op! Ellers vækker hun de små! Hold hende! Line gled ned fra sengen og ruskede søsteren i skulderen. Hvornår falder hun dog til ro
Sofie vred sig i søvne, hendes stønnen sørgmodig og langstrakt, fyldte værelset som en tåge og fik mig uvilkårligt til at vende mig om med en følelse af, at nogen stod bag mig.
– Det føles som et dårligt gysershow! Sigrid hev dynen af sig og slentrede med lukkede øjne over til Sofies seng.
Hun lagde sin egen dyne over Sofie, lagde sig ved siden af og hviskede stille en vuggevise:
– Bølle, bølle bob, du skal ikke ligge for tæt på kanten Men halløj, Line! Sådan en gammel vuggevise duer altså ikke, hun er kogende varm! Væk mor!
Line blev stående nervøst ved Sofies hovedgærde et øjeblik, sukkede, og listede så alligevel ind til forældresoveværelset. Man havde ikke meget valg Sofie var lige så meget barn, som de andre børn. Og hvis mor fandt ud af, at de skjulte noget, ville der falde skældud.
I soveværelset var der mørkt og stille. Line rakte ud over lillebror Simons sengden stod helt tæt op ad forældrenes dobbeltseng og strøg skuldrene på deres mor, Marianne.
– Mor
Brune øjne, lige så mørke som Lines egne, flakkede op med det samme, som om Marianne knap havde sovet, hendes varme hånd omsluttede straks Lines fingre.
– Hvad er det, skat?
– Sofie har det dårligt! Mor, hun er brandvarm, hun har sikkert feber!
Simon pev svagt, og med det samme begyndte Marianne at nynne, præcis som Sigrid for lidt siden:
– Bølle, bølle bob
Hendes bløde fingre tog forsigtigt Lines hånd og placerede den på Simons ryg.
– Gyn ham lidt, så han falder i søvn igen. Jeg går ind til Sofie
Let og smidig som havde hun ikke i går vredet ryggen under vinduespudsning gik Marianne på tåspidserne ned til pigernes værelse, lyttende til natten og husets ro.
Huset var hendes stolthed. Så mange gange havde hun hørt, at hun og Bent var tossede at bygge egen villa. At det var ren spild af kræfter, og de havde det da fint i lejlighed.
Familien rystede på hovedet og var aldrig bange for at sige tingene lige ud:
– Hvorfor dog sådan et slot? I har jo ingen børn!
Det stak dybt. Hun, der ikke kunne blive mor. Hver gang bøjede hun hovedet, som én, der ikke måtte kigge verden i øjnene.
Hvis ikke man kunne være mor havde man så nogen ret til stolthed? Skulle man bare skamme sig?
Bent lagde altid armene omkring hende, trak hende ind til sig, når hun kom hjem efter endnu en nedslående snak med sin egen mor eller mostre. Altid de samme ord:
– Glem dem, Marianne! De har ingen anelse om, hvordan tingene er!
– De har jo ret, Bent! Vi får aldrig børn
– Lad os nu se! Bents stemme blev stivsindet af vrede mod dem, der sårede hans kone. Han lovede sig selv, at hendes drøm skulle blive til virkelighed.
Alt føltes muligt, når man ikke boede langt fra København og havde penge nok. Først én klinik, så en anden og en tredje. Overalt sagde lægerne bare:
– Vi er ikke tryllekunstnere.
Og Marianne skjulte sig, også overfor Bent, kunne ikke finde ord for, at hun havde opgivet. Da han kastede sig over husbyggeriet, samlede hun mod.
– Det bliver ikke med mig, Bent Jeg elsker dig, men du fortjener familie. Hvis jeg ikke kan give dig et barn, så jeg bliver nødt til at søge skilsmisse.
– Glem det! Bent, rasende, satte hurtigt sin krus fra sig, brændte sig på øret. Marianne! Jeg siger dig: Jeg slipper dig ikke! Mener du virkelig, at jeg skal miste sådan en kvinde bare fordi, vi ikke får børn? Nej tak! Og ja, jeg siger det ligeud!
Hun blev ikke overbevist af denne samtale. For hun var bange for, at han sidenhen ville komme til at fortryde.
Men Bent holdt fast. Alt for længe havde han ventet på hende sin store glæde.
