Jeg er 60 år gammel, har været pensionist i mange år, lever mit eget stille liv. I de sidste ti år har jeg boet alene, uden mand, uden børn, uden veninder. Mine børn har deres egne travle liv og familier spredt ud over hele Danmark i Odense, Aalborg, måske endda i Esbjerg. Min mand er gået bort for længe siden, men jeg har min sommerhytte på Fyn min glæde og mit fristed. Så snart det begynder at blive lunt, flytter jeg derud, gør rent, ordner græsplænen, planter blomster og laver bede med farver, som man kun kan forestille sig i en drøm. Jeg føler, at jeg bliver let og næsten svæver blandt syrenerne og roserne.
Men om vinteren kan jeg slet ikke holde til at være der sneen presser sig som tunge dyner mod døren, og ingen er der til at skovle eller hjælpe. Så jeg må tilbage til lejligheden i Aarhus, hvor jeg sidder og lytter til radioprogrammer og drikker varm te. Efteråret klarer jeg endnu, men i år blev jeg småsyg i september, og det holdt mig inde i byen i en uges tid. Men straks kulden slap sit tag, fløj jeg som en drøm ud til min lille landsby.
Jeg nærmede mig huset men lågen stod vidåben, som et gabende søvnigt ansigt. Nogen måtte være kommet ind i haven. Alt virkede dog uberørt indtil jeg så, at hoveddøren også stod på klem, som om den ventede på mig med et hemmeligt smil. Jeg blev nervøs var mit hjem blevet bestjålet? Med forsigtige fødder trådte jeg indenfor. Alt var på sin plads, undtagen det gamle, ubrugte tæppe, og der var en kaffekop på bordet Jeg plejer altid at gøre rent og sætte tingene på plads! Der var noget drømmeagtigt forkert lige her.
Min første rædsel forsvandt, og ind trådte irritation. Hvem havde givet sig selv lov til at bruge min kop og vælte rundt i mit hjem? Jeg kiggede ud ad køkkenvinduet, og bag huset sad en mærkelig dreng, helt stille foran et lille bål, som han havde tændt af æbleris og gamle aviser. Han strakte de små hænder frem mod varmen, som om ilden kunne give ham alt, hvad han manglede. Ah, der var altså min uventede gæst.
Jeg gik ud og rømmede mig, observerede hvordan han reagerede. Den lille knægt fór op, så bange ud, men løb ikke væk. I stedet kom han hen mod mig, bøjede hovedet:
Undskyld, jeg er ikke farlig Jeg har kun været her et par dage
Han talte lavt, ydmygt, og pludselig vældede medlidenheden op i mig.
Hvor længe har du været her? Hvad har du spist?
To dage Jeg har ikke haft meget. Et stykke rugbrød, jeg har stadig et par krummer
Stolt trak drengen en fiskestang frem, hvorpå der var sat en tør skorpe rugbrød som madding.
Hvad hedder du, og hvordan er du havnet her, barn?
Jeg hedder Ebba. Mor og min papfar smed mig ud. Jeg vil ikke bo hos dem mere
Hele byen leder vel efter dig?
Ingen leder efter mig. Det her er ikke første gang. Nogle gange er jeg væk i ugevis ingen kommer. Jeg kom kun hjem, når jeg var sulten, og de var aldrig glade for at se mig
Det viste sig, hun slet ikke var fra vores lille landsby. Det var en trist fortælling, næsten som noget man kun kan opleve i natten, hvor alt er sløret og underligt. Moren arbejdede ikke, papfædrene kom og gik, der var aldrig rigtigt mad, kun brændevin og fremmede ansigter.
Efter at have hørt det hele, føltes mit hjerte tungt, og jeg tænkte længe over, hvordan jeg kunne hjælpe. Selvfølgelig lod jeg Ebba blive i huset og gav hende mad, mens natten drejede og snoede sig, og tankerne dansede som flydende lys bag mine øjenlåg. Næste morgen kom jeg i tanke om min gamle veninde, Signe, der arbejdede ved kommunen. Jeg ringede til hende hvis ikke hun kunne hjælpe, så kendte hun sikkert nogen, der kunne.
Signe beroligede mig og lovede at tage affære. Der blev meget papirarbejde, og jeg måtte gå mange gange til Borgerservice, men efter et par uger blev jeg Ebbas plejeforælder. Ebba kunne slet ikke tro sit held, og moren spurgte aldrig efter hende.
Nu lever vi sammen i en dobbelt rytme, som bedstemor og barnebarn: vintrene tilbringer vi i min lejlighed, somre i sommerhuset, hvor tiden bøjer sig og strækker sig som dugdråber på græsset. Snart skal Ebba starte i skole; jeg ved, hun vil klare sig fint, for hun læser og regner allerede, og hendes tegninger er magiske som billeder fra en anden verden ægte kunst, virkelig, virkelig.
Dreng, hvor længe har du boet her? Hvad spiser du egentlig?