Mette låste døren op, slebte en tung taske over dørtærsklen og tog en dyb indånding. Lige med det samme lød der en stemme fra stuen:
“Metten, endelig! Hvad har du med til aftensmad? Og hvor har du været så længe? Jeg er ved at dø af sult!”
Hun havde allerede været i dårligt humør, men nu føltes det, som om det krøllede sig sammen til en lille, irriterende klump. Selvfølgelig havde Lasse igen tilbragt hele dagen som en lille sultan på sofaen, enten foran fjernsynet eller ved computeren, hvor han spillede spil. Gulvet var lige så beskidt som da hun gik, og han havde sikkert ikke engang nået at smide vasketøjet i maskinen. Men hun var selvfølgelig for sent hjemme – det store barn var sultent! Og pengene? De voksede jo bare frem i kommoden af sig selv!
Med tunge skridt, som en slags forvirret VVS-mand, gik Mette ind i køkkenet, tømte tasken og begyndte straks at lave mad – hun var også sulten! Uden at skifte tøj gav hun sin irritation og frustration luft ved at smide gryder og pander rundt.
Lasse lyttede en stund til hendes rasende brag fra sofaen, men kunne til sidst ikke holde det ud – larmen overdøvede selv fjernsynet. Med en lyd af knirkende fjedre rejste han sig og gik ud for at genskabe roen.
“Metten, hvad er det for et brag? Jeg kan ikke engang høre nyhederne!”
Mette smækkede en tallerken på bordet:
“Spis nu bare! Jeg larmer, som jeg har lyst! Og du har aldrig sat din fod i et smedje, din dovne hund!”
Lasse så fornærmet ud, men satte sig alligevel og begyndte at spise kartofler og kød. Mette fortsatte med at larme og spiste stående ved køkkenbordet. Hans kones spørgsmål overraskede ham – hans tanker var et helt andet sted.
“Har du i det mindste nået at komme vasketøj i maskinen, mens du har siddet og dovnet dig?”
Han slog ud med hænderne:
“Metten, altså, hvilket vasketøj? Tager du pis på mig? Vask er kvindearbejde, jeg er en mand, jeg forstår mig ikke på den slags og behøver det heller ikke! Hvis jeg putter noget i, råber du bare på mig, når jeg har ødelagt noget syntetisk eller vasket en dunjakke på skotøjsprogrammet!”
“Mand? Du er lige så meget mand som jeg er dronning Margrethe! Og selvfølgelig har du aldrig i dit liv haft én eneste chance for at lære det mest basale om en vaskemaskine!” råbte Mette arrigt. Nu var Lasse rigtig fornærmet.
“Metten, nu går du over stregen! Det der er for meget! Jeg ved godt, du er utilfreds med, at jeg ikke har et job lige nu. Men det er midlertidigt! Jeg kan da ikke bare tage hvad som helst, hvor man skal arbejde som en hest for en slik! Og desuden skal en mand finde sig selv i sit arbejde! Det sker ikke fra den ene dag til den anden! Men du behandler mig som en dørmåtte! Hvorfor?”
Denne aften var Lasses selvbevarelsestalent på en eller anden måde helt væk. Ellers havde han måske opdaget, at der var noget galt, allerede da hun pludselig tav. Men han bemærkede ingen advarselstegn og fortsatte bare.
“Du er en kvinde, Metten! Du skal være omsorgsfuld og blid! I stedet for råber du og larmer som en VVS-mand! Kunne du ikke i det mindste gå stille og sætte tingene forsigtigt fra dig?”
Mette fnøs kort gennem næsen, men Lasses selvbevarelse sov dybt og larmede nærmest. Han spiste færdig, satte tallerkenen i vasken og begyndte at gå rundt i køkkenet, som om han var Lenin på vej til et møde.
“Og for resten, Metten, du burde vise mig en smule respekt! Jeg er trods alt en mand, din mand, det er min ret! Se bare på Fatima! Hun danser omkring sin Malik som en sommerfugl – de lever i perfekt harmoni, ingen skænderier eller råben. Sådan skal det være! Hvorfor skal jeg lære dig så simple ting?”
Lasse lavede endnu en drejning ved vindueskarmen og opdagede først nu, at noget var galt. Mette så på ham som en kat på en mus, og i sin højre hånd holdt hun lunt fast i en pandestilk. En støbejernspande. Den vejede næsten fem kilo. Og Mette var en høj, stærk kvinde – hun kunne sagtens håndtere den…
“Fatima… Med Malik,” hvæsede hun gennem tænderne.
Malik og Fatima kendte alle i opgangen. Det unge tyrkiske par havde fået en lejlighed i gave af familien til deres bryllup – alle i slægten havde givet til indkøbet. Malik og Fatima havde boet i Danmark siden de var børn, havde danske pas og talte flydende dansk. De var muslimer, men uden at gøre for meget ud af det – Fatima gik ikke med tørklæde, selvom hun klædte sig beskedent. Alligevel fulgte de mange traditioner fra deres hjemland.
“Fatima,” gentog Mette, og Lasse frøs til af sikkerhedshensyn. “Ved du hvad, søde, du har ret – hun er en god hustru. Men du glemmer noget. Eller rettere – nogen. Malik.”
Lasse løftede forvirret øjenbrynene.
“Ser du, lille Lasse, Malik løber af sted til byggepladsen om morgenen, hjælper til i sin brors butik, løfter sække og kasser, og selv i weekenderne står han bag disken. Og han leder ikke efter sig selv – hvis han gør, så kun i sin fritid! Og samtidig køber han altid noget til Fatima – en ring, øreringe eller en ny kjole. Hun bliver ved med at prale. Så selvfølgelig danser hun omkring ham – hun står bag en solid mur! Hun behøver ikke bekymre sig om, hvordan de skal få enderne til at nå hinanden, det er Malik, der tager sig af det. Fatima sidder derhjemme og passer ham. Og hun gør virkelig en indsats.”
Lasse stirrede bare, fuldstændig forvirret over, hvor Mette ville hen. Imens klaskede hun panden mod sin venstre håndflade:
“Og lad os så kigge på os. Hvem arbejder på to jobs og tager ekstra arbejde i weekenderne? Det er mig, lille Lasse! Og derhjemme sidder du. Så hvis vi sammenligner os med Malik og Fatima, så er *jeg* Malik. Og *du*, lille Lasse, er Fatima!”
Lasses mund faldt helt åben. Den logik havde han virkelig ikke set komme! Og Mette lod ikke panden ligge:
“Så det er ikke dig, der skal bebrejde mig for ikke at være som Fatima – det er *mig*, der skal bebrejde *dig* for ikke at være som hende! Du er en mand, lille Lasse – i badehuset, på hospitalet, på toilettet og i soveværelset. Men i alt andet er du FatimaLasse vaktede i en koldsved på gulvet ved sengen – han var faldet ud af søvnen af ren skræk, og nu, mens han tøvende listede ud i køkkenet for at drikke en slurk vand, besluttede han sig for at det var på tide at tage sig sammen og blive lidt mere som Malik.
