Døren
Peter Møller stirrer uforstående på døren foran sig. Hvad laver han egentlig her? Tankerne har ført ham tilbage, og pludselig står han foran dørtærsklen til den gamle lejlighed, hvor han og hans hustru havde boet sammen i næsten femogtyve år. Nu står han her, overrasket over at finde sig selv ansigt til ansigt med døren. Der er ellers ikke noget særligt ved denen ganske almindelig entrédør, præcis som halvdelen af dørene i opgangen.
Den er betrukket med kunstlæder og prydet med messingnitter i mønster som diamanter. Kun én nitte er sølvfarvet; Peter Møller husker, hvordan han for femten år siden, da originalen blev væk, selv lavede reparationen. Læderbeklædningen havde hængt grimt, men han fik den sat i stand, og nu sidder den sølvnitte der og glimter midt blandt de gyldne søstre. Peter bliver stående, kigger længe på den sølvfarvede prik, og gør ingen mine til at gå…
* * *
Det hele begyndte at forandre sig for Peter for cirka et år siden, netop da han endelig var blevet klar til forandring. Arbejdet, trygt og rutinepræget, var begyndt at trykke hamhjemmet ligeså, trygt, men kvælende, som at gå gennem en lunken mose. Livet manglede farver, manglede glæde, manglede selve livsgnisten.
Som en druknende ledte han efter en gren at gribe fat i, en åbning til den verden, hvor alt er lys og fest, hvor latter og stemmer fylder luften. Hvor man mærker, at man lever og betyder noget, blot for sig selv. Redningen blev hans unge sekretær, Mille.
Mille var frisk og smuk, trådte ind i Peters liv med duft af dyr parfume, lyden af høj musik og smagen af champagne på læberne. Peter blev forelsket. Når han mindedes den generte, forsigtige kærlighed, han engang følte for sin nu ekskone, virkede det nu blegt, sammenlignet med det fyrværkeri Mille bragte ind i hans liv…
Hans kone, som om hun fornemmede, hvad der var på vej, at nogen var trådt ind mellem dem, blev stille og indadvendt. Oftere end før så hun søgende på Peter, som om hun ledte efter et svar i hans blik, på det spørgsmål, alle kvinder har stillet gennem tiderne…
Det nye forhold udviklede sig hurtigt, og Peter følte sig ung og værdifuld igen. Han kastede sig ud i forelskelsen, brugte hver time, hver krone, på Mille. Men selv da var han ikke helt parat til at forlade familien. Vane trak ham tilbage til den velkendte seng og hans kones gode frikadeller, selv efter fine middage ude.
Hvor længe det var gået sådan, er uvist. Men til sidst blev Mille træt af rollen som elskerinde og besluttede at tage sagen i egen hånd. Hun dukkede op i Peters hjem, talte med hans kone og sagde, at Peter nu skulle med hende. Hjemme var konen og deres voksne søn. Imens konen prøvede at komme sig over chokket, pakkede sønnen hurtigt fars ting sammen og satte både ham og Mille ud med et nik mod døren…
* * *
Og så begyndte Peters nye liv. Som en brusende strøm førte hanes følelser og begivenheder ham fra den ene oplevelse til den anden; restaurantbesøg, modevisninger og shopping. I starten var det spændende, men på et tidspunkt blev han træt af det. Den hektiske livsstil sugede kræfterne ud af ham, og det blev svært at indrømme, at han ikke længere kunne følge med.
Han besluttede sig for at tage en pause. Han satte sig hjemme i den nye lejlighed, så sig omkring og forsøgte at forstå, hvor han egentlig var havnet. Til at begynde med undrede det ham, bagefter begyndte det at irritere ham. Mille, der virkede som en eventyrlig fugl, var helt uforberedt på hverdagens realiteter. Hun kunne hverken lave mad eller holde hus.
Men det værste var næsten, at de ikke havde noget at tale om. Milles verden bestod af pengesedler, farverige indpakninger og Instagram-følgere. Først forsøgte Peter at indføre lidt fornuft og klogskab i hendes tilværelse, men han måtte hurtigt indse, at ethvert forsøg på samtale nærmest gav Mille hovedpine. Han gav op.
Om aftenen drak han tålmodigt Milles tynde te lavet på teposer, mens han tænkte på sin ekskone… Hun kunne virkelig brygge te, Peter kan stadig, med lukkede øjne, næsten dufte den urteagtige varme drik. Og hendes frikadellerder var ikke noget at sige, hun var en mester i køkkenet. Tanken fører ham også til aftenerne, hvor de kunne sidde sammen i sofaen og diskutere en bog eller en ny dansk film i timevis…
Peter havde engang forsøgt at vende hjem. Ikke for at blive, men bare… ja, hvorfor vidste han egentlig ikke selv. Den aften blev han ude foran døren; der blev ikke lukket op, men opgangens mur afkølede ham, imens han kunne høre lavmælt gråd bag døren. Så gik han tilbage ud på gårdspladsen og sad længe og så op på vinduerne til den gamle lejlighed, indtil lyset slukkedes deroppe…
Tiden gik, og kløften mellem Peter og Mille blev dybere. Hendes naivitet irriterede ham mere og mere, og Mille kunne heller ikke længere finde tålmodighed med den gråhårede mand. De begyndte at gå hver for sig om aftenen, og Peter vidste nærmest ikke, hvordan han til sidst er endt foran døren til sin gamle lejlighed.
* * *
Han står længe og ser på den skævt bankede, sølvfarvede nitte og har ikke nogen idé om, hvad han nu skal gøre. Skal han vende ryggen til og gå? Men hvorhen, til hvem? Han ved jo godt, at Mille for længst er kold overfor ham. Skal han blive? Vil de overhovedet have ham tilbage, vil de kunne tilgive?
Den lille, skæve nitte lader ham ikke være i fred. Han rækker hånden ud og rører ved metallet. Døren åbner sig overraskende let. En velkendt duft af hjem møder ham i entreen. Han lukker øjnene og trækker duften ind med et dybt åndedrag, og da han åbner øjnene igen, ser han sin kone i døråbningen til køkkenet. Der er fine smilerynker omkring hendes øjne, og hun smiler til ham. “Jeg er hjemme!” tænker Peter, tager et skridt ind og lukker roligt døren bag sig.
