Sit eget sted
Mor, hvad laver du?! Er du helt skør? sagde Karen med gråd i stemmen, mens hun så sin mor flå de få ejendele ud af skabet. Hendes røde kjole med prikker, den hun holdt allermest af, landede ubarmhjertigt på det slidte gulv, og straks fik det lillebroren, Mads, der sad på gulvet, til at spærre øjnene op. Han greb kjolens bælte, og stoppede det straks i munden. Nej, Mads, lad være! Giv mig den!
Så tager du dig af sådan noget gammelt kluns! Annemette kastede Karens slidte cowboybukser hen til det andet tøj og smækkede skabsdøren. Ud med dig!
Men mor, for pokker. Hvor skal jeg gå hen? Og sådan om aftenen? Hvad har du gang i?!
Hvad jeg har gang i? Her bestemmer jeg! Det er mit hus men ikke dit!
Og jeg? Er det ikke mit hjem også?
Næ, min kære! Du har intet her! Annemette løftede sønnen op og tørrede næsen på ham med kanten af Karens kjole. Så, det er slut, min pige! Jeg vil ikke høre et ord mere fra dig. Jeg begynder endelig at få styr på mit liv, og du vil ødelægge det for mig. Det kommer ikke til at ske!
Mor, hvad ødelægger jeg? Hvad?!
Hvem er det lige, der gør sig til for Brian? Er det ikke dig?
Mor! Karen skreg så Mads blev forskrækket og begyndte at tude. Hvad er det du siger?! Kan du høre dig selv?
Jo tak, jeg hører udmærket! Nok nu! Jeg vil ikke se dig her om fem minutter!
Annemette sparkede døren op og forlod rummet, mens Karen blev stående lamslået, ude af stand til at forstå, hvad der egentlig lige var sket. Det gik op for hende: hun var blevet smidt ud af sit hjem Hovedet ville ikke tænke klart. Tankerne svirrede om alt og intet, uden at hænge sammen. På gangen lød Mads gråd og rev hende ud af chokket lillebroren græd så hjerteskærende, at hun instinktivt ville trøste ham. Det havde altid været hendes ansvar at vugge, synge eller finde på noget, så han stoppede med at skrige. Morens nye mand havde ikke meget tålmodighed med småbørn og brød sig ikke om gråd eller børn i det hele taget. Og Karen, som var vokset op i varme og tryghed, kunne ikke forstå, hvad der var sket med moren. I stedet for at tage sig af sin søn, skubbede Annemette ham bare over til Karen og forsvandt.
Så, tag dig af ham! Du er jo næsten voksen, så hjælp til!
Voksen… I går var hun fars og mors forkælede pige, men i dag var hun åbenbart blevet usynlig. På bare to år var alt sket så hurtigt, at Karen slet ikke kunne følge med i de ændringer, der ramte dem én efter én.
Først døde faren pludseligt af et hjerteanfald. Uretfærdigt og meningsløst han kunne måske være blevet reddet, hvis bare ét menneske havde lagt mærke til ham dengang, hvor han faldt om ved Rådhuspladsen. Han var ikke engang fyldt 50, velklædt og bestemt ikke bums, men han låg der hele den kolde time, mens folk skyndte sig forbi på deres egne vigtige ærinder. Ingen ringede efter hjælp måske troede de, han var beruset eller bare sær, sådan som han lå midt på gaden i november. Først da en dame bøjede sig over ham, var det allerede for sent.
Karen husker tydeligt, hvordan moderen reagerede dengang. Det var, som om tiden stod stille for Annemette. Uden en tåre tog hun afsked med sin mand og lukkede sig så inde i soveværelset, hvor hun ikke ænsede datteren det mindste. Karen græd, råbte og prøvede at trænge igennem til hende, men uden held.
De havde ingen slægt, og forældrenes venner forsvandt stille hen, dukkede kun sjældent op til store mærkedage. Forældrene havde altid været stolte af, at de klarede tingene selv Vi behøver ikke andre end hinanden. I begyndelsen troede Karen også på det, og hun hadede, hvis der kom gæster. Hvorfor dog det? De var jo nok i sig selv.
Det ændrede sig først, da Karen startede i skole. Af en eller anden grund var der færre drenge end piger i klassen, og Karen kom til at sidde ved siden af en lille, tæt, fynsk pige ved navn Frø. Hun havde så tunge, sorte fletninger, at hun bar hovedet stolt, og Karen blev øjeblikkeligt misundelig hendes egne lyse krøller kunne hun ikke udstå, de strittede altid ud på alle leder og kanter. Fletningen turde Karen først røre efter to dage, hvor Frø surmulende sagde, mens hun smed sit store hår om bag ryggen: Jeg klipper det sgu af! Lige meget om mor bliver gal.
