Hold da op, din kat tramper for højt!
— Sluk den djævelske maskine! Jeg kan ikke sove på grund af jer! — råbte en stemme uden for døren.
Så begyndte nogen at banke på og trykke på dørklokken. Mette fo’r sammen og tabte fjernbetjeningen. Lasse vred sig utilfreds i sengen.
Det var kun natlampelys i værelset. Udenfor var der en kvalm sommerhede. Mette kastede en morgenkåbe over sig og gik hen til døren.
Udenfor stod en kvinde i halvfjerdserne med tynde læber og et surt blik. Hun var klædt i en simpel bomuldsbluse og havde en telefon i hånden.
— Undskyld, men hvem er du? — spurgte Mette uden at åbne døren; hun blev lidt bange.
— Jeg er Gerda! Jeg bor på tredje. Over mit vindue står jeres larmerende maskine, som ikke lader mig sove. Sluk den øjeblikkeligt! Ellers ringer jeg til politiet. I larmer uden for tilladt tid!
Mette prøvede at få et ord indført, men Gerda fortsatte med at brokke sig uden pause.
— Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan være så samvittighedsløs! Hele huset lider under jer!
— Den er sådan set ikke så larmende… — sagde Mette forsigtigt. — Vi lyttede med det åbne vindue for at tjekke.
— For jer er den “ikke så larmende”, men mit hjerte banker af jeres traktor!
— Okay, vi slukker den, — sagde Mette modstræbende. — Vi vidste bare ikke, at den generede…
— Nå, men nu ved I det, — afbrød Gerda skarpt.
Der lød fjernende fødder.
Mette gik tilbage til soveværelset og slukkede for airconditionen. Hun åbnede alle vinduer og altanen, men det hjalp ikke. Varmen bredte sig som en bølge. Lasse vendte sig længe før han gik i bad, og Mette lå og stirrede op i loftet.
Sådan havde de slet ikke forestillet sig deres første sommer i deres nye lejlighed…
…De havde købt denne toværelses for få måneder siden. Sidste sommer i en lejet lejlighed huskede de som et mareridt: bøtter med koldt vand, gennemtræk, en ventilator der blæste varm luft rundt. Mette havde taget lån med rystende hænder, men med tanken om, at nu kunne ingen fortælle dem, hvordan de skulle leve.
Det viste sig, at der alligevel var én.
Næste morgen mødte Mette en anden nabo, Tina, i elevatoren. De havde allerede mødt hinanden og endda hjulpet hende med at skifte en vandhane.
— Hør, Tina, — Mette lænede sig mod væggen, — vi tændte airconditionen i nat, og så kom der en klage. Larmer den virkelig så meget?
Tina løftede øjenbrynene.
— Lad mig gætte. Gerda?
Mette nikkede.
— Tja… Hun klager også over os. Enten larmer vores TV for meget, eller også griner vores søn for højt. Engang sagde hun, at vores kat hoppede for højlydt. Men vi er vant til det nu. Hun ringer et par gange om måneden. Det går nok.
Mette kunne ikke lade være med at smile.
— Katten? Alvorligt?
— Jep, — bekræftede Tina. — Vi tænder ikke længere TV’et, ser alt i høretelefoner. Med sønnen og katten er det sværere, du ved.
Senere mødte Mette Lasse på trappen. Han havde præcis samme aircondition-model, og den hang lige under Gerdas vindue.
— Lasse, klager hun ikke over dig?
— Næh. Selvom min larmer ret meget. Min kammerat sagde, at den var monteret forkert, så den ryster nogen gange. Men jeg tror, jeg er i hendes gode smag, — grinede naboen.
— Klager nogen over mig og Mette?
— Har ikke hørt noget. I er jo stille som mus. Ingen børn, ingen bor, ikke engang en hund.
Naboernes svar beroligede Mette ikke. Hun tændte airconditionen igen og lyttede ved det åbne vindue. Den var næsten lydløs.
Hvad var problemet så? Måske handlede det slet ikke om decibel? Mette begyndte at tro, at Gerda bare ikke kunne lide dem personligt, så alt ved de nye naboer irriterede hende. Eller måske kunne hun ikke lide, når andre havde det godt. Sådanne mennesker findes.
Lige siden Gerda dukkede op for at brokke sig, var deres liv blevet et helvede. Hver aften forsøgte de at køle lejligheden nok til at holde i en ekstra halvtime med lukkede vinduer. De satte en alarm til kl. 22:59. Hvis de forsinkede sig med bare et par minutter, begyndte naboen at hamre på radiatorerne og råbe. Hvis de var fem minutter for sent, kom hun selv.
For at overleve den trykkende varme satte de en ventilator ved vinduet. Den larmede mere end airconditionen, men af en eller anden grund generede det ikke Gerda.
De fik endda en tekniker ud for at være ansvarlige. Han undersøgte den udendørs enhed og justerede den.
— Jeg har strammet beslagene og tilføjet lyddæmpende puder. Men den var allerede stille. Nu larmer den næsten ingenting. Det bliver svært at gøre den mere stille, og det er ikke nødvendigt, — konkluderede han.
Mette smilede lettet. Hun håbede, de nu kunne sove i fred.
Men allerede to dage senere ringede telefonen kl. 23:03.
— Hvad foregår der, har I tændt airconditionen igen? — spurgte Gerda forurettet. — Mine vægge ryster! Jeg får det dårligt, mit blodtryk stiger!
— Vi fik en tekniker ud. Selv han sagde, den næsten ikke larmer. Vi har gjort alt, hvad vi kunne…
— Teknikeren hører det ikke om natten! Sluk den med det samme, ellers ringer jeg til politiet!
Lasse sukkede og slukkede. De sov igen med ventilator på.
Gradualt lagde Mette mærke til, at Gerda heller ikke selv var en engel når det kom til støj. Nogen gange talte hun i telefon så højt, at det kunne høres hele vejen ned ad gangen. Nogen gange midt om natten. HMen en sen eftermiddag, da Mette stod og hældte vand i sin kaffekop, hørte hun pludselig en dyb stilhed fra lejligheden ovenpå – og indså, at måske var det ikke støjen, der var problemet, men ensomheden, der gjorde hvert lyd til en tornado i et ødelagt hjerte.
