Da jeg og William blev gift for 15 år siden, gjorde min svigermor det straks klart for mig, at vi aldrig ville blive veninder. Vi blev gift, men William og jeg fik aldrig børn vi ventede i ti laaange år. Og så, som om heldet endelig var med os, blev vi forældre til både en søn og en datter.
I alle de år levede vi sammen, klarede William sig ret godt. Han var direktør for en stor virksomhed, så jeg kunne tage barsel og passe børnene derhjemme. Det var faktisk ret lækkert.
Min egen mor boede langt væk, så hun kunne ikke komme og hjælpe. Og min svigermor ændrede aldrig sin holdning til mig ikke på noget tidspunkt igennem de 15 år. I hendes øjne var jeg bare en eller anden bondepige fra landet, der havde været for snu og snuppet hendes kære søn. Hun havde nok håbet, han fandt sig en “bedre” kvinde. Men det var altså mig, William valgte til sidst.
Mit ellers lykkelige liv ramlede på et splitsekund.
En dag kom jeg hjem med ungerne efter en tur på legepladsen, og der lå en lap papir på sengebordet. Da jeg gik rundt i huset, bemærkede jeg, at Williams ting var væk. Han var gået, og på det papir havde han klattet noget ned: Undskyld, men jeg er blevet forelsket i en anden. Du behøver ikke lede efter mig du er stærk, du skal nok klare det selv… Tro mig, det er for det bedste.
Jeg ringede med det samme til min mand, men det var total tavshed. Han tog den ikke. Han var pist væk ude af vores liv, og efterlod mig og børnene til at finde ud af tingene selv. Jeg anede ikke hvor han var, eller hvem han var sammen med. Med tårerne trillende ringede jeg til min svigermor.
Det er kun din egen skyld, sagde hun triumferende. Jeg sagde jo, det ville ende galt. Hvad havde du egentlig regnet med?
På det tidspunkt var min hjerne nærmest smeltet. Hvordan kunne det nu lige være min skyld? Havde jeg gjort noget forkert? Det var ikke let at acceptere og endnu sværere var det at finde ud af, hvordan jeg nu skulle leve videre. William havde heller ikke efterladt en eneste krone, så økonomien var mildest talt sølle.
Jeg kunne ikke tage et job endnu børnene var jo stadig for små til at være alene hjemme. Så kom jeg i tanker om, at jeg engang havde haft et ret godt deltidsarbejde, hvor jeg skrev akademiske opgaver for folk. Med det kunne jeg måske lige holde skuden oven vande i et halvt års tid. I al den tid hørte jeg ikke så meget som et pip fra William.
***
En sen efterårsaften ringede det på døren, og jeg tænkte, det nok bare var en af naboerne, der havde glemt sine nøgler igen. Men nej det var min svigermor, der stod og græd på dørtrinnet. Jeg inviterede hende ind, og så væltede hele historien ud: Williams unge kæreste havde vist sig at være lidt af en fupmager, der havde snydt ham fra hus og hjem. Nu sad både han og svigermor og kunne knap nok finde ud af at betale for rugbrødet i Netto.
Nu tryglede min svigermor mig rent faktisk om at få lov til at bo hos os. Og jeg stod bare der og tænkte: Skal jeg tilgive hende og tage hende ind, eller skal jeg give hende en smagsprøve på hendes egen medicin altså lukke hende ude, ligesom hun og William gjorde med mig?
