Døren til forræderi
Efter tre måneders arbejde på en olieplatform kom Mads Kjærgaard træt men tilfreds hjem til sin fødeby, Aarhus. Vejret var gråt, men i Maddes hjerte skinnede solen: han holdt sin løn i hånden og forestillede sig, hvor glad hans kone, den stolt og lidenskabelige Mathilde, ville blive. De havde lige købt en to-værelses lejlighed i en betonblok i udkanten af byen. Han havde selv slebet væggene, hængt lofterne, lagt fliserne og sat alle apparaterne op. Kun én ting manglede – at indrette hjemmet, som hun ville have det:
“Madse, jeg accepterer ikke noget halvårligt. Jeg vil have, det bliver lige så godt som hos Ida og Mikkel! Alt skal være perfekt!”
Han nikkede, sagde ja, tog på arbejde og slidte sig halvt ihjel, bare for at Mathilde kunne være stolt af ham. Han savnede hende grusomt i den kolge container på platformen – ingen varme, ingen kære ansigter, ingen lugt af morgenkaffe. Kun en telefonstemme, ofte irritabel og krævende.
På stationen standsede han ved en blomsterbod. Han bladrede i roserne og valgte de friskeste. Han købte en stor, rød buket og satte sig i en taxi. Et kvarter senere stod han foran opgangen, hans hjerte hamrede. Han løb op ad trappen til fjerde sal med lette skridt – glæden boblede i ham. Han ville til at stikke nøglen i, men ændrede mening. Han smilede og ringede på døren.
Stilhed. Han var lige ved at tage nøglen frem, da døren fløj op. På tærsklen stod en fremmed fyr i hans egen badekåbe. Høj, bredskuldret, med bar overkrop og et frækt blik.
“Hvem fanden er du? Er du gået forkert, gamle?” knurrede manden.
Verden vaklede. Mads stod som lammet. Buketten faldt ned langs siden.
“Det ser ud til, jeg tog fejl af mere end døren…”
Døren smækkede i. Han stod som paralyseret. Hjertet hamrede, hænderne rystede. For hans øjne flimrede det tapet, han havde hængt om natten, de blanke fliser, han havde pudset, køkkenet, han havde taget lån for… og nu stod der en fremmed mand i hans hjem.
Blomsterne landede i den nærmeste skraldespand. Mads bestilte en taxi og kørte til sin bedste ven, Lasse. På vejen stoppede han i en Netto og købte snaps, sild og agurker. Lasse var henrykt – det var længe siden, de havde set hinanden.
“Det må være løgn! Skål for et gensyn!”
Efter den anden snaps kunne Mads ikke holde det inde og fortalte alt. Lasse, en halv-tysk fyr med temperament, sprang op:
“Hvad?! I din lejlighed?! Jeg sku’… jeg skulle nok…!” Han hamrede næven i bordet.
Mads greb ham i skulderen:
“Hold hovedet koldt, Lasse. Men… skal vi hævne os?”
“Det skal vi. Absolut!”
Under påvirkning af alkoholen bestilte de en taxi og kørte mod Maddes lejlighed. Hævnplanerne var uklare. Begge mænds hoveder summede.
De gik op. Lyset i soveværelset var tændt. Mads brølede:
“Nu skal I få at se…”
Lasse begyndte at hamre på døren:
“Åbn, din skiderik! Hvem tror du, du er, at stjæle en mands kone? Kom ud og tal som en mand!”
Døren fløj op – og med det samme susede en knytnæve ud. Lasse vaklede tilbage med blod i ansigtet.
“Det var da en varm modtagelse…” mumlede han og tørrede blodet væk.
Mads flammede til. Med et slag flåede han døren af hængslerne. Den væltede med et brag ned i entreen. De to mænd stormede ind som en orkan. De løb rundt i lejligheden og råbte.
“Hvor er det kryb?!”
Mathilde skreg på køkkenet og forsøgte med dirrende fingre at ringe efter hjælp. Lasse løb ud i gangen:
“Er han sprunget fra altanen?”
Men så – et støn. Under den knuste dør vred den samme elsker sig, knust under vægten af både døren og sin egen frækhed. Han så ynkelig ud – badekåben skæv, ansigtet forskrækket, munden blodig.
“Der fik vi hævn!” grinede Lasse og puffede til den uskadte side.
Og så, som om det ikke var nok, lød der et hyl fra opgangen:
“Hjælp! Godtfolk! De slår hinanden ihjel!” skreg Maddes svigermor, efter stemmen at dømme.
Ædrueligheden vendte øjeblikkeligt tilbage. Vennerne forsvandt, før politiet kunne nå frem. Næste morgen indgav Mads skilsmissepapirer. Han ville ikke bo i et hjem, hvor han var blevet ydmyget. Hvor en fremmed gik rundt i hans badekåbe.
En uge senere skulle han tilbage til platformen. Lasse fulgte ham til bussen, med blåt øje og forbundne hænder.
“Men det var fandeme episk!” grinede han. “Hvis du gifter dig igen – bare ikke med Mathilde! Men husk at ringe til mig. Jeg hjælper gerne, hvis det går galt…”