For Marianne var det andet ægteskab. Allerede som nittenårig flygtede hun hjemmefra, giftede sig ikke så meget for at få mand, men for at slippe væk fra kontrol og bebrejdelser hos hendes mor, Karen.
Deres forhold havde altid været vanskelige. Karen kunne både forgude sin datter og tale varmt om hendes dygtighed, og næste øjeblik rive hende ned med sarkastiske ord.
– Hvordan kunne jeg dog få sådan et særpræget barn? Marianne du er genial den ene dag, den næste… Hvad sker der oppe i dit hoved?
Havde Marianne selv svaret, havde hun gjort det, men hun bøjede bare hovedet, krøb sammen og tænkte på, hvordan man elsker én, der altid skælder ud.
Hvis nogen havde spurgt, elskede Marianne bestemt sin mor. Hvordan kunne man ikke? Men hun forstod med årene, at hverken uddannelse eller karriere gjorde én varm eller kærlig. Hendes mor havde aldrig tvivlet på egne evner, men blandt fremmede kunne hun skabe de bedste relationer bare aldrig med sin egen datter.
– Mor, hvorfor elsker du mig aldrig rigtigt? spurgte Marianne engang en uge før sit bryllup, efter at Karen havde rynket på næsen ad hendes længe udvalgte brudekjole.
– Kom nu ikke med sådan noget pjat!
– Men det er altid pjat, uanset hvad jeg gør. Intet er godt nok…
– Gør det rigtige, så skal du se, det hele løser sig! Gør nu som du vil, men jeg hverken forhindrer eller godkender dig mere!
– Mor, hvordan kan det være så svært at elske sit barn? Hvordan kan jeg undgå at gøre det samme ved mine børn?
Marianne fik aldrig orden på det spørgsmål. Og hun svor: Når hun fik børn, ville hun aldrig skelne dreng eller pige, de skulle være lige meget værd.
Brylluppet med hendes første mand blev stort og meningsløst. Marianne gispede i korsettet og var bange for at sige sin mor imod.
Ægteskabet var en fiasko og sluttede oven på et mistet barnsorg. Hendes daværende mand pakkede sine ting og forsvandt allerede mens hun stadig lå på hospitalet.
Hun havde stadig sin forældrekøbte ejerlejlighed, og Karen gik straks i gang med at vride livet på plads, udrydde “hendes fejltagelse”, og foreslog straks en “bedre kandidat” til næste gang.
Marianne bad i stedet sin far om lidt frihed og trak sig. Hendes far forstod hende et enkelt sekund, greb ind og beordrede moren til at lade datteren være. Det blev en begyndelse på noget nyt.
Marianne blev en rigtig dygtig jurist. Hun var køn, men ingen ildsjæl hun manglede gnisten, sagde folk. Sandheden var, at følgerne af den tidlige abort borede sig ind i hende, og snart fik hun at vide, at børn, det ville hun sikkert aldrig kunne få.
Det knækkede hende. Hun fortsatte på autopilot karriere, familiearrangementer, arbejde. Men var der liv i hende? Næppe.
Hun mærkede ikke, hvordan hun begyndte at glide ind og ud af familiemiddage og gjorde ingen væsen af sig. Netværket af mostre, tanter og omhyggeligt arrangerede bekendtskaber forsøgte endda at blande hende med unge mænd, men Marianne bemærkede knap nok det hele.
Men én enkelt aften, langt ude på landet på hendes forældres gamle gård, stod hun pludselig over for Daniel.
Han var ikke “en kandidat”. Han var taxa-chauffør og havde bare fragtet hendes tante med familie ud på landet. Marianne, smuk som et frostklart vinterbillede i sin hvide uldfrakke, fløj ind i bilen og sagde:
– Til byen, tak!
Daniel undrede sig, men sagde ikke meget, og da turen var ovre, gik det op for Marianne, at hun havde glemt sin pung. Hun undskyldte, men Daniel vinkede bare og sagde:
– Du skylder mig bare et smil.
Da hun kom tilbage med penge, var han væk. Siden så hun ham ofte foran sin opgang, og de begyndte at tale sammen han rolig og lidt munter, hun usikker, men draget.
De blev kærester, trods familiens bestyrtelse især Mariannes mor, som truede med at slå hånden af hende.
Daniel fik besked om det hele, om barnløsheden, før de giftede sig.