Karen lagde forsigtigt hånden på det glinsende sorte hår og hviskede: Er du dum? Det er så pænt!
Sådan startede deres venskab, og Frø blev hurtigt hendes faste holdepunkt.
Frø var fjerde barn ud af syv i en stor, højrøstet familie i udkanten af Odense. Første gang Karen kom hjem til dem, var hun overvældet over, hvor mange mænd, kvinder og børn der var på så lidt plads. Det tog hende længe at regne ud, hvem der egentlig var Frøs søskende, og hvem der bare var i familie. Moren satte Karen til bordet uden mange ord og sørgede for, at alle blev mætte så mætte, at man dårligt kunne rejse sig bagefter. Selv de små piger kunne lave både dej og kager, mens Karen, hjemme i København, aldrig måtte hjælpe i køkkenet du skal nok få din tid.
Hjemme hos Frø lærte Karen, at venner og familie godt kunne være en god ting. Senere blev hun også klogere på, hvor forskelligt det kan udspille sig, men den gang i det hus blev Frø altid forkælet til enhver tænkelig fest, og her var der mange. Selv til mosterens fødselsdag fik Frø slik og sløjfer, bare fordi familien gerne ville glæde hende.
Hvorfor? Det er jo ikke din fødselsdag! spurgte Karen forundret.
Og hvad så? Skal man vente på en særlig anledning for at glæde dem, man elsker? Bare vent til jul SÅ kommer der gaver! svarede Frø med latter i stemmen, og Karen kunne ikke lade være med at grine med.
Karens mor brød sig aldrig om dette venskab. Hun kunne ikke fordrage Frø, og havde hun vidst, hvor skørt og rodet deres hjem var, havde Karen aldrig fået lov at komme dertil. Men Annemette arbejdede ofte sent, og det var let for Karen at smutte ud, så snart hun havde været hurtigt hjemme at spise.
Det var Frøs familie der, da de hørte, hvad der var sket hjemme hos Karen, straks sendte to storebrødre med rundt om huset. De kom med penge, hjalp med papirarbejdet og fulgte trop, hvor Annemette kun modvilligt deltog, skyende brødrenes gode vilje.
Hvad skulle vi ellers? Du er jo ikke fremmed for os, sagde Frø senere. Der er ingen mænd mere hjemme hos dig. Nogen må jo hjælpe.
Et halvt år efter giftede Frø sig. Karen kunne slet ikke forstå det men du skulle da være læge?
Skal jeg da også! Far og min forlovede har talt om det hele, sagde Frø og pakkede sin brudekjole ud.
Men elsker du ham? Kan du ikke undvære ham en dag måske?
Jeg har da næsten ikke set ham. Det handler ikke om det, Karen. Vi gør, som forældrene siger vi stoler på, de vil os det bedste.
Karen kunne ikke finde ord. Til brylluppet holdt hun sammen på sig selv, men da hun fandt ud af, at Frø skulle til Aarhus for at studere, brød Karen sammen.
Hvordan skal jeg klare mig uden dig?
Og jeg uden dig?
Men du har jo en mand nu…
Hvis det går helt galt, så kom. Så skal vi nok finde på noget.
På daværende tidspunkt var Brian for alvor trådt ind i Karens hverdag, og Frø lagde mærke til, hvordan Karen trak tiden ud, inden hun tog hjem men Karen fortalte aldrig rigtigt om, hvordan Brian sneg sig ind i gangen, eller hvordan moderen, der efter lillebrorens fødsel næsten blev umulig at være sammen med, pludselig så på hende med kold mistillid. Karen begyndte at låse sin dør, selvom det gjorde moren endnu mere gal, for når Annemette havde brug for hjælp med Mads, var det uden hensyn at Karen måske skulle tidligt op på arbejde, betød intet. Karen elskede sin bror, men manglen på søvn, hvor hun skulle gå rundt for at vugge ham beroligende, havde sin pris. Hun svimtede to gange på arbejde, og rygterne begyndte at svirre.
Hun fik job på Rigshospitalet, selv før hun var færdig med sin sygeplejeuddannelse, bare for at være mest muligt væk hjemmefra.
Efter Frø rejste, kom der et opgør, hun ikke havde set komme en konflikt med moren, der havde ulmet længe.
