Jeg er 60 år gammel, har været på pension længe, og lever mit eget stille liv. Det er snart 10 år siden, jeg begyndte at bo for mig selv uden mand, uden børn, faktisk også uden veninder. Mine børn har travlt med deres egne familier, langt væk i andre danske byer, min mand er her ikke længere, og min store glæde er mit lille sommerhus det bringer mig virkelig både fornøjelse og lidt sjov i hverdagen. Lige så snart foråret viser sig, flytter jeg derud, gør huset og haven i stand, og så begynder jeg at plante og lave blomsterbede. Derude har jeg det virkelig godt, jeg slapper helt af.
Men om vinteren, så duer det bare ikke det med sne og frost kan jeg ikke klare alene, og der er ingen til at hjælpe mig. Så må jeg flytte hjem til lejligheden i byen. Efteråret går det nogenlunde, men faktisk blev jeg lidt forkølet i september i år, så jeg blev i København en uge. Men lige da jeg havde det bedre og vejret blev mildt igen, smuttede jeg straks ud til mit elskede sommerhus.
Da jeg kom frem, stod lågen til haven helt åben. Jeg tænkte, at nogen nok havde været derinde. Alt så dog ud til at være, hvor det skulle, men da jeg kom hen til huset, stod døren også på klem Jeg blev ærligt talt lidt nervøs for, om der var blevet stjålet noget! Jeg listede stille ind. Men inde i huset stod alting, som jeg efterlod det lige med undtagelse af et tæppe, jeg faktisk aldrig bruger, og så stod der en kop på bordet Jeg sætter altid servicen væk! Der var noget, der ikke stemte.
Først blev jeg bange, men derefter mest irriteret. Hvem har egentlig ret til bare at gå ind, og så endda drikke af min kop? Jeg kiggede ud ad vinduet, og der bag huset sad der en dreng. Han havde tændt et lille bål og sad og varmede hænderne ovenover ilden. Nå, det var altså min uventede gæst.
Jeg gik ud og rømmede mig for at se, hvordan han ville reagere. Ballademageren blev forskrækket, men løb faktisk ikke væk. Nej, han gik lige hen til mig:
Undskyld, frue, jeg er kun lige kommet
Han var så stille og ydmyg; mit hjerte blødte nærmest med det samme:
Hvor længe har du været her? Har du fået noget at spise?
Kun et par dage Jeg havde ikke meget mad Kun lidt brød, har vist stadig en krumme tilbage.
Han trak stolt en fiskestang frem, hvor der sad en tør skive franskbrød fast.
Hvad er dit navn, skat? Og hvordan er du havnet her?
Jeg hedder Asger. Min mor og papfar smed mig ud. Jeg vil ikke bo sammen med dem mere
Hele byen leder sikkert efter dig nu.
Nej, det er bare, som det altid er. Jeg har prøvet det før. Jeg kan være væk i ugevis, men ingen går op i det ingen savner mig. Jeg vender først hjem, når jeg er virkelig sulten, og så er de heller ikke glade for at se mig
Det viste sig, at Asger overhovedet ikke var fra vores sommerhusområde. Bare en trist og forfærdelig almindelig historie. Hans mor gik hjemme, skiftede kærester hele tiden, der var sjældent mad i huset oftere sprut og snaldrede folk.
Jeg blev virkelig rørt af det, og følte bare, at jeg måtte hjælpe ham. Selvfølgelig fik han lov at blive i mit hus, jeg lavede noget mad til ham, og så lå jeg og tænkte på det hele natten. Om morgenen kom jeg i tanke om min gamle veninde, der vist arbejder i kommunen, og jeg ringede straks til hende for at høre, om hun vidste, hvad jeg kunne gøre.
Hun sagde, at hun da gerne ville hjælpe og tage ansvar for sagen. Ja, jeg måtte godt nok rende rundt og ordne en masse papirer, men efter et par uger blev jeg faktisk Asgers formelle værge. Han kunne næsten ikke tro det var sandt, og hans mor hørte aldrig fra sig.
Nu bor vi så lidt som mormor og barnebarn sammen i lejligheden om vinteren, og i resten af året bor vi i sommerhuset. Snart skal Asger begynde i skolen, og jeg er sikker på, han nok skal klare sig godt, for han læser og skriver allerede, regner og tegner ovenikøbet virkeligt flot! Og hvordan han tegner! Et rent naturtalentSelvom jeg stadig indimellem føler mig ensom, er det som om, at huset aldrig er helt stille længere. Vi laver mad sammen, han hjælper mig med haven, og vi finder på små projekter, som at bygge fuglehuse eller bage boller på regnvejrsdage. Nogle gange render vi rundt med jord under neglene og griner, så det runger helt ud i de vilde roser.
En aften, efter vi havde ristet skumfiduser over havegrillen, spurgte han pludselig:
Tror du, vi kan plante et kastanjetræ? Sådan et, der bliver gammelt og kæmpestort, som vores venskab…?
Jeg kunne ikke andet end at smile. For vi var blevet hinandens familie, selvom ingen af os havde regnet med det. Og næste morgen plantede vi sammen en lille kastanje i haven. Jeg kan ikke sige, hvor længe jeg får glæde af at se det vokse, men jeg ved, Asger bliver.
Og jeg opdagede, at selv det mindste sommerhus kan rumme store hjerter og at lykke nogle gange kommer gående ind ad havelågen, når man mindst venter det.
Dreng, hvor længe har du boet her? Hvad spiser du egentlig?