Jeg er fyldt 60 år og har været pensionist længe. Jeg har levet alene i ti år uden mand, uden børn, og uden nære venner omkring mig. Mine børn har for længst fået deres egne familier og flyttet til andre byer, min mand døde for mange år siden, og nu er det kun gården, der er min glæde og fornøjelse. Når foråret melder sig med de første milde dage, flytter jeg derud, giver huset og jorden en grundig omgang og begynder at plante. Der føler jeg mig hjemme og tilpas.
Men om vinteren er det umuligt at være der; sneen gør det svært, og jeg magter ikke længere selv at skovle den. Jeg har ingen til at hjælpe mig, så jeg må tage ind til byen. Efteråret går altid godt. Sidste september blev jeg lidt forkølet og tilbragte en uge i lejligheden i Aarhus, men så snart kulden slap, hastede jeg tilbage til mit elskede landsbyhus uden for Silkeborg.
Da jeg kom frem, stod porten vidt åben. Jeg tænkte straks, at nogen måtte være gået ind i min have. Men nej… alt var, som det plejede, bortset fra at låsen på døren var brækket op. Jeg blev bange for, om huset var blevet røvet hvem kunne dog finde på at bryde ind hos en pensionist? Jeg gik forsigtigt ind. Alt var som jeg havde efterladt det, undtagen uldtæppet på sengen, som jeg ikke selv havde brugt, og så stod der en kop på bordet… Normalt vasker jeg altid op med det samme! Noget føltes forkert.
Efter at frygten havde lagt sig, var jeg mest forarget. Hvem havde givet sig lov til at slå sig ned her og drikke af mit krus? Jeg kiggede ud ad vinduet og så en mærkelig dreng sidde foran huset. Han havde tændt et lille bål og sad og varmende sine hænder direkte over flammerne. Ak ja, en uventet gæst…
Jeg gik ud og hostede for at gøre opmærksom på mig selv. “Ballademageren” blev forskrækket, men stak ikke af han gik tværtimod hen mod mig.
Undskyld mig, jeg har kun været her i kort tid…
Hans stemme var stille og ydmyg, og straks væltede medfølelsen ind over mig.
Hvor længe har du været her? Har du spist noget?
Kun to dage… Jeg havde ikke meget mad… Lidt brød…
Stolt viste han mig en fiskestang med et stykke hvidt rugbrød på krogen.
Hvordan er du havnet her?
Min mor og min stedfar smed mig ud. Jeg vil ikke bo hos dem, så jeg gik min vej…
Jeg vil tro, hele landsbyen leder efter dig.
Nej, ingen leder efter mig, det er som det plejer. Og det er ikke første gang. Jeg har været væk i ugevis før, men ingen bemærkede det, ingen savnede mig. Kom kun tilbage, når jeg var så sulten, at jeg ikke kunne holde det ud og de blev ikke glade for at se mig.
Det viste sig, at drengen slet ikke kom fra vores by. En trist, men desværre velkendt historie. Hans mor havde mistet arbejdet, og stedfædrene skiftede ud som vante.
Min sjæl blev tung; hvordan kunne jeg hjælpe ham? Selvfølgelig lod jeg ham bo i huset, gav ham mad, og hele natten lå jeg vågen og tænkte. Om morgenen kom jeg i tanke om min gamle veninde Gerda, der vist arbejder på rådhuset. Jeg besluttede mig for at ringe hvis hun ikke kunne hjælpe, vidste hun måske, hvor jeg skulle gå hen.
Gerda lovede straks at gøre, hvad hun kunne, og sagde, at hun ville tage sig af sagen. Jeg måtte selvfølgelig indsamle en række papirer, men efter nogle uger blev jeg hans lovlige værge. Han kunne ikke tro sit held, og hans mor sagde ikke et ord om sin søn.
Nu bor vi som bedstemor og barnebarn vinteren tilbringer vi i lejligheden i Aarhus, og resten af året er vi sammen på landet ved Silkeborg. Snart skal drengen han hedder Mikkel begynde i skole, og jeg er sikker på, han vil klare sig strålende, for han læser allerede, skriver, tæller og tegner! Ja, hvordan han tegner! En sand lille kunstnerNogle aftener sidder vi sammen ved køkkenbordet, hvor Mikkel med røde kinder tegner eventyrlige landskaber og snurrende huse, mens jeg strikker hans næste varme trøje. Vi taler om alt mellem himmel og jord: hans største drøm er at bygge et lille drivhus til os, så vi kan dyrke tomater og agurker året rundt og han lover, at vi hver morgen skal have friske grøntsager til morgenmaden.
Når jeg ser ham løbe ud over engen med sin fiskestang og et sprudlende grin, føler jeg livet vende tilbage, som om hjertet får nyt forår. Han planter små træer ved huset, og ind imellem kommer han løbende ind og omfavner mig, som om han vil vise verden, at han har fundet et hjem. Hans glæde skinner så stærkt, at ensomheden forsvinder fra krogene, og huset fyldes med latter og forventning.
Sådan blev en tilfældig frostklar morgen til begyndelsen på et nyt kapitel og hver dag føles som en blid gave. Kærlighed væver os sammen, og når haven blomstrer, ved jeg med sikkerhed: Vi to blev ikke kun familie, men hinandens hjem.