Annemette havde ikke tid for andre end sig selv, og da den snaksalige nabokone en dag sagde: Du har da fået et par smukke børn, Mette. Se bare Karen er hun ikke en flot ung pige allerede? Trist hun ikke har nogen til at se det. Det må du skaffe, Mette en pige skal jo finde sin vej i livet…
Hvad der ramte Annemette ved de ord, finder Karen aldrig ud af. Men det var derefter moren smed hende ud, og Karen stod nu med en sportstaske, ikke sikker på, hvor hun havde et sted. Hvis ikke her, hvor så? Hun kunne naturligvis ringe til Frø, men hvad kunne Frø gøre? Karen ville ikke bekymre hende. Nu ventede hun barn og studerede.
Karen så sig om i værelset for sidste gang, tog et billede af sin far fra skrivebordet og proppede det ned i tasken sammen med tøj. Nå, måske var det alligevel bedst sådan hun var alligevel længe følt sig udenfor her. Må moren få den hverdag, hun så gerne ville have.
Tvet brølede ude i køkkenet, og Annemette bankede sure gryder. Karen gik halvvejs ud i gangen, men standsede. Hvad skulle hun sige? Alt var blevet sagt noget kunne ikke gøres om. Kunne hun nogensinde tilgive? Nej! Det var nok. Der havde været kærlighed engang, men det var slut.
Det var helt mørkt udenfor, og Karen trak tørklædet tættere op over næsen. Efteråret var sent på den, men den skruede hurtigt ned for varmen alligevel. Engang imellem kunne hun smile over byens folk midt i mellem årstidernes skiften, selvom hun frøs nemt; hun havde allerede lange siden taget både gave-sjalet fra Frø og den varme jakke på. Hun havde ikke tænkt sig at tage hjem efter mere at se sin mor igen sved for meget.
På busstoppestedet var kun en enkelt hjemløs hund og to sent ude folk. Karen stillede tasken fra sig og gemte hænderne i lommerne.
Da en bil bremsede ved fortovet, fór hun sammen. Selv på en aften i København var hun ikke tryg.
Karen?
Peter!
Lettet var hun ved at græde. Frøs storebror ham med matematikken og transport til kirkegården den gang. Han stirrede bekymret på hendes taske.
Hvad laver du herude, så sent?
Bare Jeg skal på arbejde. På hospitalet, mener jeg.
Ved du fortæl mig nu, Karen. Hvad er der galt? Hvorfor står du her med al din bagage?
Hun fortalte alt: om moren, om Brian, om at hun nu måske mildest talt var hjemløs.
Sæt dig ind! sagde Peter, der aldrig brugte unødvendige ord. Karen satte sig. Hun troede, han kørte hende til hospitalet, men snart gik det op for hende, de drejede ikke i den retning.
Hvor skal vi hen, Peter?
Skulle du overnatte på hospitalet? Og hvad så med i morgen?
Jeg finder nok ud af det…
Det gør du måske, men du trænger til noget andet nu. Vi skal et andet sted hen. Kom.
Højt oppe på Frederiksbergs stille veje åbnede Peter porten til et smukt, gammelt baghus. Vagten nikkede til ham, og han parkerede i gården.
De tog elevatoren op til tredje, hvor han trykkede på ringeklokken. Karen blev stående usikkert, indtil døren endelig gik op, og hun så den frodigste dame, hun nogensinde havde mødt.
Peter! Hvorfor kommer du dog ikke med besked? Og hvem har vi her? Nå, men det er jo Frøs veninde! Jeg genkendte dig straks fra brylluppet. Kom dog indenfor, barn! Her er du ikke fremmed!
Karen trådte indenfor og lukkede øjnene pludselig var der varme. Marmorgulv, en tung krystallysekrone i loftet, duft af kaffe og hjemmebag.
Peter hviskede noget til damen, som kun nikkede alvorligt. Så forsvandt han.
Nå, hvorfor står du herude? Tag jakken af, og kom ud i køkkenet. Så fortæller du gamle Ingeborg, hvorfor en så smuk pige skal sidde ude i natten. Har du da ikke noget hjem? Ingen mor?
Det har jeg vist ikke længere Karen mærkede tårerne komme, satte sig på skamlen i gangen og græd pludselig, som børn gør, når de giver slip. Den gamle dame tog hende ind til sig, knusende og strøg hende over håret.
Sikke noget, lille ven. Tror du ikke, det skal gå? Jeg ved, det skal. Alt i livet kan gå. Kom, jeg laver dig en ordentlig kop kaffe sådan som min mor lærte mig. Den hjælper lidt på alting. For en stund i det mindste og nogen gange er det pausen, man har allermest brug for.
