Drengens dagbog Om at savne sin mor
Jeg mistede min mor, da jeg var 10 år gammel. Vi havde et helt særligt forhold, hun og jeg. Hver eftermiddag, når jeg kom hjem fra skolen i Valby, sad vi timevis sammen ved køkkenbordet med saftevand og talte om alt mellem himmel og jord. Når jeg havde fået en dårlig karakter, var blevet skældt ud af læreren eller havde uenigheder med klassekammeraterne, gik jeg altid direkte til hende. Hun kunne altid, med sin milde stemme og varme blik, give mig råd, der fjernede bekymringerne. Efter at have talt med hende, føltes alting lidt lettere, og hendes kram fik altid mit smil frem.
Men sygdom svækkede hende mere og mere, og i løbet af få måneder døde hun. Selvom vi talte åbent om døden, ramte det mig som et lyn. Jeg vidste hun skulle herfra, men sorgen føltes uendelig. Far arbejdede næsten hele tiden på lageret på havnen, og jeg følte mig frygtelig alene.
Et par uger efter begravelsen lykkedes det min far at tage et par fridage. Han glædede sig tydeligt til lidt tid sammen med mig noget vi begge havde brug for. Men den dag kom han tidligere hjem end normalt, og jeg var ingen steder at finde. Far ledte gennem lejligheden, råbte mit navn, og løb så ned foran ejendommen. Der sad et par naboer på bænken udenfor.
Hej, har I set Emil? Han er ikke derhjemme.
Goddag. Jo, de sidste uger har vi lagt mærke til, han kommer hjem fra skole, er kort oppe i lejligheden, og så går han igen. Han er tilbage om aftenen. Men vi ved ikke rigtig, hvor han går hen, sagde fru Madsen og trak på skuldrene.
Far takkede, men jeg kunne se bekymringen gnave i ham. Han gav sig selv skylden for aldrig at have haft tid nok til mig, men arbejdet var uundgåeligt og lønnen vi levede af. Tankerne myldrede i hans hoved, mens han distræt gik gennem gaderne. Tænk hvis jeg var kommet i dårligt selskab? Eller på afveje?
Ved kiosken på hjørnet hørte han pludselig en ung stemme:
Goddag, hr. Nielsen!
Hej, Frederikke! Ved du hvor Emil er henne? Jeg kan simpelthen ikke finde ham.
Frederikke tøvede et øjeblik, men så sagde hun stille: Jeg ved det faktisk godt. Han Øh, forleden sad han alene, og jeg så han græd. Senere fortalte han, at han hver dag efter skole går op på Vestre Kirkegård, hvor hans mor ligger. Han sidder der og laver lektier og taler lidt med hende. Han siger, der er for tomt derhjemme han føler sig så alene.
Jeg må videre, hr. Nielsen. Min mor venter. Farvel!
Far stod et øjeblik stille med tårer i øjnene, før han gik hen til kirkegården. Det tog mindre end 10 minutter. Han mærkede suset af den stille vind, lyden af blade, der bevægede sig blidt. Der var så fredeligt var det ikke for sorgen, ville det være smukt.
Ved hendes gravsted så han mig. Jeg sad på en bænk, bøjet over mine hæfter. Han hørte mig mumle:
Jeg fik kun 7 i fysik i dag, mor. Jeg skulle have været mere opmærksom jeg lover, jeg prøver igen næste gang. Og drengene fra 8. klasse grinede af mig, fordi jeg ikke ville spille bold. De sagde, jeg var svag, græd som en pige De forstår ikke savnet. Åh, mor, jeg ville sådan ønske du stadig var her. Når du holdt om mig, forsvandt det hele
Tårerne løb ned ad kinderne. Pludselig stod far bag mig. Han sagde ingenting, men satte sig ved siden af mig og lagde armen om mig. Vi græd sammen.
Jeg ved godt du savner hende, Emil. Det gør jeg også. Det er så uretfærdigt, at hun skulle væk fra os, sagde far dæmpet.
Jeg omfavnede ham hårdt: Jeg føler mig så alene, far. Hvorfor lige vores mor? Alle andre har jo stadig deres mor.
Vi blev siddende længe på bænken og talte om de gode minder. Vi mindedes, hvordan hendes smil lyste hele stuen op juleaften, eller da hun dansede fjollet rundt i køkkenet når hendes yndlingsmelodi kom i radioen. For første gang i lang tid smilede vi helt oprigtigt.
Efter den dag besluttede far at droppe overarbejdet og bruge mere tid sammen med mig, selv om pengene blev færre færre kroner på kontoen, men mere varme derhjemme. Nogle dage tog vi sammen op med blomster til mors grav, andre dage gik vi en tur, spiste is ved havnen eller gik i teatret. Vores bånd blev stærkere for hver dag.
Vi indså, at vi kun havde hinanden nu, og at vi sammen kunne bære sorgen. Dyrene i skoven hiver aldrig alene og mennesker skal heller ikke. Tiden leger ikke med sorgen, men far lærte mig, at kærlighed og minder aldrig forsvinder.
I kirkegårdens fred og mørke opdagede jeg og min far langsomt, hvor meget vi stadig havde. Kærligheden vi delte til hende bygger bro mellem fortid og nutid, og minderne heler langsomt sårene. Livet banker én i knæ, men det giver også mulighed for nye oplevelser med dem, man har kær.
Min mor lever i alt det, vi sagde og gjorde sammen og jeg har lært, at kærlighed aldrig dør. Familien, vi har tilbage, er det vigtigste. Jeg savner min mor hver dag, men nu er min far og jeg et stærkt hold og jeg vil aldrig mere tage tid med ham for givet.
