Jeg er 60 år gammel og har været på pension i flere år efterhånden. Jeg lever mit stille liv, som jeg har lyst, og har gjort det i lang tid nu. I snart 10 år har jeg boet alene uden mand, uden børn og efterhånden også uden veninder. Mine børn har deres egne travle liv med familie i andre byer, min mand gik bort for længe siden, og jeg har mit lille sommerhus min glæde og mit fristed. Så snart foråret begynder at melde sig, flytter jeg derud, gør huset og haven i stand, planter blomster, laver bede, og det giver mig ro og tilfredshed.
Men om vinteren er det umuligt. Det er alt for besværligt med sneen; jeg kan ikke selv holde stierne fri for sne, og der er heller ingen, der kan hjælpe. Så jeg bliver nødt til at flytte tilbage til min lejlighed inde i Aarhus. Det går nogenlunde om efteråret, men i september i år blev jeg småsyg, så jeg blev i byen en uge længere end planlagt. Hurtigt som muligt, da jeg fik det bedre og kulden aftog, tog jeg tilbage til mit højt elskede sommerhus ude ved Skanderborgs bakker.
Da jeg nåede frem til huset, stod lågen vidt åben det gav et sæt i mig. Nogen må have været inde i haven! Alt så dog ud til at være i orden, men da jeg kiggede mod hoveddøren, stod den åben Jeg blev med det samme bange for, om nogen havde brudt ind og stjålet noget. Jeg gik lydløst indenfor, men alt var, som jeg efterlod det. Alligevel lagde jeg mærke til, at et tæppe var blevet flyttet et jeg aldrig selv bruger og der stod et krus midt på bordet. Jeg sætter altid alt på plads! Noget stemte ikke.
Da den første forskrækkelse havde lagt sig, blev jeg i stedet irriteret. Hvem tillader sig at gå rundt hos mig og drikke af mit krus? Jeg kiggede ud ad vinduet, og bag huset kunne jeg se en spinkel dreng sidde ved et lille bål. Han sad og varmede hænderne helt ind over flammerne. Der var min uinviterede gæst …
Jeg gik ud og hostede lidt, bare for at se, hvordan han reagerede. Den lille “ballademager” blev forskrækket, men han løb ikke væk i stedet gik han stille og forsigtigt hen til mig:
Undskyld, frue, jeg har kun været her et par dage …
Han var så ydmyg og lille, hele mit hjerte blev straks blødt:
Og hvor længe har du været her? Har du fået noget at spise?
Kun lidt. Jeg havde et stykke rugbrød, men nu er der kun smuler tilbage …
Han trak stolt en fiskestang op, som han havde sat et stykke tørt brød på som madding.
Hvad hedder du, du? Og hvordan er du endt her?
Jeg hedder Asger. Min mor og min papfar har smidt mig ud. Jeg vil ikke bo der mere …
Har de andre i byen ikke ledt efter dig?
Nej, ingen lægger mærke til, at jeg er væk. Det er ikke første gang, jeg stikker af. Jeg kan godt være væk i ugevis, og det er aldrig, fordi de savner mig. Jeg kommer kun hjem, fordi jeg bliver vildt sulten, men de bliver aldrig glade for at se mig
Det viste sig, at Asger slet ikke var her fra området. Hans historie var egentlig tragisk, men desværre så genkendelig. Hans mor havde ikke noget arbejde, papfædre kom og gik, der var sjældent mad i huset, men til gengæld tit øl og druk.
Det gjorde mig oprigtigt ondt, for hvordan kan et barn have det sådan? Jeg lod ham straks blive og lavede mad til ham. Hele natten lå jeg og spekulerede på, hvad jeg skulle stille op. Om morgenen kom jeg i tanke om min gamle veninde Anne-Lise, der vist stadig havde et job på kommunen. Jeg ringede til hende; hvis ikke hun selv kunne hjælpe, kunne hun i det mindste pege mig i den rigtige retning.
Hun sagde hurtigt, hun kunne gøre noget og lovede at tage hånd om det. Jeg måtte en del rundt for at finde papirer og ordne diverse ting, men efter et par uger blev jeg Asgers værge. Han kunne knap tro sit held, og hans mor spurgte aldrig efter ham.
Nu lever vi lidt ligesom mormor og barnebarn om vinteren i lejligheden i Aarhus, resten af året i mit sommerhus. Snart skal Asger begynde i skole, og jeg er slet ikke i tvivl om, at han klarer sig fint, for han kan både læse, skrive og regne og tegne! Sikke nogle tegninger, han laver. En lille kunstner er hvad han er Af og til, når Asger sidder i haven med farverne spredt ud over bordet og blyanten i hånden, ser han over på mig, som om han vil sige noget, men nøjes med at smile. Jeg tænker på, hvem vi hver især var for bare et år siden: jeg med min ensomhed, han med sin kulde. Nu kalder han det gamle hus “hjem”, og stierne gennem skoven “mine veje”. Det er det største, jeg har fåetog giveti mit liv.
Sidste efterår tegnede han os to midt i haven, stående side om side blandt høje, vilde blomster. På billedet har vi begge store smil og krøller i håret, selv jeg, og et banner over os, hvor han har skrevet: “Her hører vi til.” Jeg har hængt tegningen op på væggen, så hver vintermorgen, når sneen lægger sig tungt udenfor, minder den mig om, at lykke godt kan komme snigende, lige når døren står åben.
Dreng, hvor længe har du egentlig boet her? Hvad spiser du egentlig til daglig?