…Dørklokken ringer… Svigermor vælter ind i lejligheden uden at hilse, skubber sønnen væk og råber: “– Nå, kære svigerdatter, hvilke hemmeligheder har du for din mand?…– Mor?… Hvad sker der, mor?… Da Frederik kom hjem, var der stille i lejligheden. Hans kone, Sofie, havde fra morgenen af sagt, at hun ville komme sent hjem – chefen havde indkaldt til uanmeldt revision på arbejdet. Han gik ud i køkkenet, kiggede i køleskabet – ingen aftensmad. Frederik sukkede, satte vand over til te, lavede et par madder og satte sig foran fjernsynet. Efter lidt tid fandt han endelig en sportskanal, men han nåede aldrig at nyde hverken mad eller boksebrag i fred. Pludselig ringede det på døren, og Frede riks mor, Antonie, stod udenfor. Hun drønede ind, uden så meget som en hilsen, og skubbede sønnen til side. – Frede, hør her! Det har Valborg lige fortalt mig… – Hvad er der, mor? – spurgte Frederik. – At din kone, Sofie, har en ekstra lejlighed! Hun udlejer den og bruger pengene på sig selv! – Mor, du tror da ikke på skøre Valborg, vel? Hun samler jo sladder over hele byen, og du lapper det hele i dig. – Jeg ved hun smører tykt på nogle gange, men det her er sikkert! For det er naboens kusines niece, der nu lejer Sofies lejlighed. – Hun blev gift for nylig, så de bor nu hos Sofie, betaler femten tusind om måneden og synes, det er billigt. Har du forstået? Og vigtigst: Sofie har udlejet den i to år nu, det er ikke hendes første lejere. – Hold da op, – sagde Frederik undrende. – Men hvorfor har hun ikke sagt noget til mig? – Når Sofie kommer hjem fra arbejde, må du spørge hende selv! Det er tydeligt: din kone forbereder sig på at kunne smutte, når hun har sparet penge nok sammen. Så kan du bare se, hvordan hun flår dig til sidst – sagde Antonie bestemt. Sofie kom hjem halvanden time senere. Frederik og svigermor ventede på hende. Antonie havde valgt at blive og lavet mad til sønnen, mens hun ventede spændt på, hvordan svigerdatteren ville forklare sig. Da Sofie kom ind, blev hun mødt af to strenge, spørgende blikke. Svigermoren begyndte: – Nå, kære svigerdatter, vil du fortælle os, hvilke hemmeligheder du har for din mand? – Ikke rigtigt nogen, – svarede Sofie. – Ingen? Hvad så med lejligheden på Søparken, nummer treogfyrre? – Hvad har min lejlighed med hemmeligheder for min mand at gøre? – undrede Sofie sig. – At du udlejer den, og gemmer pengene for din mand, – udbrød Antonie. – Er det rigtigt, Sofie? – sagde Frederik for første gang. – Hvor kom den lejlighed fra, og hvorfor har du aldrig nævnt, at du udlejer den? Og hvad bruger du pengene til? – Lejligheden arvede jeg fra min mors kusine, fru Rasmussen, og det ved du, Frederik! Hun døde for tre år siden. Da sagde du, at jeg endelig slap for at rende og besøge den gamle dame. – Og da jeg bad dig hjælpe med begravelsen, sagde du, at du ikke havde tid på grund af arbejde. – Hvorfor fik du den lejlighed? – spurgte svigermoren. – Nok fordi ingen andre gad besøge hende end mig, – svarede Sofie. – Men hvorfor sagde du ikke til Frederik, at du havde arvet? – spurgte Antonie videre. – Hvilket forhold har Frederik til min arv? – Hvad mener du dog! Han er din mand! – udbrød svigermoren. – Ja, og? – Du spiller dum! – indvendte Antonie. – Pengene fra udlejningen burde gå til husets fælles økonomi, men du bruger dem bare på dig selv. – Det har jeg da lov til. Arv er min personlige ejendom! Alt, jeg tjener på den – salg eller udlejning – er også mit. Jeg behøver ikke gøre regnskab for nogen, – erklærede Sofie. – Frede, sidste år brugte jeg al min bonus på at reparere bilen, mens du åbenbart sad på en masse penge? Det havde jeg ikke ventet, – blandede Frederik sig. – Frede, det er DIN bil, du kører rundt i. Hver gang jeg spørger om et lift, siger du, at du er for travl eller at det ikke er på din rute og råder mig til at tage en taxa. Sidst år kørte du mig tre gange: til supermarkedet før jul, du samlede mig op fra arbejde, da du havde glemt nøglen, og til skadestuen, da jeg forvred min fod. Hvorfor skulle jeg betale for reparationen af noget, jeg stort set ikke bruger? – Hvor meget har du så sparet sammen? – spurgte svigermor. – En million måske? – Der er da lidt, men ikke en million. Frede, kan du huske, at du har to døtre på universitetet? Hvornår sendte du penge sidst? – spurgte Sofie. – De arbejder vel selv… – sagde Frederik. – De læser og arbejder ved siden af! Men hvis de skal tjene fuldt selv, bliver der ikke tid til at studere. – Hvorfor sagde du ikke, du havde modtaget arv? – spurgte Frederik. – Fordi jeg ikke gad dette forhør to et halvt år siden. Og på grund af eksemplet i din familie: hvordan din mor manipulerede din lillebrors kone til at sælge hendes lejlighed før ægteskabet… – Hvad er det dog for noget at sige? Jeg har da ikke snydt hende! – Hvad kalder du det så? I hakkede løs på Oksana i et helt år: “Hvorfor har du brug for den gamle lejlighed? Lad os sælge og købe et sommerhus.” Men det sommerhus blev skrevet i dit navn, Antonie! Oksana kan nu ikke tage sin familie eller venner med uden tilladelse – men hun kan til gengæld arbejde i jeres køkkenhave. Nej tak! – Du er egoistisk, Sofie! – råbte svigermoren. – Jeg har det fra dig, Antonie, – svarede Sofie. – Frederik, hører du det? Din kone er fræk! – Jeg siger bare sandheden. Jeres nysgerrighed vækkedes, og straks kom du rendende. Hvorfor? – spurgte Sofie. – For at fortælle Frederik! – Jamen, det har du så gjort. Hvad nu? – Nu kræver jeg at du bruger pengene på familien! – Det gør jeg! Men på de formål, jeg synes er vigtige! Ikke på Frederiks bil eller jeres sommerhus! – Vi kunne snakke sammen om, hvad pengene skal bruges til, – mente svigermoren. – Mener du jeg ikke kan finde ud af at administrere mine egne penge i en alder af seksogfyrre? – Du må også tænke på andres interesser! – udbrød Antonie. – Hvis interesser? Dine? Netop derfor fortalte jeg aldrig om min arv! Så bruger jeg pengene til mig selv og mine børn! – Så du vil stadig bestemme selv? – Ja. – Du vil ikke dele med din mand? – spurgte svigermor. – Hvis jeg finder det nødvendigt. Pengene bliver brugt på min familie. – Og jeg, hører jeg ikke med? – sagde svigermor fornærmet. – Antonie, min familie er mig, min mand og vores børn. Resten er slægtninge! – svarede Sofie. Svigermor formåede ikke at trække mere ud af svigerdatteren den dag – men hun forsøgte igen og igen at få “sin retfærdige andel”. Men Sofie lod sig ikke snyde af svigermors tricks – hun var ikke til at vippe af pinden! Som man siger i Danmark: Hvor der er vilje, er der vej…