Drengen vågnede op til sin mors klagende lyde

Drengens navn er Mads.
Jeg vågnede op midt om natten til lyden af min mors svage klage.
Jeg stod op og gik hen til hendes seng.
Mor, har du ondt?
Mads, vil du hente et glas vand?
Ja, straks, løb jeg ud i køkkenet.
Et minut senere vendte jeg tilbage med et fyldt glas:
Her, mor.
Drik!
I samme moment lød det på døren.
Mads, åbner du lige?
Det er sikkert naboen, Frk.
Nina.
Ind kom Frk.
Nina, hun stod med en stor kop i hånden.
Hvordan går det, Margrethe?
hun mærkede morens pande.
Du har feber.
Jeg har taget varm mælk med lidt smør til dig.
Jeg har allerede taget medicin.
Du burde tage på hospitalet.
Man får ordentlig behandling, og mad der men dit køleskab er tomt.
Frk.
Nina, jeg har brugt alle mine penge på medicin, tårerne samlede sig i mors øjne.
Intet hjælper.
Tag nu på hospitalet.
Hvem skal passe Mads, mens jeg er væk?
Hvem skal passe ham, hvis du ikke overlever?
Du er ikke engang fyldt tredive, har hverken mand eller penge, sagde hun og strøg min mor over håret.
Nå, ikke græde!
Frk.
Nina, hvad skal jeg dog gøre?
Jeg ringer straks til lægen, og hun tog mobilen frem.
Hun fik kontakt og blev informeret.
De sagde, der kommer en i løbet af dagen.
Når de er kommet, så send Mads hen til mig.
Frk.
Nina gik ud i entréen, jeg fulgte hende.
Bedstemor Nina, dør mor?
Det ved jeg ikke, Mads.
Du må bede til Gud, men din mor tror ikke på ham.
Kan bedstefar Gud hjælpe?
jeg så håb i hendes øjne.
Du må gå i kirken, tænde et lys og bede om hjælp.
Det er det, vi gør.
***
Jeg kom tilbage til min mor, med tankerne tumlende.
Mads, du må være sulten, men vi har intet at spise.
Find to glas.
Jeg gik efter dem og mor hældte mælk op til os.
Drik!
Jeg drak, men det gjorde mig bare endnu mere sulten.
Mor forstod det straks, og med stor besvær rejste hun sig og tog sin pung fra bordet.
Her er halvtreds kroner.
Gå ud og køb to rundstykker.
Spis dem på vejen, mens jeg laver noget mad.
Gå nu!
Hun fulgte mig til døren og vaklede til køkkenet.
I køleskabet stod der billige sild i dåse, lidt margarine, på vindueskarmen to kartofler og et løg.
Jeg må lave suppe…
Hun blev svimmel og satte sig udmattet på taburetten:
“Hvad sker der med mig?
Jeg har ingen kræfter.
Halvdelen af ferien er snart gået.
Pengene er slut.
Hvis jeg ikke kommer tilbage på arbejde, hvordan får jeg Mads klar til skolestart?
Han skal begynde første klasse om en måned.
Jeg har ingen slægtninge og ingen til at hjælpe.
Og så sygdommen Egentlig burde jeg have gået til lægen straks.
Hvis jeg bliver indlagt, hvem tager sig så af Mads?”
Hun rejste sig og begyndte at skrælle kartofler.
***
Sulten nagede mig, men min tanker kredsede om andet:
“Mor har ikke været oppe af sengen hele dagen.
Hvis hun dør, hvad gør jeg?
Frk.
Nina sagde jeg skulle bede bedstefar Gud om hjælp.” Jeg standsede op og gik mod Vor Frue Kirke.
***
Der står en mand ved navn Niels, han var lige vendt hjem fra militæret for et halvt år siden.
Det er utroligt, han lever, og han bevæger sig stadig med stok.
De mange sår gider han ikke længere bekymre sig om.
Ansigtet er arret, men hvem vil alligevel gifte sig med en som ham?
Sådan tænkte han, mens han gik mod kirken.
I dag er det præcis ét år siden hans venner døde i Afghanistan, og han selv mirakuløst overlevede.
For tyve år siden tog han ind i Forsvaret.
Nu er han civilist men den følelse af ikke at høre til nogen steder er hård.
Pensionen er høj nok til at leve godt, og de kontraktpenge på banken rækker også langt.