– Hvad så? Er det kun børn, der binder folk sammen? Jeg elsker dig, og der er ingen garantier i livet, sagde han.
De blev viet i rådhuset, og Daniel præsenterede hende for sin familie, der bød hende velkommen på klassisk dansk vis umiddelbar og praktisk.
– Hun er da lidt ranglet, Daniel, du må give hende lidt at spise, sagde Daniels mor, Olga, og trak straks Marianne med ind i køkkenet for at lave rabarberkompot og snakke.
Familien var kærlig og varm, og hun følte sig for første gang hjemme også selv om hun ikke var født ind i familien.
Da Daniel og Marianne fandt ud af, at de ikke kunne få børn, kom det, at de blev foreslået adoption. Daniels mor var selv adopteret og havde aldrig oplevet andet end kærlighed:
– Det handler ikke om gener, men om hjerterum, sagde Olga.
Daniels far organiserede arbejdsdage på huset sammen med Daniel, mens Marianne fik sig en god karriere som advokat, arbejdede hjemme, og sammen begyndte de på adoptionsforløb.
Efter lang ventetid fik de tilbudt tre søskende gennem kommunen. Olga ringede grædende:
– Det er børn, jeg kender! De er ikke fremmede jeg har passet dem, mens deres mor var på skæve veje. Det er synd for dem, Marianne. Vil I ikke tage dem?
Og sådan blev de mor og far til Simona på syv, Line på seks og lille Simon på to.
Pigerne åbnede sig hurtigt:
– Bare rolig, vi kan godt lide dig, sagde Simona kækt.
Simon hang på Marianne og kaldte hende straks “mo’ar”.
Mariannes mor forstod ikke beslutningen hvorfor tage andres børn med dårlig arv?
– Mor, jeg er jurist jeg kan godt tage ansvar, svarede Marianne bestemt. For én gangs skyld satte hun foden ned.
Årene gik. Marianne blev dog overrasket, da hun pludselig selv ventede et barn noget lægerne havde sagt var umuligt. Daniel insisterede på lægebesøg, og Olga nikkede Marianne havde straks fået at vide:
– Jeg vidste det. Nu skal du bare spise godt og hvile dig!
Sønnen Anton kom til verden en vintermorgen, og livet blev kaotisk og lykkeligt på klassisk dansk vis.
Hans søstre tog det hele med ro; der var jo ikke meget plads, men de var vant til det.
Simon, derimod, blev først frygteligt jaloux, men Marianne brugte tid på at vise ham, at han ikke var blevet glemt.
Livet gik videre, indtil endnu en pige, Sonja, kom ind i familien efter en tragedie i en fjern del af Danmark: hendes mor Mariannes kusine var død, og Sonja stod uden noget. Marianne rejste tvært over landet og hentede Sonja hjem, selvom det tog tid. Den lille pige var forvirret, bange og ville ikke sove.
Det var tit nætterne, hun skreg sig vågen. Mens familien løb for at trøste hende, forsøgte alle at give hende tryghed ingen sovebamse, ny kjole eller fine hårbøjler hjalp.
Men så kom Simon med en bog om indianere, og i den fandt han en tegning af en drømmefanger.
– Det skal vi lave til Sonja! Så bliver hendes dårlige drømme fanget, sagde han.
Alle børnene gik i gang med snor, perler og fjer ovenikøbet fra bedsteor Olga.
En nat vågnede Sonja med et skrig, armene strakt mod Marianne:
– Gå ikke fra mig!
– Jeg slipper dig ikke, fik Marianne fremstammet, mens hun mærkede pigen brændte af feber. Min egen, ingen tager dig.
Efter en turbulent nat kom lægen, straks ro, og lyset brød frem.
Næste dag hængte pigerne deres færdige drømmefanger op over Sonjas hovedgærde.
– Nu bliver alle drømmene fanget, sagde Simona.
– Ja, men Sonja har vel allerede en drømmefanger nemlig dig, mor, sagde Line lavmælt.
Marianne smilede og så på sine mange børn, på kattekillingen lille Simon havde fået med hjem fra Olga, og så på det store hus, der langt om længe var fyldt med latter, stemmer og liv.
Der manglede måske nogen en dag hvem ved. Men lige nu var alt, som det skulle være. Hjemme. Hos os.