Senere sad Karen ved det brede, tunge køkkenbord. Kaffens bitre smag trak tårerne tilbage, men hun blev siddende og lyttede til Ingeborgs stille stemme.
Kald mig bare Ingeborg. Da jeg var lille, hed jeg også Karen. Ja, jeg voksede op ude i Jylland i et hus, som vi nær aldrig kunne forlade. Siden gik alt tabt. Krigen kom, du ved. Vi måtte flygte. Forlod hjem, marker, grave med vores kære. Uden nogensinde at se stedet igen.
Hvordan overlevede I?
Stædighed, Karen. Og familie. Os fire søskende klarede os. Alle andre var væk. Der er ikke meget at sige om den slags tid. Man gør bare.
Karen sad med store øjne.
Men børnene? Har du ingen?
Dem har jeg ikke. Der var aldrig tid. Jeg har altid passet på min brors børn Frøs far var en af dem. Og de er mit liv nu. Mange børn, børnebørn og oldebørn. Frø føder snart, og jeg glæder mig allerede til at møde den lille.
Hvorfor bor du ikke med dem?
Søvn er svær for mig. Jeg vækker dem for tit. Jeg har mine egne skygger og mareridt dem har de ikke brug for at dele med mig. De skal have ro.
Det var på grund af alt det, der skete?
Ja. Nogle ting slipper aldrig. Men man er stærk nok, hvis man støtter sig til dem omkring sig. Sådan her Ingeborg tog Karens hænder og klemte dem. Nu tager du min styrke, som andre gav mig en gang. Her er dit sted, Karen. Indtil jeg slipper dig over til ham, der skal have dig.
Hun grinede hæst. Du er vist lidt skræmt, hva? Det kan jeg godt forstå!
Ingeborg var en kvinde, der holdt ord. I løbet af to år blev Karen så dygtig i et køkken, at selv Frø måtte overgive sig, når hun kom på besøg.
Det smager faktisk bedre, end jeg kan lave. Hvad er hemmeligheden? lo Frø og så venligt på sin veninde.
Ingeborg har lært mig det hele. Hvis ikke for hende…
Ikke for mange roser, eller bliver jeg for stolt og så må jeg slet ikke ind i himlen! brummede Ingeborg.
Men Karen så alvor ud. For hun skjulte noget, som Frø straks fornemmede.
Hvad er der, Karen?
Karen tøvede, men sagde så: Mor er syg. Meget syg. Hun var indlagt i afdelingen, hvor jeg arbejder.
Har du besøgt hende?
Nej. Jeg kan ikke få mig selv til det…
Men, Karen, sådan noget fortryder man siden! Hun forsvinder. Så er det for sent.
Du så selv, hvordan det var. Hun smed mig på gaden. Hvad skulle jeg? Var det ikke for dig og din familie, og Ingeborg hvor var jeg endt? Mente hun virkelig det bedste for mig?
Hvor er Mads?
På børnehjem. Jeg får ham ikke at bo hos mig, selvom jeg har job har ikke råd til egen bolig.
Kan du ikke flytte tilbage til morens lejlighed?
Hun meldte mig ud. Jeg kan ikke få ham uden de papirer. Og jeg sover snart ikke mere tænker kun på, hvordan han har det.
Hvis du virkelig bekymrede dig, så sad du ikke her. Kom. Vi tager på hospitalet. Nu.
Hvorfor?
Kom nu bare.
To dage før sin død, blev Annemette og Karen forsonet. Karen passede hende, ordnede papirarbejde, gemte sin vrede langt væk og fokuserede kun på at få Mads hjem. Da hun så ind i morens øjne de var fyldt med smerte, men også noget andet så kom ikke mindet om den nat, hvor alt blev ødelagt. Det billede, der dukkede op, var en sollys morgen i barndommen, hvor moren gav hende store, søde danske kirsebær og kyssede hende på kinden. Og de ord hun aldrig havde troet, hun skulle sige, kom ud:
Jeg tilgiver dig, mor
Så forstod Karen endelig, hvad Ingeborg havde ment: Man skal give slip på sin vrede, ellers æder den én op. Gør det, før den æder alt det gode det skal ikke styre dit liv.
En uge senere trådte Mads ind i lejligheden, klamrede sig til sin søsters hånd og spurgte:
Er jeg hjemme for altid nu?
Ja, lille ven. Nu er vi hjemme. Her hører vi til.
Og da han nikkede gravalvorligt, vidste Karen nu var det hele, som det skulle være. Alt var faldet på plads.