Men hvad er det værd for én alene?
Udenfor kirken stod et par hjemløse.
Niels tog et par hundredekronesedler frem og gav dem, mens han sagde:
Vil I bede for mine afdøde venner, Rasmus og Stig?
Han gik ind, købte lys, tændte dem, og begyndte at læse bønnen, han havde lært af præsten:
Kommer du mig i hu, Herre Gud…
Han slog korsets tegn, ordene strømmede, og i tankerne stod vennerne levende foran ham.
Efter bønnen blev han stående og genkaldte sit svære liv.
Den lille tynde dreng blev stående ved et billigt lys, usikker på hvad han skulle.
En ældre dame kom hen:
Skal jeg hjælpe dig?
Hun tændte hans lys.
Sådan her slår du korsets tegn!
Fortæl nu Gud, hvorfor du er kommet.
Mads så længe på ikonet, så sagde han stille:
Hjælp mig, bedstefar Gud!
Mor er syg.
Jeg har kun hende.
Gør, at hun bliver rask.
Vi har ingen penge til medicin.
Jeg skal begynde i skole snart, men har ikke engang en skoletaske…
Niels stod og så på Mads de problemer, der før virkede enorme for ham selv, virkede nu små og ubetydelige.
Han mærkede trang til at råbe til hele verden:
“Er der virkelig ingen, der har hjulpet denne dreng og hans mor med medicin og skoletaske?”
Mads stirrede på ikonet og ventede på et mirakel.
Kom, dreng, gå med mig!
sagde Niels beslutsomt.
Hvorhen?
jeg så forskrækket på den store mand med stokken.
Vi finder ud af hvilke medicin din mor skal have, og går på apoteket.
Mener du det?
Gud har bedt mig om at hjælpe dig.
Virkelig?
mine øjne blev fyldt med håb.
Kom nu!
Niels smilede.
Hvad hedder du?
Mads.
Du kan kalde mig onkel Niels.
***
Fra lejligheden lød mors og nabos stemmer:
Frk.
Nina, lægen har skrevet så meget ud, og medicinen er dyr.
Hvor skal jeg få alle de penge fra?
Jeg har kun fem hundrede kroner tilbage.
Jeg åbnede døren beslutsomt.
Stemmerne blev stille.
Frk.
Nina så forskrækket på den fremmede mand.
Mor, hvilke medicin skal du have?
Onkel Niels og jeg går på apoteket.
Hvem er du?
spurgte Margrethe forbløffet.
Det skal nok gå, sagde Niels med et smil.
Giv os recepten!
Men jeg har kun fem hundrede kroner.
Det skal vi nok klare, han lagde sin hånd på min skulder.
Kom nu, mor, giv recepten!
Hun gav mig recepten og mærkede, at manden med det arrede ansigt havde et godt hjerte.
Margrethe, hvad laver du?
Frk.
Nina kom til sig, da de gik ud.
Frk.
Nina, jeg tror han er en god mand!
Nå, Margrethe, jeg går hjem.
***
Mor sad samlet anxiøst og ventede, mens jeg var ude med Niels.
Hun glemte helt sin træthed.
Da døren åbnede løb jeg først ind:
Mor, vi har købt dine mediciner og lidt lækkerier til te.
Niels stod i døren og smilede hans ansigt virkede pludselig slet ikke så skræmmende.
Mange tak!
Mor nikkede let.
Kom indenfor, kom indenfor!
Niels forsøgte at tage skoene af det gik ikke let, han var tydeligt nervøs.
Han kom ind i køkkenet.
Sæt dig!
sagde mor.
Niels satte sig, så sig omkring, og vidste ikke helt hvor han skulle lægge stokken.
Lad mig!
sagde Margrethe, og satte den godt.
Undskyld, jeg har ikke meget at byde på.
Mor, vi har jo handlet, jeg begyndte at lægge varerne på bordet.
Åh, det var ikke nødvendigt!
sagde Margrethe, og mærkede at halve pakken var søde sager.
Hun så en pose med ordentlig te.
Jeg skal straks lave te.
Hun skyndte sig at brygge te.
Det føltes, som om sygdommen forsvandt, eller måske ville hun bare ikke virke så syg foran Niels.
Og som om han forstod, spurgte han:
Margrethe, du ser helt bleg ud?
Det går nok…
Jeg tager medicin om lidt.
Tak skal du have!
***
Vi drak den duftende te med søde sager, og så på mig, mens jeg snakkede livligt.
Iblandt mødtes deres blikke og enstemmigt føltes det godt at sidde sammen ved bordet.
Men alt godt ender engang.
Tak for alting!
Niels rejste sig og tog sin stok.
Jeg går nu.
Du skal blive rask.
Tak, tusind tak!
Mor rejste sig også.
Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde kan takke dig.
Han gik mod entréen.
Mor og jeg fulgte ham.
Onkel Niels, kommer du igen?
Selvfølgelig.
Når din mor er rask, går vi sammen ud og køber dig en skoletaske.
***
Niels forlod os.
Mor ryddede op og vaskede op.
Mads, se lidt tv, jeg skal lige hvile mig.
Hun lagde sig og sov dyb søvn.
***
To uger gik.
Sygdommen var væk, de dyre mediciner havde hjulpet.
Margrethe var på arbejde igen, der var travlt ved slutningen af måneden nu fik hun ekstra løn.
August var begyndt, og hun talte lønnen og hvad der skulle til skolestart.
Den lørdag stod vi op, spiste morgenmad.
Mads, gør dig klar!
Vi skal i butikkerne og finde det du har brug for til skolen.
Har du penge nu?
Ikke endnu, men til næste lørdag får jeg.
Jeg lånte tusind kroner, så vi handler lidt mad på vejen hjem.
Da vi var klar, ringede det pludselig på døren.
Hvem er det?
spurgte mor.
Margrethe, det er Niels…
Hun åbnede straks døren, og jeg kom løbende ud fra værelset.
Onkel Niels!
Min mor kunne ikke skjule sin glæde.
Hurra!
Han kom ind, stadig med stokken men hvor han dog havde forandret sig.
Dyre bukser og skjorte, og hans hår var klippet smart.
Onkel Niels, jeg har ventet på dig, jeg løb hen til ham.
Jeg lovede dig jo det, Niels smilede.
Hej, Margrethe!
Hej, Niels!
Vi begyndte uvilkårligt at sige “du” til hinanden det gjorde os glade.
I er klar?
Lad os gå!
Hvorhen?
Mor var stadig lidt forvirret.
Mads skal snart i skole.
Niels, men jeg
Jeg lovede Mads, og et løfte skal holdes.
***
Margrethe har altid valgt de billigste ting, uanset butik.
Hun havde hverken overskud, familie eller mand på nær en ung fyr fra gymnasiet, som forsvandt.
Nu stod en mand ved hendes side, begejstret for hendes søn.
Han købte alt til skolen, tøvede aldrig ved prisen, kun spurgte om hendes mening.
Vi kom hjem med taxi, læsset med indkøb.
Mor hastede mod køkkenet.
Margrethe, Niels stoppede hende.
Skal vi ikke gå en tur, alle tre?
Finde en café til frokost?
Mor, lad os gå!
Jeg løb hen til hende.
***
Den nat kunne Margrethe ikke sove billeder fra dagen igen og igen i hendes tanker.
Hans øjne, fyldt med varme, blev ved med at dukke op i hendes indre.
Hendes forstand og hjerte diskuterede:
“For grim og krykhoved,” sagde forstanden.
“Han er venlig, god, ser sådan på mig,” svarede hjertet.
“Han er mindst femten år ældre.”
“Det gør vel ikke noget?
Mads har jo ikke nogen far og Niels er som en far for ham.”
“Du kan stadig finde en mand på din egen alder, pæn og slank.”
“Det vil jeg ikke.
Jeg vil have én der er rask og god.”
“Du har aldrig ønsket sådan en mand.”
“Nu ønsker jeg det!”
“Du skifter hurtigt mening?”
“Jeg har fundet ham…
Jeg elsker ham!”
***
Brylluppet blev holdt i Vor Frue Kirke, hvor Niels og Mads mødte hinanden tre måneder tidligere.
Niels og Margrethe stod ved alteret, stokken var væk, og Mads så på det ikon, hvor han havde bedt til Gud og sagde:
Tak, bedstefar Gud!
Personlig læring: Jeg lærte, at selv når det hele føles håbløst, skaber venlighed og små handlinger store forandringer.
Hjælp findes, når man tør tage imod den og det gør et liv værd at leve.